Endnu en dag, hvor vi skulle alt for tidligt op. Faktisk så tidligt, at vi endnu en gang måtte lave en sær-aftale med nattevagten på vores Guest House for at kunne få lidt morgenmad, inden vi ville blive hentet. Det lykkedes os at afslå de ellers obligatoriske æg i en eller anden form, man selv bestemmer (vi valgte typisk omelet og scrambled), for vi syntes ikke, at der var tid til det. Til gengæld spiste vi hele brødet op.
Kl. 07.30 blev vi afhentet af en flink tuktuk-mand, der kørte os til busstationen lidt uden for byen. Her var der allerede masser af liv og mange busser, der var i gang med at blive pakket og læsset både inden i og oven på. Vi gik til billetkassen, og heldigvis var der ingen problemer med at bytte vores kvittering fra turist-bureauet, hvor vi dagen før havde betalt for billetterne, til de rigtige busbilletter samt en anvisning til hvilken bus, der kørte til Sam Neua (kan også staves Xam Neua…).
Vi gik hen til bussen, der var en mindre bus med plads til omkring 25 personer alt inklusive, og vores store rygsække blev sendt op på oven på bussen, hvor de forsøgte at pakke al bagage ind i et par slidte presseninger – det er jo regntid. Her efter satte vi os ind på bagsædet af bussen (der var fire sæder på tværs), og vi var klar til at køre. Efter cirka 40 minutters venten i bussen kørte vi endelige afsted.
Vi var alene på bagsædet, og det var virkelig skønt med så meget plads til både at strække benene i forskellige retninger samt at kunne ligge ned. Dette blev især udnyttet af Camilla, der fik sig et par ekstra timers søvn under den første del af turen, der foregik på forholdsvis fine asfaltveje uden alt for mange bumps (alt er relativt).
Bussen standsede flere gange undervejs, og der kom både flere folk og mere bagage ind i bussen. Og også vores skønne ekstra-sæder på bagerste række blev på et tidspunkt optaget af nogle lokale Lao’er.
Det var endnu en gang et virkelig flot landskab at køre igennem. Stadig totalt jungle-tilgroet, grønne skove dækkende de mange mindre bjerge, som bussen sled sig op ad og bremsede sig ned ad.
I en by undervejs steg et hollandsk par på bussen. De var de eneste vesterlændinge ud over os, og det blev også til en masse snak i bussen blandt de lokale, hvor de flittigt benyttede ordet ”falang”, som, Camilla vidste, betyder ”udlænding”. Vores to lokale bagsædebesøgende flyttede sig, og vupti var der alligevel gode siddepladser til de to hollændere i bussen. Ved ikke helt, hvad det betyder? Betaler vi total overpris og får derfor særlige rettigheder ift. plads i bussen? Eller er der regler, der byder at tage særlige hensyn til turister? Eller???
Vejene skiftede efterhånden mellem asfalt og grusvej, og der var masser af rok og rul over turen. Ikke mindst hørte vi ganske høj flødebollepop (Camillas udtryk) det meste af vejen, og der var masser af hoppen i sæderne pga. huller mm. i vejen.
Timerne gik, og de gik stille og roligt med at kigge på træer, huse, folk, dyr og andet, vi passerede. Og vi læste også en del. Og ikke mindst blev der igen leget ”bussen er ladet med…”. Det er en hyggelig og sjov leg – lige bortset fra Camillas mange gode ”ting”, hvor hun svarer både ja og nej og måske til det samme spørgsmål…jeg var flere gange lang tid om at gætte hendes ting. Måske er jeg en dårlig taber? Eller bare ikke så god til at stille præcise spørgsmål? Eller bare let at lave sjov med? Hyggeligt var det under alle omstændigheder:)
Dagen gik, bussen kørte, og som mørket begyndte at falde på, blev der færre og færre mennesker i bussen. Og vi fik vores fulde firesæders-bagsæde tilbage, og det var virkelig skønt igen at kunne strække ben og ligge ned. Jeg læste, og Camilla sov, og vi snakkede om, hvornår vi mon ville være fremme.
Endelig var der lige pludselig en masse lys neden for bjerget (vi var virkelig kørt op og ned af mange af de små bjerge, og bussen har ikke den kraftigste motor, så den kører måske kun 30 km/t op ad…men godt det samme, for vejene er så smalle, at det er fint ikke at have særlig meget fart på, når biler, lastbiler og scootere kommer den modsatte vej): Vi var fremme i Sam Neua.
Det var heldigvis en tuktuk på stationen, og Camilla forhandlede ham til den pris, Lonely Planet havde angivet som den rigtige, og vi blev kørt ned til præcis det Guest House (Kheaxam Guest House), som Camilla havde udset os.
Der var ikke rigtig nogen i receptionen, men efter at have gået frem og tilbage og op og ned, kom der endelig en dame ud fra et rum et sted bagved receptionen. Hun så en smule søvnig ud, men vi fik lov at skrive os ind og fik en nøgle til et værelse (Camilla havde lige inspiceret det først).
Omkring kl. 22.15 var vi på værelset. Godt udmattede og lidt sultne (havde ingen aftensmad fået). Dog var trætheden det største, så vi børstede tænder og gik i seng på en meget hård madras.