Tidligt op og de sidste pakkerier, lidt morgenmad og så ind til Gibbon-folkene for at få dagens intro. Vi startede med en film om selve organisationen og programmet – og derefter en med sikkerhedsinstrukserne. Vi var mange, 18, men kun de 10 af os skulle på 3-dages turen.

Da introduktionen var slut blev der uddelt lidt ekstra vand og øl, tid til et sidste toiletbesøg og derefter ud i Toyota Highlux’erne (siger Lasse), som holdt klar. Her forstod vi endelig hvem, der var de 10, vi skulle af sted med. Det var 4 englændere, 2 amerikanere, et nordirsk/australsk par og så os. Af sted gik turen gennem Hoay Xai’s gader og med et utal af stop undervejs. Men langt om længe (efter knap 1½ times kørsel) nåede vi tilsyneladende frem. Det var dog kun til en kort pause og skift til Landcruiseren, som holdt klar. Og herfra gik det over stok og sten ind mod junglen. 45 minutters muddervej inkl. krydsning af mindre flod – Lasse var allerede henrykt. Da bilen stoppede var vi kommet til en lille landsby, hvor resten af holdet (som havde været med en anden bil) allerede sad klar. Vores guider tog her imod os og spurgte, om vi var klar. Jaa øhh… Tror vi nok! Dårligt nok var vi kommet ud af landsbyen, før vi blev bedt om at tage sko og strømper af – vi skulle lige forcere et mindre vandløb. Og herfra gik turen gennem landsbyens majs og rismarker, med junglen som sigtepunkt. Ikke længe efter var vi godt inde i junglen. Det var endda begyndt at regne. Men vi kløede på og tog turen i rask trav op og op og op. Med 35 grader og den ekstreme luftfugtighed (og tilmed et regnslag til ekstra at holde på fugten) gik der ikke længe, før alle var gennemblødte af sved. Men så pludselig dukkede der et par bænke op og guiderne udbrød, at nu var det tid til frokost. Efter en sandwich, lidt vand og første (af mange) indsmøringer i myggeolie, gik turen videre ind i junglen. Efter 45 min. vandring dukkede der så pludselig en hytte op. Det skulle vise sig at være køkkenet til 2 af tree houses’ne. Her blev vi introduceret til kortet over området og blev bedt om at fordele os. Vi gik sammen med amerikanerne (2 søde piger) og det nordirsk/australske par (som vi allerede havde mødt på båden) og valgte det største tree house: nr. 1. Englænderne fik dermed tree house 7, som skulle være lidt mindre.

Herefter fik vi udleveret vores klatresele og blev instrueret i den. Vi fik fundet vores handsker frem og så var vi ellers klar. Vores gruppe fik tildelt 2 guider, som tog os med ind mod vores tree house. Vejen derind bestod først af en stejl tur opad i junglen og herefter den første zipline (svævebane). Ikke noget med testkørsler på en mindre bane – nej, vi blev bare sendt direkte ud i det. Og nej, Lasse havde ikke ret. Den længste zipline var 440 meter lang og de 150 meter var ganske rigtigt højden på den højeste zipline (eller dybden under den, om man vil). Den første var dog ikke helt så slem. Alligevel var det noget nervepirrende. Man spænder simpelthen sin køre-trisse på wireren (Lasse siger, det hedder en reb-rulle), vedhæfter sikkerhedslinen, tager et skridt ud over start-platformen og så går det helt af sig selv. Pludselig suser man med fuld fart ud over junglen. Det giver et heftigt sug i maven – Lonely Planet beskriver det som en ”heart-stopping super-hero experience”, det synes vi egentlig, rammer det ret godt. Og så er det, når man nu suser af sted derude, og vover at kaste et enkelt blik til siden, så har man den vildeste, vildeste udsigt over den 106.000 hektar gigantiske nationalpark. Første tur holdt jeg dog blikket stramt rettet mod afslutningen på wireren, hvor man lige skal være lidt skarp for at ramme rigtigt med farten. Får man for meget fart på, brager man jo ind i træet, for lidt må man hive sig selv ind de sidste meter. Og det styres udelukkende ved ens vægtfordeling samt en simpel lille bremse, bestående af 15 cm mountainbike dæk.

Efter første tur fortsatte vi op til den næste zipline, ca 15 min længe inde/oppe i junglen. Her var turen lidt vildere og endte endda i et træ med en lille platform, hvor 4 ziplines samledes. Vi tog en lille tur ned fra træet og gik derefter ned mod vores tree house ca. 10 min. gang nede i junglen. Her blev vi mødt af endnu en zipline, som tog os direkte over til vores fine tree house. Forventningerne til hytten var høje efter Lonely Planets lovende beskrivelse – og vi blev ikke skuffede. Her var simpelthen en 3 etagers hytte, bygget som platforme 60 m. oppe i et gigantisk træ. Der var landingsplads fra den indgående og den udgående zipline, entre med plads til sko, badeværelse med toilet, håndvask og regnvandsbruser, køkken og spiseplads til os alle samt 3 soveværelser. Alt sammen meget åbent og med de skønneste udsigter over junglen. Vi var temmelig overvældede. Senere fortalte vores guide os, at det havde taget 1 år at bygge vores tree house. Alt skal bæres ind i junglen pr. håndkraft og nogen skal jo være den første til at kravle 60 meter op i træet og fæstne den første zipline… Det er vildt!

Efter at have fået fornemmelsen af vores tree house, fordelt værelser (vi fik øverste etage!) og fået lidt snaks samt en kop te af vores guider, efterlod de os helt alene med eftermiddagen til fri disposition. En lidt speciel oplevelse. Efter at have taget mod til os, drog vi op til den nærmeste zipline. Her kunne man køre frem og tilbage, uden at skulle gå alt for meget – benene var noget trætte. Til slut måtte vi dog sætte kursen ned til vores tree house. Aftensmaden var allerede ankommet (leveret af endnu en guide via zipline fra det nærmeste køkken). Vi skulle dog liiige prøve det der bad først. Når man er fuldstændig gennemsvedt efter varmen, luftfugtigheden og strabadserne, så virker et koldt brusebad ekstremt tillokkende. Når det så endda foregår i 60 meters højde med en uforlignelig udsigt, er det helt fantastisk skønt! Sjælendt har jeg nydt et bad så meget.

Bagefter gik vi så i gang med maden. Ris, kylling og lidt grønt. Det smagte dejligt. Men ikke længe efter blev det mørkt og myggene begyndte at komme, så vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst af kravle ind i vores senge – i god sikkerhed under de super fine myggenet. Larmen fra insekterne i junglen var ekstrem, men alligevel var der noget helt fantastisk ved at ligge der og føle sig som en del af det hele. Vi faldt hurtigt hen, og jeg fik feriens hidtil bedste nats søvn!

MVI_4087