I løbet af sådan en sid-op-nat i et tog med fremmede lyde og fremmede dufte var vi begge vågne flere gange. Ikke mindst for at skifte stilling og prøve at finde den allerbedste position for at sidde behageligt. Vi havde begge vores fleece-trøjer og sokker og sko på, da der var temmelig køligt med overdreven brug af aircon.
Da vi begge var vågne omkring kl. 07, hvor vi havde sat et vækkeur, kiggede vi lidt på hinanden og var begge lidt usikre på, hvornår vi mon ville være fremme i Dong Hoi. Vi huskede det som kl. 07.39, men tiden gik, og det lignede ikke lige, at vi var fremme. Jeg gik op og spurgte en togmand om, hvornår vi ville være fremme, og han svarede venligt ved at pege på et skilt med alle tiderne, hvor der rigtig nok stod Dong Hoi kl. 07.39. Problemet var blot, at klokken på dette tidspunkt var blevet lige omkring 07.55. Jeg pegede på uret og så endnu mere spørgende ud, og det lykkedes ham så at få kommunikeret 08.20.
Vi spiste lidt af det medbragte brød og et par virkelig lækre croissanter, og så kom vi frem til stationen i Dong Hoi og kom af toget. Vi havde forsøgt at bestille transport til Song Thra (hedder byen – de plejede dog mest at omtale den som Phong Nha, der er en del af navnet på nationalparken samt en grotte i nærheden af byen) gennem det hostel, vi skulle bo på, men vi havde aldrig modtaget en endelig bekræftelse. Heldigvis stod der dog en fin fyr med et skilt ”EasyTiger” (hostelets navn), og han havde Camillas navn, så vi fik lov at læsse vores rygsække ind i en 4-hjulstrækker sammen med to australiere, og så blev vi på en halv times tid kørt til vores overnatningssted for de næste to nætter.
Der var virkelig mange unge mennesker, og der var i det hele taget meget travlt i receptionen-slash-baren-slash-restauranten. Vi satte os ned og afventede, da vi havde god tid, og efter ca. ti minutter kunne vi komme til ved disken, og vi blev tjekket ind. Vi kunne først få vores værelse kl. 14, men vi kunne få opbevaret vores bagage i et aflåst rum indtil da.
Vi bestilte noget morgenmad og satte os til at spise de velfortjente pandekager og skinke-oste-toast. Midt i dette kom der en fyr fra hostelet hen og spurgte, om vi ville med på en sejltur ud til en grotte, der ligger i nærheden af byen. Der ville ikke være nogen guide med, men hostelet forsøgte hver morgen at sætte lidt folk i kontakt med hinanden for at tage på tur, da der kan være 14 personer i en båd, og båden har en enhedspris.
Vi var ni, der ville på denne tur, og Camilla og jeg skyndte os at færdiggøre den sene af morgenmadderne og pakke det allermest nødvendige. Og så gik vi af sted i varmen og solen ifølge de instrukser, vi havde fået af de flinke mennesker på hostelet.
Der var ingen problemer med at finde billetkontor og bådudlejning, og snart sad vi alle på klapstole på række i en båd, der heldigvis havde et overdække, der kunne skygge for solen. Vi sejlede op af floden i en lille halv times tid. Vi så huse bygget ud til floden, folk der høstede flodgræs fra både og ikke mindst flere kirker undervejs.
Det var en imponerende grotteindgang, vi kom frem til med en stor munding, hvor floden flød ud. Efter et kort stop, hvor taget blev skubbet tilbage, fortsatte vi hen mod grotten, og der blev sat ekstra fart på båden lige i indgangen, før motoren der efter blev slukket, og der blev sejlet videre for årer.
Det var en sjov og spændende oplevelse at sejle ind i grotten og kigge rundt og op på masser af stalagmitter og stalaktitter og alle mulige andre former for stenskulpturer, der kan findes i en kalkstensgrotte. Vi sejlede meget langt ind i grotten; måske omkring 1 km. Der var gjort meget ud af at sætte smuk belysning på hele vejen, og der var i øvrigt rigtig mange andre både, så der var en livlig trafik og bestemt ingen fornemmelse af at være alene i mørket.
Efter at have været helt inde i bunden, hvor vi ikke kunne sejle videre, blev vi på tilbagevejen sat af et sted undervejs. Her fra gik vi selv til grotteudgangen, mens vi kiggede på endnu flere af de mange fantastiske grotte-skulpturer, som naturen har lavet helt af sig selv over mange millioner år.
Da vi kom ud i sollyset og varmen (der var en noget mere behagelig temperatur i grotten, om end stadig utrolig høj luftfugtighed), måtte vi lige vente på tre af de andre, der ville bade. Vi benyttede ventetiden til at få en velfortjent is, før vi alle steg om bord på båden igen og sejlede retur til byen.
Tilbage på vores hostel fik vi vores senge (M3 og M4), og vi tog os derpå en meget tiltrængt pause/slapper/lur/forsøg-på-afslapning. Her efter havde vi ikke lige en fast plan, så vi satte os ned i varmen på terrassen foran hostelet og spiste det sidste af vores brød som en sen frokost.
Camilla havde kig på, at man kunne gå ud til et overnatningssted, der hedder Farmstay (her ville vi gerne have overnattet, men der var alt optaget, da vi tog kontakt), som ligger ca. otte kilometer uden for byen. Det skulle være flot at se solnedgang derude fra, hvor man skulle kunne se solen forsvinde over rismarkerne. Vi kunne have lånt cykler og cyklet derud, men Camilla ville gerne gå.
Vi gik derfor af sted og var enige om, at nu gik vi bare ud og så nogle rismarker, og så kunne vi vende om på et passende tidspunkt. Vi så en masse huse mere eller mindre færdige, mens vi gik. Og der var virkelig mange børn rundt omkring, som alle gerne lige ville sige ”hello” og ”what’s your name?” og ”whe’re you from”. Og de ville også gerne lige give en high-five – og et par af børnene synes af en eller anden grund også, at de lige skulle klaske Camilla bag i. Meget mystisk og højst overraskende. Første gang det skete, blev vi bare lidt paf. Anden gang var det dog den lille pige, der forsøgte, der blev meget paf, da Camilla nåede at reagere og fange begge hendes arme med kun en hånd, før hun fik ramt hende på ballen. Lidt sjov, men også mærkelig oplevelse af noget, vi ikke helt forstår, hvor kommer fra.
Nå, vi gik altså af sted, og det var varmt, men også bare hyggeligt at gå og snakke og holde hinanden i hånden og bare nyde, at vi helt selv bestemte, hvad der skulle ske; noget vi havde glædet os til, efter at være blevet sådan taget hånd om på Essence Hanoi Hotel – helt ufrivilligt.
Da vi nærmede os tidspunktet for, at vi nok skulle til at gå tilbage, så vi ikke skulle gå i mørke, spurgte jeg Camilla, om vi i stedet bare skulle fortsætte helt ud til Farmstay og så håbe på, at vi kunne finde en taxa tilbage til byen. Camilla mener, at jeg lokkede. Uanset hvad, så var det det, der endte med at blive beslutningen.
Vi gik altså videre. Selvom vi syntes, at der var lidt længere end beregnet, nåede vi frem i rimelig tid, før det blev mørkt. Først fik de os beroliget med, at de godt kunne skaffe transport tilbage til byen – og så var vi rolige og kunne slappe lidt af efter en dejlig, men varm gåtur. På stedet var de lidt imponeret af, at vi havde gået hele vejen Jeg tror ikke, at det er hverdagskost med sådan et par aktive spejdere.
Vi købte en stor øl og en stor vand og satte os op på deres lækre tagterrasse og kiggede på den svindende dag over rismarkerne. Der var dog temmelig skyet, så vi fik ingen fantastisk solnedgang; blot fantastisk dejligt velvære og samvær. Her efter spiste vi en glimrende middag, hvor vi undervejs fik fine tips om Hué fra stedets ejer (en australsk fyr, Ben, der har været med til at sikre turisme i området på en måde, som også kommer lokalbefolkningen tilgode). Det var en sjov oplevelse – og nogle rigtig gode oplevelse.
Efter middagen skaffede de som lovet en taxa, der kunne tage os tilbage til vores hostel. Og efter et meget tiltrængt bad faldt vi begge hurtigt i søvn i værelset, som var dejligt afkølet, da aircon var tændt fra kl. 19-07.