Klokken var 3.30, da Ahn kaldte på os. Jeg vågnede noget fortumlet op efter dyb søvn i min hængekøje. Lasse havde derimod ikke sovet mange timer – alt for bekymret for om vi skulle misse det. Godt han havde haft sin bog med. Vi kravlede ud af hængekøjerne og satte efter Ahn ned mod stranden.

Nede på stranden gik vi et godt stykke ned af den, og først her gik det op for mig, hvor lang den var. Om aftenen havde vi fået besked på ikke at gå ned på stranden – for ikke at skræmme skildpadderne væk. Et godt stykke nede, blev vi så bedt om at vente, mens vi så rangeren liste ind i krattet. Vi kom til at vente et godt stykke tid. Ahn forklarede, at vi ikke måtte forstyrre hende, mens hun gravede hullet til æggene.

Langt om længe blev hun færdig og vi fik lov til at komme tættere på. Faktisk helt tæt på! Jeg stod allernærmest og kunne med lethed have rakt ud og rørt hendes skjold. I hullet lå allerede en stor portion æg, og jeg blev helt skuffet over, at vi først havde fået lov at komme til nu. Men så begyndte hun at lægge flere æg. De ploppede simpelthen ud af hende og ned til de andre i hullet – 2, 3 stykker af gangen. Der huskede jeg, at skildpadder jo lægger op mod 100 æg af gangen. Og hun blev også bare ved og ved. Der blev fotograferet ivrigt, mens vi også bare var noget målløse. Da hun var færdig og havde sundet sig lidt, begyndte hun så at dække hullet til igen. Det er en ret vanskelig opgave, når man bare er en skildpadde! Det er lidt sjovt, at vi altid afbilleder skildpadder stående på deres ben – i virkeligheden er det jo bare en slags finner, der stikker lidt kluntet ud fra siden af skjoldet. Og selvom de skam kan bruges til at grave med, er de ikke super effektive. Så det tog lang tid at få dækket hullet nok til, til at hun var tilfreds. Men så pludselig, møvede hun sig ud af buskadset og satte målrettet kurs mod vandet. På få minutter var hun nede ved kanten, lignede efterhånden bare en sten i vandet, og et par bølger senere forsvandt hun.

Men oplevelsen var ikke slut. Nu fandt rangeren sit net frem og begyndte med de bare hænder at grave æggene op igen. Vi fik lov til at holde det ene æg – kridhvidt, kuglerundt og en smule mindre end et hønseæg. Helt utroligt at tænke på, at der ligger en lille skildpadde i. Da alle 99 æg var gravet op og talt, blev de forsigtigt lagt i rangerens net, og vi gik tilbage mod lejren. På vejen udpegede Ahn et par andre spor fra skildpadder og fortalte, at der havde været 3 andre skildpadder samme nat. De havde alle været før vores skildpadde, og Ahn havde været noget bekymret, da rangerne stædigt fastholdt at der måtte komme en skildpadde, som ikke kravlede helt så langt ind i krattet – og dermed gav bedre mulighed for os at se. Ahn havde heller ikke sovet meget.

Tilbage til lejren var rangeren allerede i fuld gang med at grave et hul til portionen af æg i den meget organiserede ægge-mark. Her var sat skilt op ved hvert tildækket hul, hvorpå der stod, hvornår æggene var lagt, og hvor dybt de er begravet. Dybden kommer nemlig til at afgøre hvilket køn skildpadderne bliver. På den måde kan rangerne styre, hvordan kønsfordelingen skal være. Så blev vores portion æg omhyggeligt placeret og hullet dækket til igen. Og så var det slut. Noget overvældede tumlede vi tilbage til vores køjer. Klokken var blevet 5.30, så vi kunne lige nå en times søvn, inden vi blev hentet af båden.

Vi blev vækket ved 7-tiden, og så var der afgang til speedbåden. Den fragtede os tilbage til land, hvor vi efter en lille gåtur kom tilbage til campingen. Her havde vi lige et par timer, inden vi skulle med bussen til lufthavnen. De blev brugt på lidt morgenmad, et bad, pakning og de sidste forberedelser i fht. hotel-bookning, styr på busser osv. Og så blev klokken pludselig 10, og vi skulle afsted.

I lufthavnen fandt vi vores fly til Ho Chi Minh City uden problemer. Det gik nemt i den lille lufthavn og efter en times flyvning landede vi igen. Fra Ho Cho Minh lufthavn fandt vi en taxa til Mien Tay busstation, hvorfra vi skulle finde en bus til Can Tho. Det første selskab havde en bus om en halv time – det lød jo meget godt. Men så tjekkede vi lige hurtigbussen. Her spurgte hun straks ”Can you go know?”. Da vi sagde ja og spurgte hvornår bussen kørte, svarede hun meget bestemt ”Know!” og fulgte os ud til en bus, der få minutter senere kørte af sted mod Can Tho. Perfekt! Desværre betød det, at vi ikke havde fået tanket op af noget som helst – og efter dagende på Can Dao var vores snak-lager ved at være tømt. Nå, men det var jo kun 3 timer.

Vi havde læst på nettet, at minibusser ville tage en fra busstationen til ens hotel – det lød jo nemt. Så nemt skulle det selvfølgelig vise sig ikke at være. Det homestay, jeg havde booket, viste sig at ligge for langt uden for byen til at den videre transport var inkluderet i billetten. Så vi måtte ty til en taxa – hvilket jo egentlig var okay, hvis man bare ikke altid skal være så opmærksom på at blive snydt. Da vi endelig havde fået forklaret dem, at vi kun ville køre på taxameter, meldte der sig en chauffør, og vi kom endelig af sted – dog stadig noget bekymrede for, om han havde fusket med meteret. Fremme ved Green Village skyndte jeg mig derfor ind, for at høre om prisen var rimelig. Det var den heldigvis, så vi fik betalt og hentet al vores bagage ind.

Green Village er ejet af lille Thy og hendes mand. Det er et homestay, men består at 6 små bambus-hytter, hvor gæsterne får en hytte hver. Meget sødt og alligevel noget primitivt. Men sammenlignet med campingen på Con Dao, var dette trods alt er skridt op – og vi trøstede hinanden med, at dette ville være de sidste to nætter på hårde madrasser. Resten af turen er der booket noget mere luksuriøse hoteller. Vi fik lidt at drikke og fandt derefter godt tilrette på de to lænestole ude på vores terrasse. Her sad vi og slappede af, fik en øl, talte lidt med naboerne, læste og hyggede os, indtil der et par timer efter blev meldt klar til aftensmad.
Det var gået op for os, at stedet lå alt for langt ude på landet til, at der var andre muligheder end at spise på homestay’et. Denne aften fik vi dog også lækker mad (ris, stegt svinekød, grønt og lidt suppe). Og det var hyggeligt at tale med de andre gæster – et hollandsk par og en britisk familie med 3 børn. Vi fik fortalt om skildpadde-oplevelsen og de to små drenge gjorde store øjne….

Efter maden var vi dog godt trætte og fandt hurtigt i seng. Sikke en masse oplevelser.