Tidligt op, pakke sammen og ned til vores søde tuk tuk-mand, som helt efter aftale (trods hans totale mangel på engelsk) holdt klar. Han kørte os til den modsatte busstation, end vi mente, vi skulle til, men han viste sig at have helt ret – så han fik igen lidt ekstra drikkepenge og mange ”Kaup-Jai”. Vi fik billetter, fandt gode pladser og havde endda tid til at købe lidt forsyninger til turen. Og så gik turen tilbage gennem byen for at samle folk op og dernæst ud til den anden busstation. Det var dog rigtig godt at være kommet på fra starten – ellers havde vi aldrig fået pladser ved siden af hinanden.

Bussen endte med at være stopfyldt. De fandt endda ekstra puder frem, som blev lagt mellem sæderækkerne som en slags midtersæde. Og så blev der tiloversblevne plads ellers fyldt med folk, på skødet af hinanden, og alle mulige mærkelige pakker.

Af sted gennem det smukke nordlige Laos. Rismarkerne blev tilsået, mens vi kørte forbi, og limestone bjergene tårnede sig op i baggrunden. Efterhånden blev der til gengæld mindre og mindre jungle – mere og mere dyrket land. Og så pludselig dukkede grænsen til Vietnam op. Her blev vi alle gennet ud af bussen, fik afleveret departure-sedler og tjekket pas, og derefter skulle vi selv gå ned til den Vietnamesiske grænsekontrol. Her blev vores bagage taget af bussen, og vi skulle få den scannet. Vi fik også tjekket pas og visum igen. Men her begik Lasse og jeg den fejl at tage vores små rygsække (som var blevet scannet med de store) med ind. Det resulterede i, at vi blev bedt om at gå tilbage og scanne dem igen – og med INGEN ved grænsen, der kunne bare det mindste engelsk, måtte vi opgive at forklare, at de allerede var scannet, og tage turen tilbage igen. Varmen og fugten var heftigt, så der blev jeg lige et øjeblik noget træt at vietnamesiske politibetjente…

Men vi kom derfra og vel inde i Vietnam fortsatte turen ad snoede bjergveje. Efter en del timer blev vejen dog endelig noget mere reel, og vi kunne sætte farten lidt op. Det blev dog næsten for meget af det gode, da vores chauffør besluttede sig for at køre om kap med en thailandsk bus, med heftig dytten og vredesudbrud, vi slet ikke før havde hørt blandt den ellers så tilbageholdende Laos befolkning. Men så kørte vi frem den anden bus, og det var overstået.

Fremme i Thanh Hoa var kl. blevet 19, og vi var både trætte og sultne (frokosten kom til at bestå af kiks, da vi ikke turde spise, hvor resten af bussen spiste frokost). Ude af bussen blev vi overfaldet af insisterende taxichauffører. Det havde vi slet ikke prøvet i Laos og blev noget overvældede. Desværre endte den mest irriterende chauffør at få os med – det gør vi ikke igen! Trods manglen på engelskkundskaber gjorde det temmelig vanskeligt, fik vi ham til at finde en ATM og derefter køre os til togstationen, hvor vi købte billetter til Hanoi til næste dag og fik tjekket ind på hotellet lige ved siden af. Et 3-stjernet hotel lovede godt, med rød løber og en gigantisk lobby. Værelset virkede også pænt, men sengen desværre lige så hård som i Sam Neua. Vi besluttede os for at spise på hotellet, da vi var noget udkørte. Restauranten så fin ud, om end den var helt tom. Og det 5 tjenere (hvoraf 3 aktivt forsøgte at betjene os) virkede lidt unødvendigt. Mens vi ventede på maden, fik vi os dog en uheldig overraskelse – Lasse så en rotte pile over gulvet og gemme sig under buffeten. Udark! Alligevel var vi for trætte til at forklare tjenerne det – her var heller absolut ingen engelskkundskaber at opstøve… Vi fik serveret et par ret uinteressante retter, men vi var sultne, så der blev bare spist og derefter trak vi os tilbage til værelset.

Et bad var lykken og derefter brugte vi lidt tid på computeren (første internet i nogle dage), hvor vi bl.a. fik uploaded billeder og video til bloggen. Håber det falder i god jord 