I dag stod vi tidligt op. Vi havde hørt, at der var rundtur i byens gamle fængsler (fra den franske kolonitid) kl. 8, så vi gik ned mod det udpegede museum. Det skulle vise sig, at vores kort (endnu engang) ikke helt stemte overens med virkeligheden, så vi brugte en del tid på at finde museet. Da vi endelig fandt det, viste det sig, at rundturen kun var på vietnamesisk. Hmm…. Så meget for at stå tidligt op. Men nu var vi jo oppe, så kunne vi lige så godt få set de der fængsler.

Efter igen at have gået lidt forvirrede rundt, fandt vi indgangen til et af de fængsler, man kunne komme ind og se. Her ventede os en dyster oplevelse. Under koloni-herredømmet placerede franskmændene politiske modstandere i disse fængsler på Con Dao øerne – med 16 timers sejlads til fastlandet i en moderne færge og ingen nærliggende øer har det naturligvis været et godt sted at undgå flugtforsøg. Selve fængslet bestod at store rum med plads til 50 fanger eller flere. Fangerne blev placeret rundt langs kanten af rummet, med fødderne lænket til en lang metalstang. Under det franske herredømme var de alle nøgne og blev pisket til udførsel af hårdt fysisk arbejde – så vi efterfølgende på en lille samling billeder, der var hængt op inde i fængslets kirke. Under borgerkrigen, fængslede amerikanerne politiske modstandere i de samme fængsler – denne gang dog noget mere humant (med tøj på – og ingen billeder af fanger, som blev pisket). Som alt hvad der handler om borgerkrigen, er det dog altid mærkeligt at tænke på, at dette jo foregik for trods alt ikke mere end 40 år siden.

Sikke en dyster start på dagen. Efter at have set det ene fængsel havde vi fået rigeligt og satte i stedet kursen mod centrum af byen, hvor vi havde hørt at en god morgenmad kunne opstøves. På Infiniti fik vi serveret brød med pølse, bacon (som en slags hotdog) og æg, pandekager, friskpresset juice og kaffe. Det var så lækkert og et rigtig hyggeligt lille sted. Det bragte os i noget bedre humør:)

Efter at have ventet på at regnen stilnede af, gik vi hjem for at få styr på eftermiddagens tur. Vi havde booket en tur til den nærliggende lille ø, hvor vi skulle se skildpadder! Vi startede med at tjekke, at de stadig ville gennemføre turen trods den stadig silende regn, gik vi for at få et par timers søvn, inden afgang.

Kl. 15.30 stod vi og 6 andre klar til at tage af sted. Vores fyr på hotellet: Ahn, skulle også med og være vores guide. Vi var spændte. Vi startede med at køre ud til havnen, hvor en lille speedbåd ventede på os. Her blev vi alle placeret, og så sejlede vi ud mod øen. Næsten derude stoppede han pludselig motoren, og Ahn sagde, at nu var det tid til at snorkle. Vi var alle sammen lidt forvirrede. Godt nok havde de sagt, at vi ville få mulighed for at snorkle, men intet om hvornår – så ingen af os havde badetøj på. Det fik vi dog klaret, men næste udfordring var, at den håndfuld masker, der blev hevet frem fra et skab, slet ikke var nok til alle. Det endte med, at jeg lånte Ahns maske (han blev på båden), den ene af de andre piger nøjedes med briller (ingen snorkel) og 3 af de andre stod over. De gik nu ikke glip af så meget. Det var en heftigt blæsevejr og fuldstændig overskyet. Så sigtbarheden var meget dårlig, og vandet var i øvrigt stort set tomt for fisk. Det virkede godt nok noget uorganiseret. Heldigvis nåede vi til det punkt, at der ikke var andet at gøre end at grine af det og tage det hele som en oplevelse.

Heldigvis for kort tid efter blev vi igen udfordret. Da båden skulle lægge til, viste det sig at den ikke kunne sejle helt ind til klipperne. Så motoren blev stoppet et godt stykke før, og vi blev opfordret til at hoppe i og gå ind. De to søde hollændere sprang først i – men vandet gik dem til øverst på brystet, og det virkede helt umuligt at skulle balancere en rygsæk over hovedet de adskillige meter ind til kanten. Heldigvis kunne Ahn godt se, at det vist ikke gik, så han fik skipperen til at hoppe i vandet og trække båden ind tættere på kanten. Så fik de sidste skiftet til badetøj, og vi hoppede alle i og fik de sidste meter ind med tørre rygsække. Og vi grinede igen af, hvordan det hele kunne være så uorganiseret, især da Ahn fortalte os, at det kun var en uge siden han sidst havde haft turister med på denne tur.

Efter den lidt kiksede start gik alt dog meget bedre! Vi gik en kort tur over øen hen til en lille lejr, hvor øens rangers (som på en gang var soldater og naturbeskyttere) holdt til. Her blev vi vist rundt og så bl.a. den fine samling bunker – hvor skildpaddernes æg var gravet ned. Det viste sig, at rangerne graver skildpaddernes æg op, når de har lagt dem, for at anbringe dem i dette lille indhegnede område – hvor de er bedre beskyttet mod rovdyr. Herfra sætter de så de små skildpadder ud i havet, når de er udklækkede. På den måde har de formået at hæve antallet af ynglende hun-skildpadder på øen fra ca. 50 til knap 300 på 10 år. Sikke en indsats! Al den information beroligede os noget – hvis der laves knap 400 reder (nogle skildpadder kommer forbi flere gange) på de 2-3 måneder, som ynglesæsonen varer, skulle det være meget usandsynligt om vi ikke (her midt i sæsonen) fik set en skildpadde – det havde vi ellers været noget bekymrede for.

Da vi havde set området og fået fortalt lidt om programmet, var det blevet tid til aftensmad. Vi havde fået madpakker med fra hotellet – to små flamingo-pakker med fra hotellet (Lasse og jeg havde sådan ønsket os at prøve de nuttede små pakker tidligere, men fandt aldrig rigtig ud af, hvor de lokale købte sådan nogle madpakker henne). Da vi havde set indholdet, var vi noget skeptiske – ris, et stort kyllingelår og et par poser sovs. Det viste sig dog at smage himmelsk! Sovsen var lækker og lårene perfekt grillede. Efter maden sad vi og snakkede lidt med Ahn. For første gang turde vi forsigtigt at spørge ind til politik og hans holdning. Meget overraskende fik vi nemt en klar udmelding fra ham – han synes, regeringen var fuld af løgn og at korruptionen gør det til et ufrit land, hvor valgene reelt er skuespil. Men samtidig var han også meget klar over, at han ikke kunne gøre/sige noget uden at risikere at ende i fængsel – og han mente heller ikke at tiden var moden til forandringer. Måske om 10 år, når dem der har kæmpet i krigen ikke længere sidder ved magten, kan man begynde at ændre på det problematiske kommunistiske styre. Meget interessant at høre en vietnamesers holdning!

Herefter havde vi en kort pause (med endnu en regnbyge), før rangerne hentede os. Det var blevet tid til at se kæmpe-krabberne spise aftensmad. Henne ved krabbernes område gik rangeren straks ind og fandt en utrolig stor krabbe (ca. 15 cm bred krop og meget lange ben!). Den så godt nok uhyggelig ud. Og selvfølgelig skulle Lasse lige prøve at holde den. Uhhh – jeg havde rigeligt af at se den på afstand.

Efter krabbe-kigning gik vi tilbage, og selvom klokken kun var 20, blev vi sendt i seng. Overnatningen foregik i et åbent rum med hængekøjer, hvor kun to sider var afskærmet med lidt stof. Det eneste man hørte var den heftige lyd af Stillehavets bølger, der ubønhørligt rullede ind over stranden. Ahn lovede at vække os, når det var tid, og jeg faldt straks i søvn.