Næste morgen vågnede vi op til regnvejr. Det lød ikke særligt tillokkende inde fra myggenettet, så vi faldt i søvn igen- og vågnede først til lyden af gibbons, der kaldte på hinanden. Sikke hurtigt vi kom op. Desværre var de lige så langt væk som til at starte med i går, og efter bare 10-15 minutter forsvandt de ind i junglen. Da vi nu var oppe, satte Lasse og jeg os med kikkerten og studerede fugle. Jeg havde dyre-bogen i hånden og på den måde forsvandt der hurtigt en times tid med fuglekigning – en sport vi nok begge før havde forsvoret ville være interessant;)

Lige pludselig var der morgenmad – denne morgen nogle lidt sølle baguettes men med en lækker omelet til. Efter morgenmaden skulle vi allerede pakke sammen og af sted. Ups, det var hurtigt! Men vi fik pakket taskerne, sagt farvel til vores tree house og fandt så op til zipline-træet, hvorfra vi fik tildelt 45 minutter af guiden til at køre lidt frem og tilbage – og nyde de sidste ture. Derfra gik turen tilbage mod landsbyen. Der var længere, end vi havde husket, og det gik godt nok meget ned ad bakke – ikke underligt at vi var så gennemsvedte, da vi ankom for et par dage siden.

Ude i landsbyen ventede vi lidt på bilen. Der var endda en dame, som solgte cola og øl. Desværre var de ikke kolde, så det var ikke nogen stor fornøjelse. Da bilen kom, satte vi for alvor kursen væk fra junglen. Efter 45 minutters terrænkørsel, kom vi så frem til bil-skiftestedet. Her blev der serveret frokost og uddelt evalueringssedler (!). Og så blev det tid til at køre tilbage til kontoret. Her ventede os en glædelig overraskelse: der lå håndklæder parat og var et lille (om end lidt usselt) bad til vores disposition. Alle fik sig et tiltrængt bad. Derefter gik vi ned for at købe billetter til natbussen tilbage til Luang Prabang. Vi skulle alle 6 fra vores gruppe med den. Desværre gik det lidt galt med billetkøbet, så vi endte med de amerikanske piger på den lokale bus i stedet for VIP bussen. Det fandt vi dog først ud af, da vi steg på bussen. Jeg forsøgte at tage diskussionen med manden, som kørte os derud – men han grinede bare af mig. Jeg var noget irriteret over, at vi faktisk havde betalt for billetter til en bedre bud – og så især at føle sig snydt. Heldigvis, kan man sige, er det faktisk den eneste gang, vi har følt os snydt i Laos, hvor folk generelt har været utrolig ærlige og imødekommende.
Det blev en meget bumpet tur den nat. Ikke meget søvn, og læsning var ikke engang en mulighed. Det meste af vejen var ikke engang asfalteret og meget hullet efter monsun-regn. Vi var meget trætte, da vi efter 12 timer ankom til Luang Prabang…