2014.07.24 Masser af fisk og røde rejer

I dag stod vi tidligt op og gik ud til morgenmad. Vi havde fået at vide, at vi ville blive hentet 8.10, så vi skyndte os. Morgenmaden var desværre ikke så spændende, men vi fandt lidt at fylde maverne med, og satte os så klar i receptionen. Her kom vi desværre til at sidde et stykke tid, men 8.40 kom bussen endelig, så vi kunne komme af sted. Dagens program bød på snorkeltur til Cham Island.

Vi var en helt fyldt bus, og da vi kom frem til havnen, var vi bestemt ikke denne enste bus. Vi endte med at fylde to forholdsvis store både (ca 30 på hver båd) med folk som enten skulle snorkle eller dykke. Vi fik placeret os i et par stole ovenpå, hvorfra vi kunne nyde den times sejltur, vi havde foran os. Vi var dog ikke kommet langt fra land, før båden begyndte at vippe rigtig meget – der var godt med bølger! Heldigt at man ikke lige bliver søsyg
Efterhånden fik vi nærmet os den lille skildpaddeformede ø, som skulle være udgangspunkt for vores snorkel-ture. Vi fik derfor udleveret udstyr (svømmefødder, maske og snorkel), og blev smurt ind i faktor 30. Så snart vi var inde og havde lagt til en bøje, blev vi sendt i vandet. Dvs. vi var faktisk først ovre et andet sted og fik næsten lagt til, men bølgerne var simpelthen så heftige, at de måtte opgive og finde et sted i mere læ.

Vandet var en smule mælket, men ellers en fin blå farve. Jeg havde lidt udfordringer med min snorkel, som jeg måtte op og bytte til en ny, men så var vi også klar. Vi havde kun lige fået hovederne under, før de første fisk kom til syne. Sikke mange der var! Og mange rigtig flotte. Vi svømmede lidt rundt og fik øje på mange flotte fisk, blå søstjerner og også nogle koraller – selvom de ikke var så flotte i farverne. En times tid havde vi i vandet, og det var også fint, for der var jeg blevet lidt kold (trods vandets 30 grader).

Så snart vi var kommet op, satte båden kursen rundt om øen til den plads, de tidligere havde forsøgt sig med. Bølgerne var nu lidt mindre, så det lykkedes at lægge til. Vi blev straks sendt i vandet med besked om, at her ville vi have lidt længere tid. Vandet var noget mere klart end det første sted, så vi var helt klar. Det blev en rigtig god tur, hvor vi fik set mange af de sammen fisk, men også nogle kæmpe store fisk og nogle ret flotte koraller (selvom farverne stadig ikke var helt vilde). Over en time tumlede vi rundt og lod os begejstre af de mange fisk. Men så var vi også trætte og alle andre ”snorklere” havde også fundet op på båden. Kl. var blevet 13.30, og vi havde ikke fået frokost – så energiniveauet var også ved at være lavet.

Da dykkerne alle var kommet op, satte båden kurs mod den lidt større ø ved siden af. Her fik vi serveret frokost og havde efterfølgende 1 time på stranden. Lasse og jeg kunne godt fornemme, at vi havde fået sol nok, så vi fandt et par stole i skyggen, læste og nød udsigten over den idylliske, afsides strand. Her var virkelig smukt. Vores time forsvandt alt for hurtigt, og så var det tid til at finde ud til båden og tilbage mod Hoi An.

IMG_4845

Tilbage med bussen blev vi kørt helt til Old Town, for vi havde lige et sidste besøg hos Yaly. Det gik fint, selvom det ene par bukser ikke var lavet. Hmmm… Det har godt nok været noget besværligt hos dem, selvom vi troede, at vi ville undgå det ved netop at vælge et lidt dyrere sted. Men til gengæld lovede de så at levere alt tøjet direkte til vores hotel i morgen. Det var meget lækkert, for vi var trætte og begyndt at være lidt plagede af nogle meget røde og ømme rygge.

Efter at have købt lidt After Sun fik jeg allernødigst bevilliget 20 minutter alene (der er noget med, at Lasse snart har fødselsdag). Og derefter gik vi ned på Hai Café, for at få os lidt aftensmad. Jeg var efterhånden godt medtaget af dagens megen sol (og alt for lidt væske), så Lasse fik hældt godt en liter vand/sodavand på mig. Så gik det lidt bedre. Og så delte vi en forret, en hovedret og en dessert – vi har efterhånden lært, at vi alligevel ikke kan spise deres store portioner Det var lækkert og godt med lidt mad i maven.

Godt trætte fandt vi en taxa tilbage til hotellet. Her blev der taget kolde bade, tændt for air conditionen og smurt godt ind i After Sun. Vi er blevet et par røde rejer! Vi burde nok har taget ekstra solcreme på mellem første og anden snorkel-tur. Det tænkte vi simpelthen ikke over. Nu må vi bare pleje os selv på bedste vis.

Så det blev tidligt sengetid efter en spændende dag.

2 thoughts on “2014.07.24 Masser af fisk og røde rejer

  1. (S)far

    Fisk og røde rejer, ha ha, sjov overskrift, når man til sidst forstår meningen.
    Det er fortsat utroligt spændende at følge jeres mange oplevelser og se de hyggelige billeder. Tænk at så mange ting er så organiserede derude, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig …!

  2. Birte

    Tak for jeres skønne beretninger, pas godt på hinanden og nyd resten af turen.

Comments are closed.