2014.07.20 Nu med privatchauffør

Morgenen startede med Ninos morgenmad: nudler med lidt kød og grønt samt toast med hjemmelavet passionsfrugtmarmelade. Ikke dårligt! Og kort tid derefter blev vi hentet af vores chauffør, som skulle bringe os til Hoi An. Bilen var endt med at være den billigste løsning i valget mellem bil eller et par tohjulede, men gav alligevel mulighed for stop undervejs. Så vi fik taskerne i bilen og nød luksus’en.

Første stop på turen var ved en af kejsernes grave lidt uden for Hue. Dette var en af de senere grave, som var opført i blandet europæisk/vietnamesisk stil. Meget flot placeret på en skråning med en flot udsigt over området. Der var utrolig mange turister! Men det var også en meget flot grav, indvendigt fyldt med glasmosaikker og drager i lange baner.

Videre derfra tog vi til en anden grav. Denne var noget anderledes. Den var spredt over et meget større fladt areal og bestod nærmest af en hel park. Der var søer på begge sider, og selve graven kom vi først til efter at have passeret adskillige for-pagoder og templer, og den var placeret som et underjordisk palads midt i et bjerg, hvor vi dog kun kunne se bjerget udefra. Her var næsten ingen turister og meget fredfyldt. Inden vi gik derind jokede vores chauffør og sagde ”See you tomorrow” – vi forstod undervejs hvorfor. Det tog lang tid at opleve den store grav! En kold sodavand blev nydt på vejen ud – der var blå himmel og strålende sol, så vi fik hurtigt varmen.

20140720_101334_40d

Efter gravene kørte vi et godt stykke, før vi kom frem til et strand/resort område, hvor vi spiste frokost. Placeret ved et bord med udsigt ud over Stillehavet, blev det lidt ligegyldigt at maden var noget uinteressant – udsigten var rigeligt! Bagefter gik vi tur ned og dyppede fødder i det overraskende lune vand. Uh – vi glæder os til strandtid!

20140720_120908_40d

Eftermiddagens første stop var på toppen af et bjergpas, hvor vi på samme tid kunne se ned til den lange strand og, på den anden side af passet, til Danang, der som en kæmpe by spredte sig så langt øjet rakte. Danang kørte vi efterfølgende igennem, men vi var glade for, at vi ikke havde planlagt en overnatning her – der var noget uinspirerende og blot fyldt med store beach-resorts.

Næste stop var lidt af en overraskelse. Her blev vi sat af foran en af de velkendte ”turistfælder”. Denne gang et sted som primært solgte marmor-statuer. Det gav jo god mening, eftersom næste stop var ”Marble mountain”. Så selvom vi egentlig synes, at en del af aftalen om privatchauffør var, at vi slap for den slags ”tvungne stop”, lod vi være med at beklage os og gik pligtskyldigt en tur gennem stedet. Men da vi kørte videre, gik det op for os, at vi nok havde fået miskommunikeret med chaufføren. Han troede nemlig, at dette stop havde været en erstatning for ”Marble mountain” – som ifølge ham tog alt for lang tid og var alt for dyrt. Vi var lidt for trætte til at modsige ham og insistere på at køre forbi bjerget med endnu en pagode på toppen. Så vi indvilligede i at køre direkte til Hoi An. Egentlig glædede vi os også rigtig meget til en eftermiddagslur ovenpå nogle hektiske dage.

Fremme ved Ha An hotel blev vi modtaget og sendt direkte i restauranten som serverede hjemmepressede juices til velkomstdrinks. Herefter blev vi indlogeret på vores værelse. Dette hotel har med sine knap 400 kr per nat været turens hidtil dyreste. Luksuriøst var det til gengæld også – og mest af alt har det utrolig meget charme. Da vi havde fået vores eftermiddagslur gik det også op for os, at hotellet i tillæg har en fantastisk placering lige i udkanten af Old Town.

Om aftenen gik vi en tur i Old Town og nød den meget romantiske stemning. Hoi An er en ret turisted by, men også meget afslappet med de lave (maks 2 etager) huse og flotte silkelanterner over det hele. Der er et væld af skræddere! Man forstår slet ikke, hvordan de alle sammen kan holde en forretning kørende. Og så er der et væld af skomagere og små butikker med silkelanterner, silketørklæder og alle mulige andre fine ting. Der er også et stort antal charmerende caféer og et utal af spa/massage steder. En fantastisk by at have lidt god tid i
Efter at have dannet os et indtryk af byen gik vi ind i den hyggeligste gårdhave, hvor vi fik serveret en lækker middag. ”Desværre” havde tjeneren misforstået min forretbestilling – men den forret vi så fik serveret (Beef salad) var ekstremt god! Og vores hovedretter (et par clay-pot retter) var også overraskende velsmagende. Da vi så fandt ud af, at det var dette sted, vi faktisk i Lonely Planet havde udset os at vi ville på cooking class, var vi ret begejstrede.

Aftenen fik dog en lidt brat afslutning da hele byen blev ramt at et strømudfald. Vi betalte og gik en tur gennem byen – og kort efter kom strømmen tilbage. På vores tur mødte vi sjovt nok det skotske par fra Halong Bai. De havde allerede haft en del tid i Hoi An og gav lidt gode fif til massagesteder og spisesteder.
Nu var vi dog også klar til at skulle hjem og i seng

PS. Dette blev den første aften, hvor det var Lasse, der huskede, at vi skulle have malaria-piller… 😉