Vi stod meget tidligt op denne morgen – vækkeuret ringede allerede kl. 05.39. Vi forsøgte at være stille, så vi ikke forstyrrede vores roommates, mens vi pakkede de sidste ting i tasken. Her efter var det så ned til morgenmad. Camilla var kommet lidt før Lasse, hun bestilte morgenmad, og vi syntes, at vi var lige lovligt sent på den. Det gik dog alt sammen helt uden problemer, og det var ikke os, der blev ventet på, da bussen kl. 06.30 var klar til afgang.

Der skulle flere med i bussen end os, så standsede på et par andre overnatningssteder i byen, før kursen blev sat mod Vihn Moc-tunlerne i DMZ-området (neutralt område mellem Nord- og Sydvietnam før og under Vietnamkrigen). Turen var med ”spændende” kørsel med mange hazarderede overhalinger, hvis man spørger Camilla og jeg. Vi kom dog vel frem, men jeg havde læst en del undervejs, da jeg havde det lidt bedre med at kigge i en bog end at kigge på vejen og trafikken foran os.

Vi kom frem til Vihn Moc-museet. Vores guide var ikke så veltalende, men hvis man lyttede intenst efter, kunne man forstå det meste. Mere forstyrrende var dog en meget stor gruppe vietnamesere lige bag os, som havde en guide med mikrofon og højttaler. Hun formåede på ingen måde at holde en respektabel afstand, og det var lidt forstyrrende for nogle af vores stop og forklaringer. Men det var utroligt spændende at se og få forklaret lidt om tunlerne under jorden samt gangene, de (de lokale vietnamesere) gik i til og fra arbejde/skole/andet under krigen. Der var også et lille museum med lidt billeder af hverdagen under krigen. Og så var der selvfølgelig et besøg i tunlerne langt under jorden, hvor vi så, hvordan de havde levet med fødestue, familierum, brønd mm. Tænk sig at have gravet tunler i ca. 10, 20 og 30 meters dybde og boet i dem i længere tid af gangen – det er helt uvirkeligt.

En af vores spøjse og lidt dårlige oplevelser med de vietnamesiske folk kom, da vi kom ud af en af tunlerne. Her ville vi lige tage et billede foran tunnel ind-/udgangen, men gruppen var lige bag os, og de syntes i alt fald ikke, at de lige kunne holde sig tilbage i 30 sekunder, mens vi fik taget billedet. Vi var kommet ud nede ved kysten, og vi skulle ind i tunlerne igen for at komme tilbage. Her havde nogle fra den store gruppe taget opstilling for at tage et billede ved indgangen, men sikke da nogle sure miner og kommentarer vi fik med på vejen, da vi gik hen til indgangen i et forsøg på at indhente vores egen gruppe.

Vi kom vel ud af museet og kørte videre, og pludselig stoppede vi så et sted, hvor vi åbenbart skulle se noget mere. Ingen i bussen var helt klar over, hvad det var, men det var da et spændende museum med en masse billeder fra under krigen, hvor man bl.a. kunne se nogle fotos over landområderne, der var blevet ramt af mange bomber. Det var helt tydeligt, at der var dybe bombekratere næsten over det hele. Uhyggligt. Vores gæt er, at det var præcis det sted, hvor skillelinje mellem syd og nord havde været.

Vi kørte nu helt til Hué og blev sat af et sted i byen. Vi troede, at det var et andet sted, men efter at have været lidt forvirret fik vi styr på kortet, og det viste sig, at vi var lige ved det hotel, som Camilla havde bestilt værelse til os på.

Vi fik tjekket ind, og det var virkelig søde og hjælpsomme folk, der havde det, og de talte et rigtig godt engelsk. Ud over anbefalinger til restauranter for eftermiddagen fik vi også bestilt vores transport til Hoi An for den følgende dag. Det var rigtig rart lige at få styr på.

Efter lige at have set værelset og sat vores ting (ikke mindst sat vand i køleskabet), gik vi ud i byen. Den anbefalede restaurant til frokost lå lige rundt om hjørnet. Her fik vi os et lækkert måltid, som blev indtaget i selskab med (ved et tilfælde…) et par fra formiddagens minibustur samt en dansk familie. Der var ikke andre i restauranten – det var bare lidt spøjst.

Vi fandt en taxa umiddelbart efter frokosten, som kunne køre os til citadellet, som vi skulle se. Vi kunne godt være gået derhen, men da de lukkede allerede kl.17, ville vi gerne spare gå-tiden. Vi gik straks hen til den første og bedste indgang for at købe indgangsbilletter, men vi blev afvist – og sendt over til turistindgangen (meget dyrere…). Vi må vist arbejde på vores solbrændthed lidt endnu, før vi helt blender ind med de lokale.
Citadellet er meget stort og meget imponerende. Vi brugte de næste to timer på at gå rundt og se bygninger og templer og teatre og alt mulig andet – bl.a. en fin film sponsoreret af Korea og vist på Samung-kæmpeTV (med reklame for Samsung). Der er dele, der har været meget forfaldent i et stykke tid, men det virker til, at de nu er i gang med at restaurere en hel del, og at der allerede er en del, der er blevet shinet rigtig flot op.

Og ikke mindst faldt vi så i en rigtig turistfældebutik, hvor vi købte en Happy-Buddha-figur, som vi havde haft kigget efter længe, men for første gang så her. Men det er vel også en form for lokal-støtte at gøre sådanne køb.
Ude fra citadellet begav vi os mod en pagode/tempel et andet sted i byen, som vi også lige skulle nå at se på denne eftermiddag. Det var varmt at gå, og vi standsede i en bog-café/-butik og fik en croissant og sodavand, mens vi også bare kølede af i airconditioningen. Det var meget tiltrængt og nok årsagen til, at vi lidt senere havde succes med at få besøgt pagoden. Vi nåede dog også lige i det først rigtige supermarked, vi havde set i Vietnam og fandt noget chokolade. Endvidere blev vi kloge på, at de hverken har aftershave eller tampax i Vietnam (men de vidste, hvad Tampax var? Meget mystisk…).

Vi fandt frem til pagoden, da mørket havde sænket sig over gaderne. Der var en smule lys, men ikke over det hele. Heldigvis havde vi en pandelampe i tasken, og så kunne vi selv lyse lidt på de fine figurer og statuer, der stod på hver side af selve pagoden, som var lukket. Der rendte også et par små børn rundt, men de generede os ikke – vi var blot lidt usikre på, hvad de dog mon lavede…

Vi var lige ved at gå igen, da der var øget aktivitet. Klokken var et par minutter i 19, og vi ventede derfor lidt for at se, om der skulle ske noget. Dørene til templet blev snart åbnet, og så lød gonggongen, og der var gang i et bede-ritual. Vi stod på nogen afstand og kiggede spændt på det hele og alle deres gonggonger og rullefald og mumlen og sang og undrede os over de forskellige farver på deres munkekutter. Det var en sjov og tilfældig oplevelse 
Vi begav os nu (meget trætte…) mod den restaurant, der var blevet anbefalet på hotellet. Vi spejdede efter en taxa, men desværre uden held. Vi endte derfor med at gå hele vejen, og det gik jo heldigvis også.

Restauranten var et meget lokalt sted, hvor toilettet bl.a. blev fundet ved at gå gennem et privat lokale og vist nok også var deres private badeværelse. Vi ventede meget længe på maden, der var hår i en af forårsrullerne, en af retterne nåede aldrig at komme – kort sagt en ikke god oplevelse! Den kvindelig indehaver (virkede det som om…) var super ked af det. Men der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det, og vi gik og var da også blevet mætte nok af noget ikke særlig lækkert eller interessant mad. Vi var lidt nedslåede, da vi gik tilbage; vi var begge meget trætte og godt brugte efter en meget lang dag, og så havde vi sat næsen op efter en lækker middag på et sted, som var blevet anbefalet fra det velrenommerede hotel, vi boede på. Well, det er den første dårlige mad-oplevelse, vi har haft på hele vores tur, og vi fik snakket lidt om alle dagens gode, spændende oplevelser, så vi endte med at være i fint humør, da vi ankom til hotellet og vores aircon-hotelværelse.

Vi var lidt på nettet, og jeg fik taget nogle noter til de sidste par dages dagbøger, så detaljerne kunne huskes – og så var det badetid, før vi gik i seng og sov som sten, nærmest før vi ramte hovedpuderne.