Vi vågnede til endnu en morgen, hvor vi ud af vinduet (efter lige at have sundet os lidt først og stille og roligt fået søvn ud af øjnene), da vi trak gardinerne fra, kunne se de fabelagtige og utrolige bjerg-øer, vi var omgivet af. Det var de samme, som vi var gået i seng til, da cruise-skibene ikke må sejle i Halong-bugten om natten, så der ligger man for anker. Men det var nu i et morgenlys og stadig helt ubeskriveligt smukt og fantastisk.

Vi fik tøj på og pakkede vist også lidt sammen, så der var styr på alle vores medbragte ejendele, før vi begav os op til morgenmaden i restauranten, hvor vi kunne sidde og nyde de fantastisk bjerge sejle roligt forbi (skibet var begyndt at sejle – og hvem var det nu i øvrigt, der sejlede forbi hvem?), mens vi nød den flotte morgenbuffet, hvor der endnu en gang var utrolige anretninger og udskæringer af især vandmelon til flotte rose-mønstrer og morgenhilsener.

Efter endt morgenmad gik vi til kahytten og fik pakket de allersidste ting ned, og så fik vi tjekket ud. Vi skulle lige betale bar-regningen efter vores to døgn på den dyre luksuscruiser (drikkevarer til maden var ikke inkluderet i prisen): Et-overraskende-ikke-særlig-stort-beløb-jeg-ikke-lige-kan-finde-igen-men-jeg-var-positivt-overrasket 
Her efter gik vi op til baren og satte os og svedte i de stole, der var sat frem; der var nemlig klargjort til te-ceremoni i varmen. Vores cruise-guide fortalte om tre forskellige slags the: grøn the, jasmin the (grøn) og grøn the med lotusblomstsmag. Vi fik kun lov at smage de to første, og så fik vi en ”mojitea”, som var en slags ice tea lavet som en mojito dog uden alkohol. Der var ingen af delene, der var noget stort hit hos os, men det var ganske interessant at høre lidt om the-traditionerne i Vietnam (eksempelvis, at det er en social ting at drikke the – det gør man altid med nogen andre…).

Vi fik kigget ud på bjergøerne undervejs, og Lasse fik taget endnu flere billeder, og langsomt begyndte de at tynde ud i øerne, og vi nærmede os dermed havnen igen. Auco 01 lagde stille til kaj, og så gik vi fra borde og direkte til den minibus, der skulle køre os tilbage til Hanoi.

Undervejs på turen til Hanoi var der to stop. Det første var på en keramikfabrik, hvor vi både så nogen, der sad og håndmalede tepotter med motiver fra Halong-bugten, samt en ældre dame, der gik og hældte noget meget tyndt muddervand ned i nogle store, krukke-formede forme. Hun var vist i gang med at støbe, og vi fik hermed et lille indblik i, hvordan de mange krukker og vaser og andre keramik-ting, vi havde set, blev lavet. Der var selvfølgelig også et stort udsalg af alle de mange ting, de fremstillede, men det lykkedes mig på mirakuløsvis at afholde Camilla fra at købe det hele…

Det blev til endnu et stop undervejs, før vi nåede Hanoi. Chaufføren insisterede på, at han skulle have frokost, men ingen andre var interesserede. Vi måtte dermed affinde os med yderligere 30 minutters pause undervejs på turen, men det lykkedes dem da at sælge os et par is, mens vi ventede.

Tilbage i Hanoi blev vi sat af på hotellet (Essence Hanoi Hotel), hvor vi blev varmt modtaget. Vi fik forespurgt på billetter til et Water Puppet Theater-show, og efter at have ventet 10-15 minutter i receptionen, dukkede der en op med billetterne til os. Det var godt nok et andet teater, end det vi havde spurgt til, men de sagde, at det var det bedste. Så fik vi endelig lov selv at gå ud i varmen igen.

Vi gik ud fra hotellet og havde planer om, at vi bare skulle daske lidt omkring, indtil det var tid til showet. Vi drejede til venstre, og vupti var vi lige ved en bogbutik, hvor vi kunne købe danske bøger. Camilla var allerede lidt bekymret over, at hun var blevet færdig med den ene af de to bøger, hun havde med, så det var skønt, at vi kunne finde en tyk roman til hende, som hun ville kunne få tiden til at gå med senere på turen. Det lykkedes også Lasse at finde to Bill Bryson-bøger, så alle var meget glade.

Vi traskede af sted og endte med at gå helt uden for Old Quarter. Der lugtede lidt spøjst, og der var ikke helt så mange hvide mennesker i gadebilledet. Bl.a. kom vi forbi en hel gade, hvor de solgte bønner af forskellig art. Camilla var begejstret over de fine sager, men vi undrede os lidt over, hvad bønnerne blev brugt til – vi havde i alt fald ikke fået noget mad med bønner.

Vi fortsatte vores tur, og vi gik ned til teateret, hvor vi netop lige nåede en kold sodavand i skyggen på en bænk ved søen, før vi skulle ind og se, hvad det der ”water puppet theater” dækkede over. Det var en sjov og flot oplevelse. Levende, vietnamesisk folkemusik spillede til et dukketeater, hvor dukkerne (lavet af ting, der tåler vand) på en eller anden måde blev styret vha. pinde under vandoverfladen og dansede i vandoverfladen. Det var en samling af 14 traditionelle små-stykker, der blev fremført, og de fleste foregik i et vandlandskab, så det gav jo god mening. Traditionen er opstået i tidernes morgen ifm. store oversvømmelser, hvor man har fundet ud af at få lidt godt ud af alt det meget vand.

Ved endt forestilling gik vi direkte tilbage til Essence Hotel, hvor de stillede et værelse til rådighed for os, hvor vi kunne bade og klæde om. Det var skønt med et bad. Her blev Lasse også klippet i nakken og i siderne med den saks, vi købte af en gadehandler i indgangen til hotellet. Og så måtte Camilla sy sine nye bukser fra Laos, hvor elastikken var gået i stykker ifm. tøjvasken på hotellet – Camilla var IKKE tilfreds 😉
Det hele tog noget tid, og det endte med, at de ringede fra receptionen for at høre, om vi var på vej; de havde nemlig bestilt bord til os på hotellets restaurant kl. 19.30, selvom vi lige så godt bare kunne være kommet uden reservationen.

Nå, vi fik en rigtig lækker middag, hvor vi bl.a. fik turen (indtil nu) allerbedste forårsruller, og så sad vi ellers og forsøgte at få overført lidt billeder og uploadet lidt blog.

Kl. 22 kørte vi med en taxa mod stationen i meget god tid sammen med en hotelmand, der insisterede på at blive og vente den halve time, vi var for tidligt på den. Vi stod bare og ventede og kiggede på mylderet omkring os, og da der endelig blev lukket op ud til perronen, hjalp hotelmanden os hele vejen ind i toget til vores sæder. Det var en mærkelig fornemmelse sådan at have en ”personlig tjener”, men det var vist i bedste mening fra hotellets side.
Vi sad i samme kupé som en stor flok vietnamesere, og de larmede en del og gik frem og tilbage og fyldte bare lidt meget med alle deres mange børn, hvor en del af dem fik lige lovlig lang snor. Vi krøb lidt sammen i vores sæder, snakkede lidt om dette og hint, og så lænede vi sæderne tilbage og forberedte os på natten. Alt dette dog først efter, at der de første par minutter efter togafgang var en mega højtspillende musik i togets højttalere, og alle vietnameserne styrtede lidt forvirrede rundt og prøvede at få det slukket – og det lykkedes jo heldigvis efter et par minutter 🙂