I dag skulle vi tidligt op, for vi blev hentet 8.15 til dagens tur. Vi kom ned til vores morgenmad (æg og brød vs. Pho – jeg mener stadig, min er en klar vinder, selvom nudelsuppen er noget mere besværlig at spise…). Og vi var klar på slaget. Men det var der vist ingen grund til, for vi kom til at vente et stykke tid, før guiden endelig hentede os. Jeg ved ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men turen skulle vise sig at blive det mest turistede, vi endnu har gjort.

Det startede med, at vi kom ud til en stor bus (ikke en minibus), pink! Og stop fyldt med turister. Derefter fik vi besked om, at der ville være 3 timers kørsel til at starte med. Lasse sendte mig et lidt opgivende blik – tidligere på morgenen havde jeg nemlig bestemt afgjort, at der ikke var nogen grund til at tage vores bøger med… Men vi kom da afsted, og vi fik så set en stor del af byen og dens forstæder undervejs.

Efter godt 3 timers kørsel kom vi endelig frem til første punkt på programmet: Cao Dai templet. Her havde vi 45 minutter til at se templet og overvære den første del af gudstjenesten. Det virkede noget fjollet efter den lange tur. Det skulle dog vise sig at være fin tid til at få indblik i dette helt særlige fænomen. Cao Dai er en religion startet i 1926 i Vietnam. Den bygger på en tro på en gud, men blandet så forskellige idéer fra buddhisme, katolicisme, taoisme og konfucianisme (troen på forfædrenes ånder).
Templet var kæmpe stort og de indvendige vægge og søjler var ivrigt pyntet med drager på pink baggrund, vogtende venstre øje og spejl-stjerne i loftet. Temmelig kitschet. Samtidig var alle de troende klædt i mærkelige dragter (præsterne i farver, alle andre i hvide) og tilhørende mystiske hovedbeklædninger. Som Lasse sagde ”det er måske lidt strengt, men det ligner altså, at de er klædt ud til en fantasiramme på et spejderløb”.

Da selve ceremonien gik i gang, blev vi sendt ovenpå, hvor vi kunne få overblik over templet. Ceremonien bestod simpelthen af en lang sang, der blev akkompagneret på nogle traditionelle instrumenter. De virkede alle sammen meget opslugte, og vi var temmelig målløse. Mest af alt overraskede over de mange ældre mennesker (mange lignede de var 80-90 eller ældre), der tog ivrig del i det hele. Men efterhånden var tiden gået, og vi blev nødt til at finde tilbage til bussen.

Efter templet holdt vi en kort frokostpause, hvor vi fik talt lidt med et andet ungt par. Der er lidt sjovt, hvordan vi i lang tid altid var dem, der fik gode råd, når vi mødte andre rejsende, som havde været af sted i længere tid. Nu er det os, der giver gode råd – fx i dag til den irske par som var på deres 3. feriedag.

Bagefter kørte vi et par timer videre mod Cu Chi. Igen en noget længere tur end vi havde troet, og Lasse fik sig da også lige en lur på vejen. Fremme i Cu Chi var klokken næsten 16, så vi forventede, at dette stop også ville blive kort – men der tog vi fejl. I Cu Chi fik vi en længere gennemgang i det store område, hvor der var opstillet modeller af VC’ernes tunnelsystems dele (lufthuller, indgange, hemmelige opgange, skyttegrave osv). Dernæst fik vi gennemgået deres fældesystemer, minefabrikering, tøjfabrikering og meget andet. Der var sågar en skydebane, hvor man kunne teste egne evner – det skulle jeg ikke nyde noget af, og Lasse heldigvis heller ikke (da han så prisen…).

Efter den store gennemgang kom vi så til selve det stykke oprindelig tunnel, vi skulle prøve at gå/kravle igennem. I modsætning til Vinh Moc var her kun 1 meter til loftet, og tunnelen var tydeligvis primært tænkt som transportgang – ikke opholdsgang. Der var overraskende varmt dernede (det var også kun 1. lag), så efter 20 meter havde jeg fået mere end nok. Rygsækken gjorde heller ikke ligefrem projektet nemmere. Så jeg snuppede første udgang, mens Lasse var sej og fuldførte de 100 meter – som en af de ganske få.
Efter sådan et par timer var vi måske ikke blevet meget klogere på krigen (vi havde jo også allerede hørt en del) – men der var alligevel nogle ting, som på en eller anden måde var kommet noget tættere på. Derudover var Cu Chi bestemt det mest propagandistiske af de steder vi har været – det var også interessant at opleve.

Tilbage på bussen fik vi heldigvis besked om, at der kun var 1½ time hjem. Nu var vi også trætte. Tilbage i Ho Chi Minh City gik vi ud for at klare lidt forsyninger: solcreme, mere aftersun og lidt andre småting. Vi fandt også et sted af få aftensmad og fik så is til dessert på Burgerking (det har været så svært at finde anstændig is i Vietnam). Tilbage på hotellet var det pakketid, så vi var klar til afgang i morgen.