2014.07.21 Tøj i metervis

I dag sov vi længe…. Og nød at have god tid og intet vækkeur. Vi kom faktisk først ud til morgenmad 9.40 – lidt sent, når de lukker kl. 10. Og det betød desværre også at den ellers imponerende store buffet var en smule tom. Men vi fik friskpresset juice til (uhmmm!) og et fint bord ude på terrassen.

Efter morgenmaden gik vi direkte til Yaly. Vi havde besluttet os for, at selv Yaly formentlig er byens dyreste skrædder ville vi ikke tage chancer og i stedet bestille tøj her. I går aftes havde vi bemærket, hvordan syninger bestemt ikke var lige pæne hos alle skræddere, så dette virkede som det sikre valg. Første step blev Lasse. Han kiggede på stof til jakkesæt og efter en (MEGET!) lang proces, bestemte han sig endelig for 2 forskellige. Derefter blev der udvalg designs og taget mål, og vi fik også fundet to brugbare stoffer til skjorter. Vi ville også gerne have lavet en vinterfrakke til Lasse, men det var som om, de ikke rigtig havde nogle brugbare modeller.

IMG_4681

Så blev det min tur. Jeg fandt stop frem til et par nederdele, som vi ret hurtigt blev enige om designet på. Næste projekt var dog noget vanskeligere. Jeg ville gerne have lavet en kjole (til Mathilde og Cedrics bryllup ), men kunne ikke finde nogle gode modeller i deres kataloger. Jeg begyndte så sammen med skrædderen at tale om, hvordan den kunne se ud i forhold til en model, de havde hængende. Men til slut følte jeg mig bare så usikker på det, at vi besluttede at tænke over det. Det var der heldigvis stor forståelse overfor.

Da vi gik fra Yaly, besluttede vi så at gå ind i et par af de andre forretninger – bare for at blive inspireret af de kjoler, de nu havde hængende. Et par forretninger længere nede fandt jeg en, som jeg fik lov at prøve. Den var fin (og meget billigere en Yaly’s kjoler), men Lasse synes ikke helt om den. Så kiggede vi lidt i deres kataloger – og blev overraskede over at finde så mange gode bud! Jeg fandt endda en, som var præcis det jeg havde forestillet mig. Da jeg hørte prisen, slog vi til med det samme. Lasse havde i mellemtiden fået fingre i et frakke-katalog og fandt også en helt perfekt vinterfrakke. Så han var også hurtigt og slog til. Det var jo slet ikke det, vi havde regnet med – men til de meget gode priser, var vi nødt til at tage chancen

Efter det store tøj-orgie, slentrede vi lidt rundt i byen, købte lidt småting, fik en let frokost, fik set den gamle kineske bro osv. Vi fik også besøgt gårsdagens restaurant og bestilt cooking class til i morgen. På vejen tilbage til hotellet fandt Lasse så det ene af de to Lonely Planet anbefalende dykker-firmaer. Her skulle han liiiige høre, om de måske kunne slå op og finde ud af, hvorfor han aldrig havde modtaget sit dykkerbevis. Det endte med at tage rigtig lang tid! Men til slut fandt han ud af, at han er registreret i systemet. Så det var jo godt Og så fik vi da i øvrigt også lige bestilt en tur til Charm Island og en dag med snorkling derude på torsdag… Så måtte Lasse jo overgive sig, og tilbage på hotellet fik jeg lov at finde to nætter mere på et Hoi An hotel. Dog et nyt hotel – han er lidt utilfreds med at vores ellers helt fantastiske hotel ikke har pool…

Efter et par timer i hængekøjerne i hotellets have, gik vi en tur ned til skrædderen, hvor Lasse prøvede sin vinterfrakke. Det er helt vildt, at de efter så kort tid næsten har en færdig frakke klar. Den var vildt flot. Dog blev vi enige om, at den nok lige skulle være lidt løsere over skuldrene. Desværre var min kjole endnu ikke klar til fitting.

Efter dette lille besøg var det tid til massage. Første massage i Vietnam – og det tegner til at blive rigtig godt. Ikke helt så billigt som Laos, men stadig meget, meget billigt (en times massage for ca. 75 kr). Det kommer vi nok til at gøre igen. Efter at være blevet æltet godt igennem (og Lasse var blevet smurt ekstra godt ind i pebermynte-olie til behandling af den irriterende air-condition-snue, som har drillet ham lidt de sidste dage), var vi blevet godt sultne og fandt over til White Lotus, hvor vi fik serveret en fin middag inkl. god samvittighed (restaurantens overskud går til hjælpeprojekter i Vietnam og Cambodia).

Så var dagens timer også ved at være brugt, og vi fandt over på den anden side af gaden, hvor hotellet lå og lokkede indbydende med de mange silkelamper… Sengetid!

2 thoughts on “2014.07.21 Tøj i metervis

  1. (S)far

    Godt at I kunne tænke i vinterbaner selv i varmen – men nu har I jo også lige fået en sneskraber!
    Nu huskede I vel at få skjorterne lange nok, så de ikke straks ryger op af linningen, når man bevæger sig?!

  2. Lotte

    Herligt at følge jeres fantastiske eventyr. Tøjkøbet minder om min egen shopping i Thailand for mange år siden. Jeg måtte nærmest tvinge skrædderen til at lave min jakke 2 numre større end det, han foreslog. Den kom til at passe perfekt, mens min venindes var helt deform. Men en oplevelse var det, og ruineret blev vi jo ikke af det.

Comments are closed.