Dette var dagen, hvor vi skulle på den store grotte-tur i nationalparken. Det betød, at vi skulle være klar til afgang kl. 08.00, og så måtte vi jo have et vækkeur på og stå tidligt op (OK – tidligt ift. at vi er på ferie…). Vi var dog alene i vores værelse, da vores to værelseskammerater havde været endnu tidligere oppe for at rejse videre – og vi havde slet ikke hørt, at de var vågnet, havde pakket de sidste af deres ting sammen og derpå forladt rummet. Dejligt at kunne sove fra sådan noget, men alligevel lidt ubehageligt, at nogen kan skramle omkring så tæt på en, mens man sover, uden at man opdager det.
Vi var ikke nede til morgenmaden i helt så god tid, som vi (især Camilla…) havde håbet, men det gik heldigvis utrolig hurtigt med at få serveret dagens omelet med brød til, så vi var færdige med at spise og få børstet tænder mm i fin tid til turen.
Vores guide for dagen var en englænder, og det var rigtig fedt at have en nemt forståelig engelsktalende person, der desuden var meget vidende om både områdets historie (geologiske fortid og mere moderne betydning under Vietnam-krigen) såvel som flora og fauna. Der var lidt kaos mht. pladserne i de tre minibusser, vi skulle køre i, men vi endte med at kunne sidde ved siden af hinanden på forsædet af den ene bil, så vi var tilfredse
Først skulle vi køre ud til Paradise Cave, som er en meget stor og lang og noget turistet grotte. Vi holdt dog flere stop undervejs, hvor Josh (guiden) fortalte om, hvordan området var blevet skabt, hvordan kalksten bliver til, hvorfor der er både sort og hvid kalksten, hvordan Nordvietnameserne havde bygget vejen gennem det vilde naturområde under Vietnamkrigen, hvordan amerikanernes bombardementer af området har påvirket bjergenes udseende (både bjergsider og det, der vokser på dem), hvilke dyr der lever i urskoven, hvordan det engelske grotte-selskab fortsat undersøger området og finder nye og uudforskede grotter og meget andet spændende. Det var virkelig super fantastisk fedt og spændende.
Før vi nåede Paradise Cave skulle vi dog lige forbi et tempel (Pagode), som vietnameserne har bygget midt i naturparken efter Vietnamkrigen. Templet er til minde om otte mennesker, der omkom i en lille grotte, da de blev spærret inde der ifm. et amerikansk angreb, hvor også nogle anti-luftskyts-skytter mistede livet samt til minde om alle de, der mistede livet under arbejdet med at anlægge vejen gennem nationalparken (en del af Ho Chi Min Trail), reparationsarbejde på vejen samt transport af mad og våben og hvad, der nu en gang skulle transporteres fra nord til krigen i syd. Templet hedder Eight Ladies Cave, og det var spændende at besøge det, når man nu også fik den interessante historie med.
Så var det tid til at besøge den første af dagens to grotter. Det var vildt og meget overraskende at se, hvor stor en turistattraktion, det rent faktisk er. Jeg tror, at der var omkring 75 store busser samt et utal af minibusser (som vores) og private biler på det store parkeringsområde, der var afslutningen på vejen hen mod grotten; det havde jeg ikke lige set komme.
Dernæst var det meget organiseret (vi fik forklaringen om, at en lokal forretningsmand omkring 2009 bad om lov til at lave det til en turistattraktion. Han fik lov mod, at han selv stod for det hele, og så grinede de i øvrigt af ham og sagde, at han var skør. Dengang var der på et helt år færre turister i hele nationalparken, end vi var på tur med denne dag (dvs. under 30). Og nu er det bare kæmpe stort og Vietnams 2. største turistattraktion (efter Halong Bay)). Der var små el-biler med plads til ca. 10 personer, som kørte os nogle hundrede meter fra parkeringspladsen og hen til det sted, hvor vi skulle til at bevæge os op af bjergsiden, så vi kunne komme op til grotteindgangen. Vi gik af velanlagte betonstier omkring 1 km, før vi (svedige…) var oppe, og blev mødt med en kølig brise, der kom nede fra grotten. Det var en lidt sjov oplevelse midt i al den varme og luftfugtighed, der ellers omgiver os alle andre steder end i lukkede rum med aircon
Grotteindgangen så ikke ud af meget, men vi bevægede os ned ad trappen, og foran vores øjne åbnede sig en kæmpemæssig grotte. Den var egentlig ikke så flot (ikke så meget andet end bare bjergvægge), men den var vildt stor. Og så kunne man se de velanlagte trapper og gangbroer forsvinde ind og ned i dybet.
Vi havde fået en time til at besøge grotten. Vi gik roligt ned og ind, mens vi standsede en masse gange undervejs, så jeg (Lasse) kunne få lov at prøve at tage nogle billeder, som på en eller anden måde kan fortælle lidt om, hvad vi så og oplevede. Det var flot med alle mulige former for små og store stalaktitter og stalagmitter, men allervildest var det, at det bare blev ved og ved og ved. Efter ca. 35 minutter nåede vi til slutningen af gangbroerne, og vi kunne ikke komme videre (man kunne godt tage på en tur, hvor man fortsatte ind i hulen, der selvfølgelig fortsatte videre…). Camilla skyndte sig ud (hun havde et eller andet, un lige skulle…), mens jeg gik lidt langsommere og fik taget lidt flere billeder, og jeg nåede kun lige ud efter en time, da jeg skyndte mig til allersidst – så langt kunne man gå inde i grotten på den manuelt anlagte gangbro!
Vel ude i varmen fik vi en velfortjent is, og så samledes hele flokken, og vi fik en lille forklaring på størrelser af hulesystemerne i nationalparken, resten af Asien samt ude i verden. Det var en af de lokale guider, der stod for denne del af turen, så det var lidt vanskeligt at forstå det hele, men vi forstod dog, at Paradise Cave er 31,5 km lang, så vi havde kun set en ganske lille del af denne hule.
Her efter gik vi ned fra bjerget og blev kørt tilbage til P-pladsen, hvor der var en restaurant, som vi fik serveret frokost på. Det var en udmærket omgang vietnamesisk mad med en øl til, da der ikke rigtig var nogen sodavand tilbage…
Inden vi kørte videre, fik vi mulighed for at skifte til badetøj, så vi var klar til turen ind i ”Dark Cave”, hvor man med garanti ville blive våd fra top til bund. Jeg fik skiftet til badebukser, og på en eller anden måde var jeg så den, som alle de andre ventede på. Det var ikke så sjovt – men måske burde jeg være vant til denne følelse? 😉
Vi kørte mod Dark Cave, men lavede lige et enkelt stop undervejs. Vi skulle se og høre lidt om et lille vandbassin, som var overflade udspring til en mindre flod. Man ved ikke, hvor vandet, der kommer op, kommer fra, men man vil gerne vide det, da det er meget vand, der kommer. For et par år siden var der nogle huleforskere, der dykkede lodret ned i vandet for at se, hvor det førte hen. De nåede 50 meter lodret ned, men nåede ikke bunden eller med projektører kunne se bunden eller andet. De tror, at det muligvis er verdens største hule, der gemmer sig der nede og videre ind. Vi kunne dog ikke se andet end små buler i vandet, ligesom når man kan se vandudsprøjtningen i en swimmingpool.
Nå, vi kom endelig frem til stedet, hvor Dark Cave-turen skulle begynde. Camilla havde dog valgt, at hun ikke ville med, men i stedet gå en tur sammen med den flinke guide. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke, men hun smiler stadig, når hun ser mig, og siger, at hun kun vil være sammen med mig, så der må have været en anden grund, end at han var ”guide”…
Vi fik udleveret en redningsvest, en hjelm med vandtæt lygte og en pagaj af de flinke grotte-guider, og så blev vi sat i nogle oppustede kanoer, og så skulle vi sejle over til grotten på den anden side af den flod, vi var ved. Da vi kom ned til kanoerne, var der det smukkeste syn ud over floden med utrolig klart og mælkeblåt vand, der løb mellem urskovens pang-grønne farver, mens vandet var dækket af en meter tågedis. Desværre var jeg uden kamera, da vi som sagt ville blive helt gennemblødte. Men billedet står i klar erindring på den indre skærm.
Jeg troede, at vi skulle sejle og ro ind i hulen, men i stedet sejlede vi til lige foran grotteindgange og skulle så ud af kanoerne og gå ind i hulen – men stadig iført redningsvesten. Vi startede med at gå et stykke over en træ-gangbro, der førte lidt ind i hulen. Her efter gik vi over lidt sten, sand og klippe, og så skulle vi kravle ind i en mørk, smal gang. Man kunne selvfølgelig se en del i lygtens skær, men det var ikke så bredt, og vi gik i en lang række en efter en, så man kunne ikke rigtigt se frem. Blot kunne man høre nogle af de forangåendes reaktioner på noget, der måtte være foran en selv.
Kort efter at vi var startet på at gå ind i den smalle gang, blev bundet mere våd, og vi gik i noget brunt mudder. Ikke så længe efter starten på mudderet, skiftede dybden af mudderet fra at have været til lidt over anklerne til at gå op til knæene. Her efter skiftede det noget, og det afhang vist også lidt af, om man lige trådte ned i et hul, hvor man så stod i mudder til et stykke op på lårene. På et tidspunkt var vi også nødt til at sætte os ned og bare glide ned af noget mudder.
Vi kom et langt stykke ind, før vi ikke kunne komme videre. Vi var nu alle smurt ind i mudder til mindst omkring livet, og vi sad midt i en mudderpøl. Mudderet var lavet af fint sand i hulen, og der var også dele af det, som mindede utrolig meget om det ler, man laver juledekorationer mm. af. En virkelig spøjs oplevelse bare at sætte sig ned i sådan en masse.
Da alle var kommet helt ind i bunden, blev vi bedt om at slukke lygterne, og så sad vi et minuts tid der i mørket og fornemmede, at der var absolut helt sort og intet lys på nogen måde. Jeg var faktisk OK med det, men havde ikke været helt sikker på min egen reaktion.
Vi gik den samme vej tilbage, som vi var kommet, og vi var alle fuldstændigt mudret til, da vi endelig kom ud. Vi fik nu love at gå ned og bade på den ”strand”, der var i hulen. Og så blev vi bedt om at svømme ind i hulen. Det var en spøjs oplevelse at svømme i vand, hvor man hverken kunne se bunden eller der, hvor man skulle hen. Men det var rigtig flot at se de omkring 30 pandelygter skinne i mørket, svømmende i en hultertilbulter-flok i den mørke grotte. Da vi havde svømmet et par hundrede meter (vi havde alle stadig redningsvesten på…), kom vi til en ny strand, hvor vi gik op. Her fik vil lidt fortælling om de dyr, man kan finde i en mørk hule.
Og så var det igen tid til mørke-øvelse. Vi kunne se (skimte…) lyset fra grottens indgang, og vi blev derfor bedt om at slukke alle pandelamper og så bare gå ud i mørket og svømme tilbage i mørket – ”svøm mod lyset”. En virkelig sjov og udfordrende øvelse, men det gik, og vi var mange sammen.
Tilbage ved grotteindgang (nu en udgang…) var der lidt forvirring om, hvordan vi skulle sejle eller svømme tilbage. Det endte dog med, at alle hoppede i vandet og svømmede tilbage over floden – de fleste smed redningsvesten. Også jeg havde smidt redningsvest og hoppet i vandet, og jeg skyndte mig at svømme og overhalede alle de andre, da jeg skulle tilbage til min elskede hustru, som jeg lige pludselig kunne se sidde og vente ved kaj-kanten.
Vi fik et par sodavand at drikke, mens jeg fortalte om grotte-turen, og Camilla berettede om de 739 myggestik, hun havde fået på gåturen, inden myggesprayen blev fundet frem, samt de spændende guide-historier, hun havde hørt, mens de gik en tur rundt om det spændende flodudspring, vi kort havde stoppet ved tidligere (det, der måske er verdens største grotte…). Det var dejligt at se hende igen og høre, at hun havde haft en god oplevelse, selvom jeg var ked af det på hendes og mine vegne over, at hun ikke havde kunne være en del af Dark Cave-oplevelsen. Her efter var der omklædning, før vi steg ind i bilerne igen efter det spændende eventyr i Dark Cave, og så gik turen tilbage til Easy Tiger.
Dagen var ved at være slut, og vi var udmattede oven på dagens strabadser. Vi fik et tip af hostel-personalet til at gå lidt ned i byen og finde et sted, der reklamerede med, at de har ”The World’s Best Roasted Pork (probably…)”. Vi bestilte det, vi havde fået anbefalet – ”noodlesoup with roasted pork” med en øl til. Og det var virkelig en god nudelsuppe og noget lækker gris, og det var en god oplevelse at sidde på den lokale street-food-diner og spise maden.
Vi gik tilbage til hostelet, tjekkede ud (fordi vi skulle så tidligt at sted dagen efter), før vi gik op på værelset og snakkede lidt med det australske/canadiske par, der var nattens roommates, og vi fik også både taget et bad og pakket næsten alle vores ting, før vi trætte og veltilfredse lagde os til at sove.