Klokken 05:45: ”I dag er det Lasses fødselsdag! Hurra, hurra, hurra.” Sådan blev jeg morgenvækket af min søde hustru, hvorpå jeg fik serveret en morgen-whisky (hold-maven-i-orden-spiritus) og fik en meget fin gave. Jeg pakkede gaven ud – og der var en fin æske med udskæringer i, og inden i æsken var der spisepinde. Hun havde godt nok også været lidt tilbageholdende mht. spisepinde, hver gang jeg havde snakket om, at vi skulle huske at nå at købe nogen og tage med hjem; det var der jo så en naturlig forklaring på 
Vi kom op og fik pakket os det sidste sammen, og så gik vi ned til morgenmadsbuffeten (Camilla var klar lidt før mig, så hun gik ned og fik afregnet og tjekket ud, mens jeg også blev færdig). Vi satte os ved et bord uden for, så vi have den fineste udsigt over Mekong-floden lige der, hvor Tonlé Sap-floden løber sammen med Mekong. Det var allerede en smule varmt, men hellere en flot udsigt og lidt sved end aircon og mindre udsigt. Selve buffeten var ganske overdådig med alt, hvad man kan ønske sig af brød, morgenmadsprodukter, frugt, kager, asiatiske retter, ”english breakfast” samt frisklavede æg (valgfri tilberedning) og pandekager. Vi blev meget mætte.

Da vi havde spist, satte vi os i receptionen og ventede på, at vi skulle blive hentet kl. 07.15. Vi ventede på, at vi skulle blive samlet op af en minibus og kørt hen til afgangsbroen. Da den var 07.25 kom de endelig og hentede os. Men til vores store overraskelse var det båden, der hentede os; den havde lagt til lige ved vores hotel for at samle os op. Det var en dejlig overraskelse, og vi følte os mig VIP-agtige. Mens vi havde ventet var hotellet kommet hen til os med den bog (”Fifty Shades…”), Camilla havde efterladt på værelset. Det var sødt af dem, men det var med vilje, at vi havde ladet den ligge. Efter forklaring gav de efter og sagde, at de ville sætte den ind på hotellets bibliotek. Jeg tænker, at det er en bog, der aldrig kommer tilbage til DK – ingen har lyst til at blive taget i tolden med den slags ”varme” varer 😉

Så sejlede vi af sted. Båden var en forholdsvis smal bus-motorbåd. Den var nok omkring 15-20 meter lang og med plads til 2×2 sæder i bredden lige som en bus. Og kun en etage så vi sad og kiggede ud af vinduer, der var omkring 50 cm over vandoverfladen. Båden sejlede stærkt, men larmede også en hel del. Vi fik tiden til at gå med at læse bøger og høre musik i vores noice-cancelling-høretelefoner (tak for lån af det ene sæt, Andreas – kæmpehit!).

Det var varmt, og solen skinnede på Mekong-floden, mens vi sejlede af sted og skuede ind på bredderne, der på begge sider til at begynde med var masser af bebyggelse helt ned til floden, men siden bare blev grønne flodbredde et par hundrede meter væk til begge sider af båden (floden er overraskende bred hele tiden her).

Da vi havde sejlet en times tid, kom vi til grænsen mellem Vietnam og Cambodja. Undervejs på turen havde båd-guiden samlet pas og papirer, som vi havde fået udleveret og udfyldt, sammen, så hun kunne tage sig af alle de praktiske omstændigheder med visa til Cambodja. Da hun som den første gik fra borde, havde hun dog ikke fået vores pas, så jeg styrtede efter hende og fik hende overdraget vores pas, så også vi kunne komme problemfrit ind i landet. Tror hun var lidt forvirret – og lidt flov og overrasket over, at hun havde glemt nogle passagerer.

På grænsen ud af Vietnam stod vi først i kø for at få skannet den håndbagage, som vi nu havde taget med i land, hvor efter vi ventede i ca. 20 minutter i et venteværelse. Tiden her blev udnyttet til at købe lidt snacks samt få vekslet vores resterende dong til riel; så havde vi da lidt at starte på i Cambodja.

Tilbage på båden sejlede vi et par hundrede meter, og så skulle vi ud igen. Denne gang skulle vi vente i det fri, og det var meget varmt i solen. Der var lidt stubaer og små bedetempler, vi kunne kigge på og tage billeder af, mens grænsepolitiet sad ved et udendørs bord (i skygge og kølende faner) og ordnede visaene. Lidt efter lidt fik vi alle udleveret vores pas med de nye visa i, og så kunne vi stille os i kø til selve paskontrollen, hvor vi en efter en fik stempler på både pas og visa og udrejsesedlen, som vi helst ikke skal smide væk før udrejsen…

Endelig kunne vi sejle videre, og det gjorde vi så i ca. 3 timers tid, hvor der ikke skete noget som helst nyt, men det hele bare forsatte med motorstøj, bred flod og grønt på begge sider.

Endelig nåede vi til Phnom Penh, og vi kom af båden og fik sagt nej til alle tuktuk-kørerne og fundet op på gaden, hvor vi ville have penge. I ATM’en havde vi problemer med at finde det rette beløb, men til sidst lykkedes det for Camilla at få udbetalt nogle riel. Det var dog ikke helt, som det skulle være. Vi havde godt undret os over, at man både kunne hæve riel og US Dollars i automaterne, men vi ville jo gerne være lokale og bruge den lokale møntsort. Men vi må nok erkende, at vi har betalt dyrt for de 90.000 riel, det lykkedes at hæve, da der først blev betalt 16.000 riel for transaktionen i ATM’en, og siden bliver trukket 30-40 DKK for hævning i udlandet, så det kunne nok ikke svare sig at hæve 120 DKK i automaten, når alt hvad tuktuk-chaufføren efterfølgende ville have for turen til hotellet blev beregnet i US Dollars. Nå, vi blev en erfaring rigere 🙂

Vi nåede frem til hotellet (Rambutan Resort) efter en køretur til 4 $, og vi fik tjekket ind. Værelset var ikke helt klar, så vi satte os ned og bestilte frokost. Da det nu var min fødselsdag, valgte jeg at bestille en vesterlandsk cheeseburger, mens Camilla holdt sig til nudlerne, der dog viste sig at være af en meget spaghetti-agtig slags. Det var fint, og da vi var mætte, var værelset klar.

Det var et meget flot værelse i en meget moderne indretning. Lige inden for døren var en form for åbent badeværelse, hvor vasken var bag en væg til resten af rummet og med en dør ind til selve toilettet. Gulvet var poleret, rå beton (måske med lidt lak på?), og inde i ”soveværelset” var der en stor seng og en enkeltmands strå-madras. Brusebadet var inde i soveværelset, og døren til brusekabinen var lavet af glas, hvor halvdelen var klart glas og halvdelen matteret glas. Ude på altanen var der et stort badekar og to bløde kurvestole med et lille bord foran.

Vi satte vores ting, og så skulle vi på opdagelse ude i byen. Der var to punkter på programmet: S-21-museum og et marked. Vi gik ned til S-21 (også kaldet ”Tuol Sleng”), som i sin tid var en skole, men som Khmer Rouge omdannede til et tortur-fængsel for de medlemmer af Khmer Rouge, som de mistænkte for at være illoyale. Næsten alle fanger vidste ikke, hvorfor de var der, men efter et par ugers tortur indrømmede de alle de ting, som de blev bedt om, og så blev de henrettet. Ofte blev hele familien til den mistænkte bragt ind og slået ihjel. Det var mange lokaler, hvor der stod en eller to metal-tremmesenge og ikke så meget andet og så et billede af en tortureret (og formentlig død…) mand i sengen. Der var også lokaler, hvor der var endeløse rækker af billeder af alle de mennesker, der var blevet slået ihjel på stedet (mere end 20.000 mennesker) samt lokaler, hvor man kunne se de små enkelt-celler i massevis, som der nødtørftigt var muret eller planket op under rædselsregimet.

Det var en spændende og tankevækkende udstilling og oplevelse, men der ville dog kunne gøres meget for at give de besøgende en bedre museumsoplevelse (aka det var meget primitivt og pladsen dårlig udnyttet). En af de ting, vi igen og igen spurgte os selv om, men aldrig fik svar på, var, hvordan man som menneske kan få sig selv til at torturere og behandle medmennesker på en sådan måde, som Khmer Rouge gjorde. Vi fandt ikke nogen idealistisk forklaring med folkeslag eller andet, der kunne hjælpe os til bare en smule forståelse eller indsigt.

Efter denne spændende, men nedtrykkende oplevelse gik vi videre gennem Phnom Penhs gader og fandt til sidst ned til markedet. Undervejs havde vi lige fået drukket 1,5 L iskoldt vand, som vi havde købt på museet; det var en virkelig varm dag, og vi var meget taknemmelige for de medbragte hatte.

På markedet var der masser af mennesker og liv, men det var kun uden for, da selve markedet havde lukket kl. 17, og klokken var blevet omkring 17.30, da vi nåede frem. Al livet skyldtes, at de lokale nu kunne få streetfood og hygge sig. Vi besluttede blot at gå tilbage til hotellet og gøre os klar til at gå ud og spise.

Tilbage på hotellet stod den på bad og tøjskift, mens Camilla diskuterede restauranter (mest med sig selv – jeg fik dog det endelige valg mellem to forskellige, hvilket jeg er taknemmelig for, så jeg ikke skulle vælge blandt mange flere…). VI endte med at ville på ”Deco”, som også lå så tæt på hotellet, at vi ville kunne gå frem og tilbage.

Vi gik af sted i nattemørket og fandt frem til restauranten. Der var ikke så mange mennesker, men det så hyggeligt ud, og vi fik et bord inde i roen lidt væk fra gade-larmen. Menukortet var forholdsvis vesterlandsk, men det var fint, og vi endte med at bestille det samme begge to: Lamme-burger med hjemmelavede fritter. Det var virkelig lækkert. Lige da maden kom, tænkte jeg, at det ikke var så meget mad, men puha hvor blev vi begge mætte. Maden blev i øvrigt skyllet ned med et glas lækker vin (rosé til Camillla og rød til Lasse – dejligt med vin, som vi ikke har fået så meget af på denne tur).

Da hovedretten var indtaget kapitulerede vi dog og endte med alligevel at bestille dessert – det var jo en fødselsdagsmiddag. Vi bestilte to kugler is hver, og da vi fik dem serveret, kunne vi forstå, hvorfor tjeneren havde set lidt spøjs ud ved bestillingen: Det var ikke kugler, men i stedet små skåle med is, der for hver ”kugle” udgjorde en ikke uanselig mængde dessert. Men…vi brokker os ikke, og vi nød det i fulde drag.

Vi gik tilbage til hotellet, og planen var, at vi skulle have et karbad på altanen, hvor jeg skulle sidde og nyde en Ardbeg. Camilla fandt dog hurtigt ud af, at der ikke var noget varmt vand, så planen blev droppet. Der var dog kommet ca. 5 cm (køligt…) vand i bunden af badekarret, og whiskyen var hældt op, så jeg ignorerede virkeligheden og satte mig i badet og nød min whisky. Imens samlede Camilla lidt kræfter oven på gåturen ved at tænde for fjernsynet og bare ligge helt stille (det havde jeg ikke lige set kommet…).
Vi fik til sidst samlet os selv sammen og gjort klar til at sove oven på en lang, skøn dag, der strakte sig over landegrænser og mange timer. Og jeg fik lige læst lidt flere Facebook-beskeder og sms’er mm. med fødselsdagshilsener. En dejlig fødselsdag var kommet til en slutning, og vi faldt let i søvn og drømte sødt 