Nu er vores lange tur ved at være til vejs ende. I morges stod vi tidligt op og skyndte os over til morgenmad, for at vi lige kunne nå en times tid ved poolen, inden det var tid til at tjekke ud. Desværre var det lidt overskyet, men vi fik da nydt lidt leg i det lækre og forfriskende vand.

Tilbage på værelset blev der hurtigt pakket sammen, så vi kunne nå ud til den bestilte tuk-tuk i tide. Kort efter var vi på vej til lufthavnen. Herfra gik turen med Combodja Angkor Air til Bangkok, hvor vi har haft hele eftermiddagen i lufthavnen (der var desværre ikke et fly, som passede bedre). Men det har givet tid til dagbogsskrivning, det sidste shopping og nu er Lasse vist også blevet færdig med Ken Follet. I nat flyver vi til København, hvor Christine henter os. Luksus 🙂

Tak til Sydøstasien for denne gang – nøj, hvor vi nu også glæder os til at komme hjem!

4:10 startede Amy med at synge! Uhhh det var tidligt!! Men vi skulle jo op. Ud af senge, i tøjet der lå klar og på med den pakkede rygsæk. Og så lige huske at fylde de par ting i den, vi havde glemt at pakke… Dernæst ud til receptionen og afhente morgenmad. Tuk-tuk’en var klar og et øjeblik efter ankom vores gode, søde guide. Jeps, vi var klar til templerne.

Derfra satte vi af sted gennem Siem Reaps mørke gader, ud mod Angor Wat hvor vi skulle se solopgang. Vi var langt fra de eneste, der havde udset sig dette som dagens første destination, men vi kom i god tid og blev placeret i første række til søen, hvor man kunne se templet spejle sig i. Det var stadig bælgmørkt, men stille og roligt begyndte lyset at finde vej og vi kunne skimte mere og mere af det flotte tempel. Desværre var det noget overskyet, så der kom aldrig nogen rød-himmel solopgang, men fint var det alligevel langsomt at se templet træde frem af skyggerne.

Angkor Wat er bygget i starten af 1100 tallet af den herskende khmer-konge. Den gang dækkede khmer-riget Cambodja, den sydlige del af Nordthailand, en stor del af Laos og den nederste tredjedel af Vietnam. Et stort rige! På dette tidspunkt var hinduismen herskende, og Angkor Wat (den gang under navnet ”Vishnu lak”, hvis vi husker rigtigt) blev bygget til ære for Vishnu – og for kongen selvfølgelig. Senere blev det ændret til et buddhistisk tempel. Det er et imponerende komplex – ifølge guidebøgerne verdens største religiøse bygning.

Efter at have fået lidt morgenmad (hotellets måtte suppleres med lidt købt) gik vi i gang. Det endte med at tage næsten 3 timer at komme igennem! Vores guide var simpelthen super god. Meget velbevandret i Cambodjansk historie (inkl. moderne politik), godt indblik i buddhisme og fint engelsk. Jeg stillede selvfølgelig et væld af spørgsmål – så mange at Lasse gav lidt op (godt han havde sit kamera at underholde sig med). Men vi blev meget klogere på mangt og meget.

Det imponerende var Angkor Wat (Angkor = by, Wat = tempel) er først og fremmest størrelsen, dernæst de vilde statuer og relieffer. De fleste af reliefferne fortæller om mytologiske historier fra hinduismen. Det krævede derfor ofte en lang forklaring om selve historien – godt vi havde guide med! Inde i midten af templet, gå man op af en stejl trappe til det indre tempel. Heroppe er desuden en smuk udsigt over tempel-komplekset – og over den jungle som omkranser det.

Da vi omsider fik sat kursen væk fra Angkor blev det kun til en kort vand-pause før turen gik videre til Angkor Thom. Angkor Thom var den gamle hovedstad, hvor primært kongen og forvaltningen boede. Den ligger forholdsvis tæt på Angkor Wat. I 1200 tallet husede den 1 million indbyggere (ifølge Lonely Planet husede London på samme tid 50.000). Efter at være kørt ind gennem den imponerende port (den ene af 5) med et væld af store gude- og dæmonstatuer langs vejen, kom vi dog ind til et forholdsvis tomt område. Alle huse blev nemlig dengang bygget af træ og er derfor for længst forsvundet. Så det, der står tilbage, er muren, et par templer og fundamentet til paladset. Vi startede med templet: Bayon templet. Det var selvfølgelig meget mindre en Angkor Wat, men egentlig nok så interessant. Tårnene stod tæt og alle vægge var tæt besat af relieffer, som, i modsætning til dem på Angkor Wat, primært beskrev hverdagslivet fra templet blev bygget. Ikke mindst de kampe som umiddelbart inden foregik mellem den herskende khmer-konge og den charm-konge, som i et par år havde besat Angkor Thom (Charm lå i det nuværende midt-Vietnam). Vi fik forklaret omhyggeligt om de forskellige krige og intriger mellem Khmer, Charm, Vietnam og kinesernes involvering. Meget af det husker vi ikke længere, men det gav et godt indtryk i, hvordan denne region har en lige så lang og detaljeret historie som Europa.

Resten af Angkor Thom var vi forholdsvis hurtigt igennem. Det vigtigste vi fik med derfra, var hvor kæmpestort et område det er! Og så kørte tuk-tuk’en os videre til næste tempel. Nu var det tid til Ta Prohm – også kendt som Tomb Raider templet. Dette tempel blev først opdaget i 60’erne og har dermed ligget øde hen i junglen i over 500 år! Det betyder, at de store jungle-træer i høj grad har overtaget og vokser inden i og oven på ruinerne fra templet – i ægte Tomb Raider/Indiana Jones stil. Jeg synes ikke helt, det var så stor en oplevelse (hvor var de mange relieffer med fortællinger og mulighed for lange fordybelser i historien henne?), men Lasse var meget begejstret. Og det var i hvert fald en oplevelse.

Da vi var færdige med Ta Prohm, gik turen tilbage til hotellet. Klokken var kun 13, men vi havde jo været tidligt oppe og i gang i rigtig mange timer efterhånden. Så vi fik sagt farvel til vores tuk-tuk-mand og guide (og givet gode drikkepenge for fantastisk indsats!), og fandt over til restauranten for at få lidt frokost. Efter en langt ventetid, og besked om endnu 5 minutters ventetid, gik vi over og skiftede til badetøj. Tilbage igen stod maden selvfølgelig på bordet – næsten kold trods vi kun havde været væk i 10 minutter. Nogle gange bliver man lidt træt… Men maden smagte godt, og vi lagde os derefter ud ved den fine pool og nød den lækre sol. Uhm!

Eftermiddagen forsvandt alt for hurtigt i det dejlige solskin, som krævede adskillige dyp i poolen – den var med saltvand og super lækker! Lasse fik læst en del i sin bog, og jeg fik skrevet lidt dagbog. Men så var klokken pludselig 18, og vi måtte hellere finde noget aftensmad. Jeg havde selvfølgelig lagt en plan: vi fik en tuk-tuk til at køre os ud til Sugar Palm, en klassisk khmer-restaurant som havde Gordon Ramsey i lære under hans Asien-turne. Forventningerne var høje, og vi blev ikke skuffede! En fantastisk ”sidste middag”. Vi delte en portion forårsruller og kyllinge-satay til forret samt en fish-amok og en portion nudler med grøntsager til hovedret. Skønt med nudlernes friske grøntsager, lynstegte og sprøde, og amokken havde fået god tid i den kokosnød, den var bagt i, til at blive rigtig cremet og lækker. Nums.

Da tallerknerne var tomme, gik vi ned til centrum, som vi slet ikke rigtig havde fået set. Lasse fik tilbud om en tur i Pub-Street, men det var der ikke lyst til (det er ikke sådan at være blevet en gammel, gift mand). I stedet gik vi videre og sørme om der ikke lige dukkede et silketørklæde op, som jeg bestemt ikke kunne tage hjem uden. Første bud lød $8, men jeg nåede ikke engang at sige noget (vi diskuterede bare på dansk et par minutter), så lød næste prisforslag: $5. Så slog jeg bare til – nemt! Lasse mente dog, at det berettigede til en anden dagsoverskrift: ”Ikke en dag uden tørklæde-køb”. Men hvis man skal bestemme overskriften, skal man også skrive 😉

Sidste stop var Blue Pumpkin, hvor jeg havde planlagt at desserten skulle indtages. Så vi fik en stor is hver i lækre vafler. Bagefter var vi helt klar til at trille hjem i seng. En god og lang dag.

I dag var det tid til at forlade Phnom Penh. Vi skulle med bussen kl. 8.45, men først skulle vi lige op og afprøve hotellets pool – som vi slet ikke havde nået at teste. Direkte op og i badetøjet og ned i den super lækre saltvandspool. Vi havde den helt for os selv (ingen andre var tossede nok til at stå op kl. 7 og gå i poolen), så vi kunne virkelig nyde det. Pludselig var tiden dog gået, og vi måtte op og bestille morgenmad. Og så viste det sig jo ganske rigtig, at vi sagtens kunne bestille to retter hver – igen til levering på vores egen altan, luksus!

Vi nåede at få tøj på og pakket færdig, før morgenmaden kom, så var det bare med at nyde al det gode mad – vi viste jo heller ikke helt, hvornår det næste gang blev spisetid. Derefter tjekkede vi ud og tog en tuk-tuk ned til busstationen. I bussen havde vi fået pladser på bagerste række, sjovt nok lige foran det danske par, som også havde været med båden til Phnom Penh. Der gik lidt tid, før bussen var fyldt, men endelig kom vi derfra. Med bussen var en guide, som startede med lidt intro til turen. Vi måtte lige spørge sidemanden, om vi virkelig havde hørt rigtigt. Jo, turen var sat til at tage 7 timer! Ups. Vi havde hørt fra Jutta, at det kun skulle tage 5, så vi var noget overraskede. Nå, men det gik jo nok.

Efter introen blev der uddelt vand og chokoladeboller, så det tegnede jo egentlig meget godt. Så snart vi kom ud af Phnom Penh blev wifien dog noget ustabil og ikke længe efter stoppede vejen med at være asfalteret. Så bumlede vi ellers af sted med 20 km i timen på meget hullede jordveje. Ikke underligt at det kommer til at tage 7 timer. Vi havde ellers læst i Lonely Planet og på nettet, at vejene skulle være ”all paved and in perfect condition”. Hmmm…

Opvejningen for al bumleriet skulle dog snart komme. Pludselig begyndte de smukkeste rismarker, omkranset af høje kokospalmer nemlig at brede sig så langt øjet rakte – og det var langt ud over det pandekageflade land. Det var så flot! Og netop det her med at se rismarker og ikke andet, til de fortaber sig i horisonten, havde jeg sådan glædet mig til at se – og været overrasket over, at vi ikke rigtig så i Vietnam (selvom det nok i høj grad skyldtes vores rutevalg). Så der gik lang tid med bare at sidde og se ud samt forsøge at tage et par billeder gennem bussen ruder.

Ved frokosttid holdt vi pause ved en lille café, som blev noget presset af de pludselig mange gæster. Vi fik lidt ok mad, men især fish-amokken kunne ikke rigtig sammenlignes med det, vi allerede havde prøvet. Så vi skyndte os videre til flere smukke rismarker, som efterhånden overgik til store sø/marsk områder. Der var nærmest en flydende overgang mellem flod, sø, lotusmark, rismark og fast land. På nogle rismarker gik de arbejdende i vand til livet, på andre sejlede de simpelthen rundt og tog sig af marken. Ret specielt, men det er også netop i det område at Tonle Sap (den anden store flod i Cambodja end Mekong) bliver til en kæmpe stor sø.
Da vi havde kørt i 7 timer, begyndte vi så småt at være utålmodige, men der skulle gå endnu ½ time, før vi var fremme. Den eneste trøst varm, at det regnede så meget, at vores eftermiddagsplan (nogle timer ved poolen) alligevel ikke gav meget mening. Og til sidst kom vi jo også frem. På busstationen fandt vi så en tuktuk, som ville køre os til hotellet. Desværre en meget insisterende tuk-tuk chauffør, som simpelthen ikke forstod, hvorfor vi ikke ville booke ham til tur i morgen – heldigvis insisterede vi på, at vi ville bestille gennem hotellet, så vi var sikre på at få en god guide.

Fremme på Golden Banana (det andet LGBT venlige hotel i træk, Lasse? Lasse indvender, at det jo var på Juttas anbefaling 😉 ) blev vi taget godt i mod. De talte om noget med en mail, og at der var styr på det – jeg tænkte, at Lasse nok havde skrevet og spurgt til turguiden til dagen efter (det havde vi nemlig talt om, at han burde…). Så jeg tog emnet op og vi fik styr på bookning af tuk-tuk og guide til i morgen. Men det skule vise sig at være en helt anden mail. Fremme på værelset var der nemlig lagt rosenblade ud og hele sengen og på bordet stod en flaske bobler i is-spand med to glas ved siden af… Så fint! Det var lige dagens overraskelse. Med den triste regn som bare fortsatte i en uendelighed blev eftermiddagen derfor brugt på at dele flasken med bobler – meget hyggeligt.

Det tog næsten opmærksomheden fra det noget triste værelse, som ikke helt levede op til forventningerne. Vi havde godt nok booket et af de billige bed-and-breakfast værelser, men havde nok regnet med at som en del af Rambutan/Golden Banana måtte det være ok. Det var temmelig mørt, badeværelset trængte alvorligt til en opdatering, og generelt lugtede der bare mistænkeligt muggent. Ikke vores heldigste booking – og måske bare ekstra i øjenfaldende fordi vi kom direkte fra det lækre Rambutan og vist generelt er ved at have fået nok at det primitive liv (en af os tackler det lidt bedre end den anden – gæt selv!).

Da vi havde fået nok at vores eget og boblernes selskab, og regnen så småt var stoppet, bevægede vi os udenfor i håb om at få lidt at spise på hotellets restaurant. Vi skulle jo tidligt op i morgen, så det var nok også bare med at komme i god tid i seng. Det blev dog en vanskelig affære. Hotellet holdt nemlig drag-show den aften med høj musik og optrædende. De undskyldte meget, men restauranten var derfor lukket. Så måtte vi jo ud i byen. De af hotellet anbefalede restauranter på nabogaden fik jeg hurtigt afvist (humøret var ikke rigtig til flere gadekøkken/plastikstole steder). Så derfor gik vi lidt videre og endte pludselig midt i et spændende natmarked. Vi var jo egentlig færdige med at shoppe, men Lasse ville så gerne have et par hatte med hjem, så det fik han. Mens vi forhandlede pris (det er vi (læs jeg) efterhånden blevet ret skrappe til), fik jeg lige spottet en tørklæde-butik omme bag ved. Jeg havde jo egentlig lovet Lasse, at nu havde vi købt tørklæder nok, meeeen…. Ægte silketørklæder er bare så svære at stå for… Så jeg måtte lige have et par med (det blev til 8, men Lasse var meget sød og tålmodig).

Videre fra markedet kom vi dog, og endelig fandt vi et sted, hvor jeg indvilligede i at gå med ind. Det var først, da vi havde bestilt maden, at det gik op for os, at det i virkeligheden var et diskotek. Men de fik da bikset et par spiselige retter frem, og vi blev mætte. Herefter gik turen tilbage og straks i seng – vækkeuret blev sat til om 5 timer.

Vi vågnede veludhvilede op på Rambutan til en smuk og solskinsfyldt morgen. Nede i restauranten fik vi bestilt morgenmad til servering på værelset (på vores store altan). Det var lidt svært at forstå konceptet (der var ca. 15 retter at vælge imellem), så vi endte med at bestille en ret hver. Det viste sig at være nogle ret små retter – man skulle nok have bestilt to hver. Men det havde vi ikke lige forstået, at man kunne. Min pandekage smagte dog fantastisk og Lasses æg og bacon var også super lækkert.

Efter morgenmaden tog vi en tuk-tuk op til central market. Her skulle vi bare lige se markedet og måske købe et par ekstra tørklæder. Vi endte med at bruge 2 timer og knap 200 dollar. Hovsa. Men så fik vi også: 8 tørklæder, 2 billeder, 1 elefant, 1 headset (til min telefon), 1 par shorts til Lasse, 1 par bukser til Camilla, 7 slips, 2 bælter, 1 halskæde (er der noget jeg har glemt?). Mega-shopping! Det var virkelig sjovt og et gigantisk marked.

Derfra gik vi ned til en gade, hvor hotellet havde fortalt, at der lå kamera-butikker. Lasses linse var jo blevet repareret i Hanoi, men nu var den begyndt at sætte sig fast, så man ikke kan zoome ind og ud. Vi havde læst at elektronik skulle være billigt i Cambodja, men på markedet skulle de have 1500 kr for et objektiv, som koster 1800 i DK. Så er det ikke rigtigt det værd… Efter at have vandret et godt stykke ned ad gaden, begyndte min begrænsede morgenmadsspisning at hævne sig. Så jeg blev placeret i en bager, i air con med en croissant og en sodavand, mens stakkels Lasse gik videre for at lede. Efter 20-30 minutter kom han tilbage. Han havde fundet 2 kamerabutikker, og de skulle have 5000 kr for objektivet. Sikke en skuffelse! Så fik han også lige lidt vand – og googlede problemet, hvorefter han straks fandt en side, som beskrev hvordan fejlen formentlig skyldes en enkelt skrue, der skal strammes – inkl. en beskrivelse af hvordan man selv kan gøre det. Det skulle vi jo bare have tjekket noget før. Men noget oplivede var vi så klar til at tage videre.

Næste stop blev Phnom Penhs riviera. Hvor Mekong og Tonle Sap mødes, startede vi vores søgning på en lille restaurant, som Lonely Planet havde anbefalet. Efter en længere søgning gav vi dog op og gik ind på riverside caféen, hvor vi fik lækker frokost! Lasse fik ”beef lok lak” og jeg fik ”fish amok” (det hedder det!) – to traditionelle khmer-retter. Mums, det var slet ikke stærkt og meget cremet og lækkert. Efter maden gik vi ned og bestilte tid på Bodia Spa – men først skulle vi lige være lidt kulturelle og få besøgt det royale palads.

Paladset er en stor samling imponerende bygninger i klassisk khmer-stil. Imponerende guldbelagte tage med vilde spir og udsmykninger. Vi var henne og se tronsalen (som var ved at blive gjort klar til et arrangement i morgen) og så gik vi ellers lidt rundt og beundrede de forskellige kongers stupa’er. Forventninger til dette besøg var nok ikke så høje (meget blandede anmeldelser på tripadvisor), men stedet var ret imponerende. Det kulminerede i en tur ind i silver pagoda. Det sølvbelagte gulv var godt nok dækket af tæpper bortset fra et lille udstillingsområde, men de flotte buddhaer var også det bedste. Den ene buddha var lavet af 90 kg guld og besat med næsten 10.000 diamanter. Og mange andre eksemplarer var også sat frem. Mega meget guld!

Efter dette blev det tid til en halv liter vand hver, mens vi nød lidt klassisk khmer-musik. Rundturens sidste besøg blev en model af den nuværende konges kroning. Det var også meget interessant at blive mindet om historien med den forhenværende konges turbulente liv (han har abdiceret 2 gange, været prins, så konge, så premierminister og så prins igen – og trods hans opbakning til det forfærdelige khmer rouge styre, blev han igen udnævnt til statsoverhoved efter Paris-fredstraktaten). Det er altså et mærkeligt forhold cambodjanerne har til deres kongefamilie.

Efter paladset satte vi kursen mod Bodia Spa. Jeg havde egentlig udset mig dette luksus-spa sted til Lasses fødselsdag, men det blev der ikke rigtig tid til. Så nu skulle det være. Vi havde bestilt ”full harmony pass” – med en masse forskellige behandlinger, der tilsammen skulle løbe op i godt 3 timer. Vi startede dog roligt ud med det typiske fodbad (denne gang dog med blomster og appelsinskiver i vandet). Herefter ventede vi lidt, før resten gik i gang. Receptionen var dog ikke det værste sted at vente – en stor blød fletsofa, fint trægulv og vand med små trædesten for at komme ind til de tilstødende rum.

Vores to søde behandlere tog os med op til vores rum, hvor der ventede et velduftende damp-brusebad som start. Nøj, det var lækkert. Efter badet lagde vi os på det utrolig bløde massagebænke, og de gik i gang med massagen. Vi havde selv valgt olien – og der blev ikke sparet på den. Det var meget bedre end nogle af de andre massager, vi havde fået! Direkte efter massagen (som tog en times tid) gik de i gang med bodyscrub’en. Her havde vi valgt en jasmin-ris scrub, der ikke skulle være helt så hård for huden som den traditionelle salt-scrub. Der blev også brugt rigeligt og ikke en tå blev overset.

Efter scruben blev vi sendt i bad, så vi kunne blive klar til næste behandling: nu stod den på ansigtsbehandling. Vi havde valg en mango-maske, men først blev huden rengjort omhyggeligt med argurke-saft-vædede servietter, scrubbet blidt i naturhonning med lidt salt (tror jeg nok). Herefter blev læberne smurt godt med naturhonning, mango-masken lagt og grøn-te poser placeret på øjnene. Og så blev lyset dæmpet og vi blev efterladt en halv times tid til ren afslapning. Der gik 5 minutter, før jeg kunne høre Lasses snorken… Nå ja, det må vel betyde, at han nød det!

Da vi havde fået fjernet vores ansigtsmasker og smurt huden med lidt olie, var det tid til bad igen. Denne gang stod den på et gigantisk badekar hvor vandoverfladen var dækket af rosen- og lotusblade. Wauw. Det var godt nok ikke så varmt, som vi ville have foretrukket, men meget lækkert – og ret specielt. Det var så afslutningen på vores mega-spa oplevelse!

Efter spa’en trak jeg Lasse lige rundt om hjørnet, op ad en trappe og ind i FCC (foreign correspondants club), som jeg havde udset som aftensmadsdestination. Fantastisk udsigt oppe fra 1. sal over Tonle Sap. Her fik vi serveret et par lækre (om end noget chili-stærke) retter og fik derefter en kugle is hver.

Efter en tuk-tuk tur var vi så tilbage på hotellet. Selvom vi jo egentlig havde været rigeligt i bad for i dag, skulle vi dog lige udnytte sidste mulighed for at teste det store badekar på vores altan. Det blev fyldt med varmt vand og masser af skum – og sådan sluttede vores mega-dag.

Klokken 05:45: ”I dag er det Lasses fødselsdag! Hurra, hurra, hurra.” Sådan blev jeg morgenvækket af min søde hustru, hvorpå jeg fik serveret en morgen-whisky (hold-maven-i-orden-spiritus) og fik en meget fin gave. Jeg pakkede gaven ud – og der var en fin æske med udskæringer i, og inden i æsken var der spisepinde. Hun havde godt nok også været lidt tilbageholdende mht. spisepinde, hver gang jeg havde snakket om, at vi skulle huske at nå at købe nogen og tage med hjem; det var der jo så en naturlig forklaring på 
Vi kom op og fik pakket os det sidste sammen, og så gik vi ned til morgenmadsbuffeten (Camilla var klar lidt før mig, så hun gik ned og fik afregnet og tjekket ud, mens jeg også blev færdig). Vi satte os ved et bord uden for, så vi have den fineste udsigt over Mekong-floden lige der, hvor Tonlé Sap-floden løber sammen med Mekong. Det var allerede en smule varmt, men hellere en flot udsigt og lidt sved end aircon og mindre udsigt. Selve buffeten var ganske overdådig med alt, hvad man kan ønske sig af brød, morgenmadsprodukter, frugt, kager, asiatiske retter, ”english breakfast” samt frisklavede æg (valgfri tilberedning) og pandekager. Vi blev meget mætte.

Da vi havde spist, satte vi os i receptionen og ventede på, at vi skulle blive hentet kl. 07.15. Vi ventede på, at vi skulle blive samlet op af en minibus og kørt hen til afgangsbroen. Da den var 07.25 kom de endelig og hentede os. Men til vores store overraskelse var det båden, der hentede os; den havde lagt til lige ved vores hotel for at samle os op. Det var en dejlig overraskelse, og vi følte os mig VIP-agtige. Mens vi havde ventet var hotellet kommet hen til os med den bog (”Fifty Shades…”), Camilla havde efterladt på værelset. Det var sødt af dem, men det var med vilje, at vi havde ladet den ligge. Efter forklaring gav de efter og sagde, at de ville sætte den ind på hotellets bibliotek. Jeg tænker, at det er en bog, der aldrig kommer tilbage til DK – ingen har lyst til at blive taget i tolden med den slags ”varme” varer 😉

Så sejlede vi af sted. Båden var en forholdsvis smal bus-motorbåd. Den var nok omkring 15-20 meter lang og med plads til 2×2 sæder i bredden lige som en bus. Og kun en etage så vi sad og kiggede ud af vinduer, der var omkring 50 cm over vandoverfladen. Båden sejlede stærkt, men larmede også en hel del. Vi fik tiden til at gå med at læse bøger og høre musik i vores noice-cancelling-høretelefoner (tak for lån af det ene sæt, Andreas – kæmpehit!).

Det var varmt, og solen skinnede på Mekong-floden, mens vi sejlede af sted og skuede ind på bredderne, der på begge sider til at begynde med var masser af bebyggelse helt ned til floden, men siden bare blev grønne flodbredde et par hundrede meter væk til begge sider af båden (floden er overraskende bred hele tiden her).

Da vi havde sejlet en times tid, kom vi til grænsen mellem Vietnam og Cambodja. Undervejs på turen havde båd-guiden samlet pas og papirer, som vi havde fået udleveret og udfyldt, sammen, så hun kunne tage sig af alle de praktiske omstændigheder med visa til Cambodja. Da hun som den første gik fra borde, havde hun dog ikke fået vores pas, så jeg styrtede efter hende og fik hende overdraget vores pas, så også vi kunne komme problemfrit ind i landet. Tror hun var lidt forvirret – og lidt flov og overrasket over, at hun havde glemt nogle passagerer.

På grænsen ud af Vietnam stod vi først i kø for at få skannet den håndbagage, som vi nu havde taget med i land, hvor efter vi ventede i ca. 20 minutter i et venteværelse. Tiden her blev udnyttet til at købe lidt snacks samt få vekslet vores resterende dong til riel; så havde vi da lidt at starte på i Cambodja.

Tilbage på båden sejlede vi et par hundrede meter, og så skulle vi ud igen. Denne gang skulle vi vente i det fri, og det var meget varmt i solen. Der var lidt stubaer og små bedetempler, vi kunne kigge på og tage billeder af, mens grænsepolitiet sad ved et udendørs bord (i skygge og kølende faner) og ordnede visaene. Lidt efter lidt fik vi alle udleveret vores pas med de nye visa i, og så kunne vi stille os i kø til selve paskontrollen, hvor vi en efter en fik stempler på både pas og visa og udrejsesedlen, som vi helst ikke skal smide væk før udrejsen…

Endelig kunne vi sejle videre, og det gjorde vi så i ca. 3 timers tid, hvor der ikke skete noget som helst nyt, men det hele bare forsatte med motorstøj, bred flod og grønt på begge sider.

Endelig nåede vi til Phnom Penh, og vi kom af båden og fik sagt nej til alle tuktuk-kørerne og fundet op på gaden, hvor vi ville have penge. I ATM’en havde vi problemer med at finde det rette beløb, men til sidst lykkedes det for Camilla at få udbetalt nogle riel. Det var dog ikke helt, som det skulle være. Vi havde godt undret os over, at man både kunne hæve riel og US Dollars i automaterne, men vi ville jo gerne være lokale og bruge den lokale møntsort. Men vi må nok erkende, at vi har betalt dyrt for de 90.000 riel, det lykkedes at hæve, da der først blev betalt 16.000 riel for transaktionen i ATM’en, og siden bliver trukket 30-40 DKK for hævning i udlandet, så det kunne nok ikke svare sig at hæve 120 DKK i automaten, når alt hvad tuktuk-chaufføren efterfølgende ville have for turen til hotellet blev beregnet i US Dollars. Nå, vi blev en erfaring rigere 🙂

Vi nåede frem til hotellet (Rambutan Resort) efter en køretur til 4 $, og vi fik tjekket ind. Værelset var ikke helt klar, så vi satte os ned og bestilte frokost. Da det nu var min fødselsdag, valgte jeg at bestille en vesterlandsk cheeseburger, mens Camilla holdt sig til nudlerne, der dog viste sig at være af en meget spaghetti-agtig slags. Det var fint, og da vi var mætte, var værelset klar.

Det var et meget flot værelse i en meget moderne indretning. Lige inden for døren var en form for åbent badeværelse, hvor vasken var bag en væg til resten af rummet og med en dør ind til selve toilettet. Gulvet var poleret, rå beton (måske med lidt lak på?), og inde i ”soveværelset” var der en stor seng og en enkeltmands strå-madras. Brusebadet var inde i soveværelset, og døren til brusekabinen var lavet af glas, hvor halvdelen var klart glas og halvdelen matteret glas. Ude på altanen var der et stort badekar og to bløde kurvestole med et lille bord foran.

Vi satte vores ting, og så skulle vi på opdagelse ude i byen. Der var to punkter på programmet: S-21-museum og et marked. Vi gik ned til S-21 (også kaldet ”Tuol Sleng”), som i sin tid var en skole, men som Khmer Rouge omdannede til et tortur-fængsel for de medlemmer af Khmer Rouge, som de mistænkte for at være illoyale. Næsten alle fanger vidste ikke, hvorfor de var der, men efter et par ugers tortur indrømmede de alle de ting, som de blev bedt om, og så blev de henrettet. Ofte blev hele familien til den mistænkte bragt ind og slået ihjel. Det var mange lokaler, hvor der stod en eller to metal-tremmesenge og ikke så meget andet og så et billede af en tortureret (og formentlig død…) mand i sengen. Der var også lokaler, hvor der var endeløse rækker af billeder af alle de mennesker, der var blevet slået ihjel på stedet (mere end 20.000 mennesker) samt lokaler, hvor man kunne se de små enkelt-celler i massevis, som der nødtørftigt var muret eller planket op under rædselsregimet.

Det var en spændende og tankevækkende udstilling og oplevelse, men der ville dog kunne gøres meget for at give de besøgende en bedre museumsoplevelse (aka det var meget primitivt og pladsen dårlig udnyttet). En af de ting, vi igen og igen spurgte os selv om, men aldrig fik svar på, var, hvordan man som menneske kan få sig selv til at torturere og behandle medmennesker på en sådan måde, som Khmer Rouge gjorde. Vi fandt ikke nogen idealistisk forklaring med folkeslag eller andet, der kunne hjælpe os til bare en smule forståelse eller indsigt.

Efter denne spændende, men nedtrykkende oplevelse gik vi videre gennem Phnom Penhs gader og fandt til sidst ned til markedet. Undervejs havde vi lige fået drukket 1,5 L iskoldt vand, som vi havde købt på museet; det var en virkelig varm dag, og vi var meget taknemmelige for de medbragte hatte.

På markedet var der masser af mennesker og liv, men det var kun uden for, da selve markedet havde lukket kl. 17, og klokken var blevet omkring 17.30, da vi nåede frem. Al livet skyldtes, at de lokale nu kunne få streetfood og hygge sig. Vi besluttede blot at gå tilbage til hotellet og gøre os klar til at gå ud og spise.

Tilbage på hotellet stod den på bad og tøjskift, mens Camilla diskuterede restauranter (mest med sig selv – jeg fik dog det endelige valg mellem to forskellige, hvilket jeg er taknemmelig for, så jeg ikke skulle vælge blandt mange flere…). VI endte med at ville på ”Deco”, som også lå så tæt på hotellet, at vi ville kunne gå frem og tilbage.

Vi gik af sted i nattemørket og fandt frem til restauranten. Der var ikke så mange mennesker, men det så hyggeligt ud, og vi fik et bord inde i roen lidt væk fra gade-larmen. Menukortet var forholdsvis vesterlandsk, men det var fint, og vi endte med at bestille det samme begge to: Lamme-burger med hjemmelavede fritter. Det var virkelig lækkert. Lige da maden kom, tænkte jeg, at det ikke var så meget mad, men puha hvor blev vi begge mætte. Maden blev i øvrigt skyllet ned med et glas lækker vin (rosé til Camillla og rød til Lasse – dejligt med vin, som vi ikke har fået så meget af på denne tur).

Da hovedretten var indtaget kapitulerede vi dog og endte med alligevel at bestille dessert – det var jo en fødselsdagsmiddag. Vi bestilte to kugler is hver, og da vi fik dem serveret, kunne vi forstå, hvorfor tjeneren havde set lidt spøjs ud ved bestillingen: Det var ikke kugler, men i stedet små skåle med is, der for hver ”kugle” udgjorde en ikke uanselig mængde dessert. Men…vi brokker os ikke, og vi nød det i fulde drag.

Vi gik tilbage til hotellet, og planen var, at vi skulle have et karbad på altanen, hvor jeg skulle sidde og nyde en Ardbeg. Camilla fandt dog hurtigt ud af, at der ikke var noget varmt vand, så planen blev droppet. Der var dog kommet ca. 5 cm (køligt…) vand i bunden af badekarret, og whiskyen var hældt op, så jeg ignorerede virkeligheden og satte mig i badet og nød min whisky. Imens samlede Camilla lidt kræfter oven på gåturen ved at tænde for fjernsynet og bare ligge helt stille (det havde jeg ikke lige set kommet…).
Vi fik til sidst samlet os selv sammen og gjort klar til at sove oven på en lang, skøn dag, der strakte sig over landegrænser og mange timer. Og jeg fik lige læst lidt flere Facebook-beskeder og sms’er mm. med fødselsdagshilsener. En dejlig fødselsdag var kommet til en slutning, og vi faldt let i søvn og drømte sødt 

I dag var det tid til at forlade Green Village. Vi havde dog god tid og sov lidt længe, før vi stod op til morgenmad. Thy’s hushjælp havde lavet Pho til os. Jeg havde glædet mig med mindet om den lækre Pho fra Hotellet i Ho Chi Minh i tankerne – men blev lidt skuffet. Den smagte ikke nær så godt. Men vi blev da mætte og fik pakket vores tasker. Herefter var der god tid til lidt læsning mv. før taxaen pludselig kom og hentede os (næsten 20 min. før aftalt – vi burde snart have vænnet os til det).

Efter at have sagt farvel gik turen så ind til busstationen, hvor Thy havde booket billetter til os til bussen til Chau Doc. Vi var vist begge lidt udkørte efter så mange indholdsrige dage, men det lykkedes at finde lidt snaks til turen, finde den rigtige bus og overbevise buschaufføren om, at vi skulle ombord. Åhr, jeg savner den lille blå…

Turen til Chau Doc tog ca. 6 timer og undervejs fik vi set en hel del af Mekong deltaet. Overraskende nok så vi ikke meget til al den frodige landbrugsjord, vi havde forventet, men snarere by på by på by. Deltaet er det tættest befolkede område i Vietnam – og der bor virkelig mange mennesker! Men samtidig er der også så frodigt, at hver eneste lille stump have eller jord er tæt beplantet med ris, banantræer, kokosnøddepalmer, appelsintræer osv. Efterhånden som vi nærmere os Chau Doc kunne vi også fornemme, at dette område er langt mere velstående. Vi begyndte at se små parker, fine rådhuse i de små byer og børn med store runde æblekinder.

Fremme ved busstationen var vi hurtige til at hive fat i en af chaufførerne. Belært af oplevelsen i Can Tho insisterede vi på, at en af minibusserne skulle tage os med til hotellet. Det lykkedes heldigvis og 5 minutter efter kørte vi ind foran Victoria Hotel. Jeg havde booket dette hotel, som er blevet turens dyreste, til natten til Lasses fødselsdag – så vi kunne være sikre på en ordentlig fødselsdagsmorgenmad Udefra så hotellet imponerende ud. Et stort, men meget stemningsfyldt gammelt fransk palæ lige ud til Mekong. Indenfor blev vi også taget godt imod med velkomstdrinks, en kold vaskeklud og et par mænd som straks tog sig af vores efterhånden ret tunge rygsække (Lasse er oppe på 23 kg, godt jeg kun har 15, så de samlet bliver accepteret i flyet – vi startede med henholdsvis 12 og 13 kg!).

Oppe på værelset blev vi mødt af en formidabel udsigt over Mekong (vi var blevet gratis opgraderet – yes!). Og et værelse, der var charmerende om end en smule mere slidt end vi havde forventet. Sengen var nu blød nok og badekaret stort. Vi skiftede hurtigt til badetøj og gik nedenunder. På terrassen foran Mekong var en stor pool og restauranten havde en håndfuld borde med udsigt. Jeg fik bestilt noget frokost og ventede på, at Lasse også skulle komme ned. Vi fik en lækker cæsar-salat og nogle knap så spændende friske forårsruller (men vi er godt nok lidt trætte af koriander…). Men vi blev mætte, så vi kunne hoppe i poolen og nyde nogle timer på et par solsenge med en fantastisk udsigt.

Da barens happy hour startede, var Lasse oppe og hente gin og tonics (af hensyn til myggene, forstås) og klokken endte med at blive 19, før vi måtte indrømme, at nu var eftermiddagens pool-tid nok overstået. Derfra tog vi tøj på og gik en tur ned i byen i et forsøg på at finde noget aftensmad til en fornuftig pris. Det fandt vi ikke, men til gengæld fik vi set byen, som summede af liv og mennesker. Tilbage ved Victoria tog vi chancen og gik ned til en flydende restaurant på den anden side af hotellet, som godt nok havde fået lidt blandede anmeldelser på tripadvisor, men havde hovedretter til ¼ prisen af Victoria. Det blev dog ikke nogen fantastisk oplevelse. 3 gange forsøgte de at give os noget andet mad, end det vi havde bestilt, Da Lasse endelig fik sin ret, nåede han at spise op, før min ret blev serveret – og hans ris var kolde fra en start. Hmm… Nå, men vi blev mætte og synes nu godt, vi kunne være bekendt at gå hjem og få dessert på hotellet. Først skulle vi dog lige teste det fine backgammon-bord, som stod inde i baren. Efter Lasse omhyggeligt havde givet mig tæv, fik han besked på, at han hellere måtte give en gang svane-profiteroles med is, for at genskabe den gode stemning 😉

Mums en dejlig afslutning på dagen! Klart en af turens bedste desserter. Efter den gik vi op i karbad, men så var det også tid til at krybe under dynen – med vækkeuret sat til 5:45.

I dag skulle vi igen tidligt op! Morgenmaden blev serveret 5.30, så er man ligesom oppe og i gang! Dagens program bød nemlig på en tur til det flydende marked: Cai Rang. Det var Thys kusine, som var vores guide, og så snart vi havde spist ledte hun os ned til floden, hvor der lå to små både klar. De skulle fragte os ned at floden og rundt på markedet. Den ene båd hoppede den britiske familie i, den anden båd fik Lasse og jeg sammen med Thys kusine.

Der viste sig at være et godt stykke hen til markedet. Vi sejlede en halv times tid, og så pludselig dukkede der godt med både op forude. Cai Rang er en slag engros-marked, hvor de handlende på de små lokale markeder tager til for at købe grøntsager og frugt. Hver båd sælger typisk kun en eller ganske få grøntsager, og et eksemplar af det der sælges, er hængt op i masten, så det er synligt for alle. Der blev fx solgt: ananas, dragefrugt, løg, søde kartofler og en masse små vietnamesiske frugter, som vi slet ikke kender. De små både med køberne bevægede sig fermt ind og ud mellem de store både og blev læsset med varer. Imens padlede endnu mindre både rundt med ”coffee-to-sail” og morgenmad (krabbesuppe og grillet kød).

Vi brugte god tid på at sejle frem og tilbage, så vi kunne få et godt indtryk af markedet. Herefter blev vi sendt ombord på en af de halvstore ananas-både, hvor alle andre fik en halv gnave-ananas og faren i den britiske familie fik en portion krabbesuppe. Det var sjovt at se hvor tæt pakket båden var – kun med ananas. Og så var der lige reserveret en kvadratmeter eller to oppe i styrhuset, hvor familien sov.

Da vi havde fået marked nok, tog vi videre til noget, de kaldte ”fruit palace”. Her var det vist meningen, at vi kunne have fået lidt at spise, men ingen var rigtig sultne. Samtidig fristede de syd-vietnamesiske retter ikke så meget: grillet rotte, frø eller slange. Yadrk! Det var til gengæld meget sjovt at gå en tur rundt i deres frugthave, hvor Thys kusine udpegede de forskellige træer, hvor de mange mærkelige frugter gror.

Herefter fandt vi ned igen i bådene og sejlede tilbage. Det var en rigtig fin tur, som også gav lidt indblik i, hvordan folk bor helt ned til floden – ofte med størstedelen af huset bygget ude på floden, enten på en slags tømmerflåde eller på stolper højt over vandkanten.

Tilbage igen var vi helt klar på en middagslur, jeg faldt straks i søvn og sov en times tid. Så var vi dog også godt frokostsultne og lånte derfor et par cykler, for at køre ud og se området – og måske finde noget mad. Det sidste viste sig dog at være en vanskelig opgave. Vi kørte rundt efter Thys indtegnede rute, men det var svært at finde rundt, og det hjemmetegnede kort var ikke helt som virkeligheden. Til gengæld fik vi dog set en hel del på vores køren frem og tilbage. Green Village er helt klart ude på landet, men som generelt i Mekong Deltaet, så er der alligevel rimelig tæt befolket, og vi mødte som altid utrolig mange små børn, der vinkede og råbte ”hellouuu”. Trods adskillige forsøg i en lille café og adskillige små butikker, var det eneste spiselige, vi kunne opstøve, et par poser med nogle mærkelige cereals… Jeg fik spist dem, og det hjalp lidt på sulten. Og så satsede vi på, at aftensmaden ikke var alt for sen.

Da vi kom tilbage gik der heller ikke lang tid (hvor vi bare slappede af og nød det), før Thy kaldte til aftensmad. Vi var de eneste gæster tilbage, så vi spiste helt alene. Menuen stod på grillet fisk (rotte-hoved-fisk), som vi sammen med nudler, salat og urter kunne rulle i rispapir til friske forårsruller (altså ikke stegte). Det bliver nok aldrig rigtig vores livret – især nu hvor vi er noget trætte af koriander og vietnamesisk mynte. Til det var en blæksprutte-suppe, som smagte noget sødt og også heftigt af koriander. Ikke den bedste middag vi har fået. Desværre er vores snak-lager nu sluppet helt op, så vi var en smule sultne, da det bagefter blev sengetid – vi glæder os til mere mad i morgen, men det går jo nok.

Klokken var 3.30, da Ahn kaldte på os. Jeg vågnede noget fortumlet op efter dyb søvn i min hængekøje. Lasse havde derimod ikke sovet mange timer – alt for bekymret for om vi skulle misse det. Godt han havde haft sin bog med. Vi kravlede ud af hængekøjerne og satte efter Ahn ned mod stranden.

Nede på stranden gik vi et godt stykke ned af den, og først her gik det op for mig, hvor lang den var. Om aftenen havde vi fået besked på ikke at gå ned på stranden – for ikke at skræmme skildpadderne væk. Et godt stykke nede, blev vi så bedt om at vente, mens vi så rangeren liste ind i krattet. Vi kom til at vente et godt stykke tid. Ahn forklarede, at vi ikke måtte forstyrre hende, mens hun gravede hullet til æggene.

Langt om længe blev hun færdig og vi fik lov til at komme tættere på. Faktisk helt tæt på! Jeg stod allernærmest og kunne med lethed have rakt ud og rørt hendes skjold. I hullet lå allerede en stor portion æg, og jeg blev helt skuffet over, at vi først havde fået lov at komme til nu. Men så begyndte hun at lægge flere æg. De ploppede simpelthen ud af hende og ned til de andre i hullet – 2, 3 stykker af gangen. Der huskede jeg, at skildpadder jo lægger op mod 100 æg af gangen. Og hun blev også bare ved og ved. Der blev fotograferet ivrigt, mens vi også bare var noget målløse. Da hun var færdig og havde sundet sig lidt, begyndte hun så at dække hullet til igen. Det er en ret vanskelig opgave, når man bare er en skildpadde! Det er lidt sjovt, at vi altid afbilleder skildpadder stående på deres ben – i virkeligheden er det jo bare en slags finner, der stikker lidt kluntet ud fra siden af skjoldet. Og selvom de skam kan bruges til at grave med, er de ikke super effektive. Så det tog lang tid at få dækket hullet nok til, til at hun var tilfreds. Men så pludselig, møvede hun sig ud af buskadset og satte målrettet kurs mod vandet. På få minutter var hun nede ved kanten, lignede efterhånden bare en sten i vandet, og et par bølger senere forsvandt hun.

Men oplevelsen var ikke slut. Nu fandt rangeren sit net frem og begyndte med de bare hænder at grave æggene op igen. Vi fik lov til at holde det ene æg – kridhvidt, kuglerundt og en smule mindre end et hønseæg. Helt utroligt at tænke på, at der ligger en lille skildpadde i. Da alle 99 æg var gravet op og talt, blev de forsigtigt lagt i rangerens net, og vi gik tilbage mod lejren. På vejen udpegede Ahn et par andre spor fra skildpadder og fortalte, at der havde været 3 andre skildpadder samme nat. De havde alle været før vores skildpadde, og Ahn havde været noget bekymret, da rangerne stædigt fastholdt at der måtte komme en skildpadde, som ikke kravlede helt så langt ind i krattet – og dermed gav bedre mulighed for os at se. Ahn havde heller ikke sovet meget.

Tilbage til lejren var rangeren allerede i fuld gang med at grave et hul til portionen af æg i den meget organiserede ægge-mark. Her var sat skilt op ved hvert tildækket hul, hvorpå der stod, hvornår æggene var lagt, og hvor dybt de er begravet. Dybden kommer nemlig til at afgøre hvilket køn skildpadderne bliver. På den måde kan rangerne styre, hvordan kønsfordelingen skal være. Så blev vores portion æg omhyggeligt placeret og hullet dækket til igen. Og så var det slut. Noget overvældede tumlede vi tilbage til vores køjer. Klokken var blevet 5.30, så vi kunne lige nå en times søvn, inden vi blev hentet af båden.

Vi blev vækket ved 7-tiden, og så var der afgang til speedbåden. Den fragtede os tilbage til land, hvor vi efter en lille gåtur kom tilbage til campingen. Her havde vi lige et par timer, inden vi skulle med bussen til lufthavnen. De blev brugt på lidt morgenmad, et bad, pakning og de sidste forberedelser i fht. hotel-bookning, styr på busser osv. Og så blev klokken pludselig 10, og vi skulle afsted.

I lufthavnen fandt vi vores fly til Ho Chi Minh City uden problemer. Det gik nemt i den lille lufthavn og efter en times flyvning landede vi igen. Fra Ho Cho Minh lufthavn fandt vi en taxa til Mien Tay busstation, hvorfra vi skulle finde en bus til Can Tho. Det første selskab havde en bus om en halv time – det lød jo meget godt. Men så tjekkede vi lige hurtigbussen. Her spurgte hun straks ”Can you go know?”. Da vi sagde ja og spurgte hvornår bussen kørte, svarede hun meget bestemt ”Know!” og fulgte os ud til en bus, der få minutter senere kørte af sted mod Can Tho. Perfekt! Desværre betød det, at vi ikke havde fået tanket op af noget som helst – og efter dagende på Can Dao var vores snak-lager ved at være tømt. Nå, men det var jo kun 3 timer.

Vi havde læst på nettet, at minibusser ville tage en fra busstationen til ens hotel – det lød jo nemt. Så nemt skulle det selvfølgelig vise sig ikke at være. Det homestay, jeg havde booket, viste sig at ligge for langt uden for byen til at den videre transport var inkluderet i billetten. Så vi måtte ty til en taxa – hvilket jo egentlig var okay, hvis man bare ikke altid skal være så opmærksom på at blive snydt. Da vi endelig havde fået forklaret dem, at vi kun ville køre på taxameter, meldte der sig en chauffør, og vi kom endelig af sted – dog stadig noget bekymrede for, om han havde fusket med meteret. Fremme ved Green Village skyndte jeg mig derfor ind, for at høre om prisen var rimelig. Det var den heldigvis, så vi fik betalt og hentet al vores bagage ind.

Green Village er ejet af lille Thy og hendes mand. Det er et homestay, men består at 6 små bambus-hytter, hvor gæsterne får en hytte hver. Meget sødt og alligevel noget primitivt. Men sammenlignet med campingen på Con Dao, var dette trods alt er skridt op – og vi trøstede hinanden med, at dette ville være de sidste to nætter på hårde madrasser. Resten af turen er der booket noget mere luksuriøse hoteller. Vi fik lidt at drikke og fandt derefter godt tilrette på de to lænestole ude på vores terrasse. Her sad vi og slappede af, fik en øl, talte lidt med naboerne, læste og hyggede os, indtil der et par timer efter blev meldt klar til aftensmad.
Det var gået op for os, at stedet lå alt for langt ude på landet til, at der var andre muligheder end at spise på homestay’et. Denne aften fik vi dog også lækker mad (ris, stegt svinekød, grønt og lidt suppe). Og det var hyggeligt at tale med de andre gæster – et hollandsk par og en britisk familie med 3 børn. Vi fik fortalt om skildpadde-oplevelsen og de to små drenge gjorde store øjne….

Efter maden var vi dog godt trætte og fandt hurtigt i seng. Sikke en masse oplevelser.

I dag stod vi tidligt op. Vi havde hørt, at der var rundtur i byens gamle fængsler (fra den franske kolonitid) kl. 8, så vi gik ned mod det udpegede museum. Det skulle vise sig, at vores kort (endnu engang) ikke helt stemte overens med virkeligheden, så vi brugte en del tid på at finde museet. Da vi endelig fandt det, viste det sig, at rundturen kun var på vietnamesisk. Hmm…. Så meget for at stå tidligt op. Men nu var vi jo oppe, så kunne vi lige så godt få set de der fængsler.

Efter igen at have gået lidt forvirrede rundt, fandt vi indgangen til et af de fængsler, man kunne komme ind og se. Her ventede os en dyster oplevelse. Under koloni-herredømmet placerede franskmændene politiske modstandere i disse fængsler på Con Dao øerne – med 16 timers sejlads til fastlandet i en moderne færge og ingen nærliggende øer har det naturligvis været et godt sted at undgå flugtforsøg. Selve fængslet bestod at store rum med plads til 50 fanger eller flere. Fangerne blev placeret rundt langs kanten af rummet, med fødderne lænket til en lang metalstang. Under det franske herredømme var de alle nøgne og blev pisket til udførsel af hårdt fysisk arbejde – så vi efterfølgende på en lille samling billeder, der var hængt op inde i fængslets kirke. Under borgerkrigen, fængslede amerikanerne politiske modstandere i de samme fængsler – denne gang dog noget mere humant (med tøj på – og ingen billeder af fanger, som blev pisket). Som alt hvad der handler om borgerkrigen, er det dog altid mærkeligt at tænke på, at dette jo foregik for trods alt ikke mere end 40 år siden.

Sikke en dyster start på dagen. Efter at have set det ene fængsel havde vi fået rigeligt og satte i stedet kursen mod centrum af byen, hvor vi havde hørt at en god morgenmad kunne opstøves. På Infiniti fik vi serveret brød med pølse, bacon (som en slags hotdog) og æg, pandekager, friskpresset juice og kaffe. Det var så lækkert og et rigtig hyggeligt lille sted. Det bragte os i noget bedre humør:)

Efter at have ventet på at regnen stilnede af, gik vi hjem for at få styr på eftermiddagens tur. Vi havde booket en tur til den nærliggende lille ø, hvor vi skulle se skildpadder! Vi startede med at tjekke, at de stadig ville gennemføre turen trods den stadig silende regn, gik vi for at få et par timers søvn, inden afgang.

Kl. 15.30 stod vi og 6 andre klar til at tage af sted. Vores fyr på hotellet: Ahn, skulle også med og være vores guide. Vi var spændte. Vi startede med at køre ud til havnen, hvor en lille speedbåd ventede på os. Her blev vi alle placeret, og så sejlede vi ud mod øen. Næsten derude stoppede han pludselig motoren, og Ahn sagde, at nu var det tid til at snorkle. Vi var alle sammen lidt forvirrede. Godt nok havde de sagt, at vi ville få mulighed for at snorkle, men intet om hvornår – så ingen af os havde badetøj på. Det fik vi dog klaret, men næste udfordring var, at den håndfuld masker, der blev hevet frem fra et skab, slet ikke var nok til alle. Det endte med, at jeg lånte Ahns maske (han blev på båden), den ene af de andre piger nøjedes med briller (ingen snorkel) og 3 af de andre stod over. De gik nu ikke glip af så meget. Det var en heftigt blæsevejr og fuldstændig overskyet. Så sigtbarheden var meget dårlig, og vandet var i øvrigt stort set tomt for fisk. Det virkede godt nok noget uorganiseret. Heldigvis nåede vi til det punkt, at der ikke var andet at gøre end at grine af det og tage det hele som en oplevelse.

Heldigvis for kort tid efter blev vi igen udfordret. Da båden skulle lægge til, viste det sig at den ikke kunne sejle helt ind til klipperne. Så motoren blev stoppet et godt stykke før, og vi blev opfordret til at hoppe i og gå ind. De to søde hollændere sprang først i – men vandet gik dem til øverst på brystet, og det virkede helt umuligt at skulle balancere en rygsæk over hovedet de adskillige meter ind til kanten. Heldigvis kunne Ahn godt se, at det vist ikke gik, så han fik skipperen til at hoppe i vandet og trække båden ind tættere på kanten. Så fik de sidste skiftet til badetøj, og vi hoppede alle i og fik de sidste meter ind med tørre rygsække. Og vi grinede igen af, hvordan det hele kunne være så uorganiseret, især da Ahn fortalte os, at det kun var en uge siden han sidst havde haft turister med på denne tur.

Efter den lidt kiksede start gik alt dog meget bedre! Vi gik en kort tur over øen hen til en lille lejr, hvor øens rangers (som på en gang var soldater og naturbeskyttere) holdt til. Her blev vi vist rundt og så bl.a. den fine samling bunker – hvor skildpaddernes æg var gravet ned. Det viste sig, at rangerne graver skildpaddernes æg op, når de har lagt dem, for at anbringe dem i dette lille indhegnede område – hvor de er bedre beskyttet mod rovdyr. Herfra sætter de så de små skildpadder ud i havet, når de er udklækkede. På den måde har de formået at hæve antallet af ynglende hun-skildpadder på øen fra ca. 50 til knap 300 på 10 år. Sikke en indsats! Al den information beroligede os noget – hvis der laves knap 400 reder (nogle skildpadder kommer forbi flere gange) på de 2-3 måneder, som ynglesæsonen varer, skulle det være meget usandsynligt om vi ikke (her midt i sæsonen) fik set en skildpadde – det havde vi ellers været noget bekymrede for.

Da vi havde set området og fået fortalt lidt om programmet, var det blevet tid til aftensmad. Vi havde fået madpakker med fra hotellet – to små flamingo-pakker med fra hotellet (Lasse og jeg havde sådan ønsket os at prøve de nuttede små pakker tidligere, men fandt aldrig rigtig ud af, hvor de lokale købte sådan nogle madpakker henne). Da vi havde set indholdet, var vi noget skeptiske – ris, et stort kyllingelår og et par poser sovs. Det viste sig dog at smage himmelsk! Sovsen var lækker og lårene perfekt grillede. Efter maden sad vi og snakkede lidt med Ahn. For første gang turde vi forsigtigt at spørge ind til politik og hans holdning. Meget overraskende fik vi nemt en klar udmelding fra ham – han synes, regeringen var fuld af løgn og at korruptionen gør det til et ufrit land, hvor valgene reelt er skuespil. Men samtidig var han også meget klar over, at han ikke kunne gøre/sige noget uden at risikere at ende i fængsel – og han mente heller ikke at tiden var moden til forandringer. Måske om 10 år, når dem der har kæmpet i krigen ikke længere sidder ved magten, kan man begynde at ændre på det problematiske kommunistiske styre. Meget interessant at høre en vietnamesers holdning!

Herefter havde vi en kort pause (med endnu en regnbyge), før rangerne hentede os. Det var blevet tid til at se kæmpe-krabberne spise aftensmad. Henne ved krabbernes område gik rangeren straks ind og fandt en utrolig stor krabbe (ca. 15 cm bred krop og meget lange ben!). Den så godt nok uhyggelig ud. Og selvfølgelig skulle Lasse lige prøve at holde den. Uhhh – jeg havde rigeligt af at se den på afstand.

Efter krabbe-kigning gik vi tilbage, og selvom klokken kun var 20, blev vi sendt i seng. Overnatningen foregik i et åbent rum med hængekøjer, hvor kun to sider var afskærmet med lidt stof. Det eneste man hørte var den heftige lyd af Stillehavets bølger, der ubønhørligt rullede ind over stranden. Ahn lovede at vække os, når det var tid, og jeg faldt straks i søvn.

I dag havde vi ikke vækkeur på – luksus. Planerne for dagen var ikke helt klare, men efter gårsdagens tur op gennem byen, stod det os klart, at hvis vi ville se noget af øen, blev vi simpelthen nødt til at kaste os ud i det: scooteren. Heldigvis er der meget lidt trafik her på øen, og vejen er pæne.

Vi fik morgenmad på campingen – nudler med oksekød. Vi har efterhånden vænnet os til de til tider lidt utraditionelle morgenmadsretter, vietnameserne foretrækker. Efter morgenmaden fik vi så lejet en scooter (25 kr. om dagen), og Lasse fik tanket den. Så var vi klar til at tage på tur.

Dagens første destination var Dam Trau beach. Ifølge vores fyr på campingen skulle det ikke være noget problem at finde, men vi endte nu alligevel med at køre frem og tilbage i nogle timer. Til gengæld fik vi så virkelig nydt udsigten fra den smukke vej lang kystlinjen fra Con Son City og ud mod lufthavnen. Det smukke blå-grønne hav, de små øer i horisonten, den frodige ø hvor der alligevel stikker fjeldsider frem, og ikke mindst de smukke lange strande.

Da vi endelig fandt den lille sandvej, som førte ud til stranden, blev vores tro på den lille scooters formåen testet, da vi skulle forcere adskillige store vandpytter. Det klarede dog det hele perfekt. Så efter et par kilometer kom vi frem til den fineste lille strand. Inden i skyggen sad et par vietnamesiske grupper og spiste frokost, men vi var de eneste, der straks trak ud mod vandet, kom i badetøjet og fandt i vandet. Solen havde skinnet hele formiddagen, og vi trængte bestemt til at blive kølet ned. Vandet var klar og lækkert køligt – så der var bare at nyde det. Udsigten var også formidabel fra denne øde strand.

Efter strandturen fandt vi tilbage mod byen, for at sætte kurs nordpå til nationalparken. Her blev vi lidt forvirrede over billet-systemet og endte med at køre ind uden billet. Vi fik dog først problemer med dette, da vi var nået helt ind til Ong Dung beach, hvor vi måtte love at købe en billet, når vi kørte retur. Det var en temmelig lang tur ned af trapperne til Ong Dung beach og op igen – men så har vi jo også fået dagens motion. Undervejs på turen var der sat en masse sjove skilte op – a la ”Stop op og lyt efter fuglene. Hvor mange kan du egentlig høre?”. Så vi blev lige lidt ekstra opmærksomme på livet omkring os.

Tilbage til nationalparkens kontor fik vi købt billetter og fik set deres udstilling (udstoppede dyr og mange billeder af søkøer, delfiner og skildpadder). Det passede fint med at eftermiddagens regnvejr blev overstået imens. Derefter kørte vi så tilbage til en kort pause inden afgang til aftenens middag.

Undervejs på vores køretur havde jeg lokket Lasse til at holde ind ved Six Senses resortet. Jeg havde kigget på det på nettet, men en overnatning kostede 700$. Ikke lige overkommeligt for vores budget. Men jeg fik lov til at bestille et bord til middag, da de ikke havde så mange gæster. Så her skulle vi ud og spise. Lasse var noget nervøs for prisniveauet (jeg havde været for genert til at spørge), så jeg måtte love at betale (som om det skulle gøre en forskel…).

Vi fik den skønneste middag med 3 retter (forret og dessert til deling). Maden smagte skønt, vi sad virkelig rart i et par bløde sofa-stole, og så var det jo sjovt at se, hvad der er for nogle folk, der bor på hotel til 3.500 pr. nat. Desserten var en Valrhona chokolade-tallerken til deling og jeg fik den første gode kop te i ugevis til. Så kunne aftenen ikke slutte meget bedre 

Lasse kørte os hjem på scooteren, og nu skriver jeg lige dagbogen færdig, mens han er faldet i søvn ved siden af mig. Sengetid.