I dag skulle vi tidligt op og af sted mod lufthavnen. Vi startede med en hurtig morgenmad og gik så op og rykkede receptionen for vores bil, der allerede var 5 minutter forsinket. Den endte med at være 15 minutter forsinket – og vi blev noget bekymrede for den i forvejen noget optimistiske tidsplan, vi synes receptionisten havde lagt. Han forsikrede os dog, at det ikke var noget problem. Og ganske rigtigt endte vi med at komme til lufthavnen i fin tid. Her tjekkede vi ind til vores fly til Con Dao og fandt så op til gaten, blot for igen at vente.

Næsten en time forsinket fik vi endelig starttilladelse, og den lille maskine forlod HCMC med kurs mod syd. Under en times flyvning senere, begyndte vi at skimte små øer i det store hav under os. Det så eventyrligt ud. Da vi landede på Con Son (den største af Con Dao øerne), var det desværre regnvejr. Dagens første positive overraskelse ventede dog ude foran lufthavnen, hvor en mand stod med et stort skilt bl.a. indeholdende Lasses navn. Vi havde været noget bekymrede for, hvordan vi fandt fra lufthavnen, fordi Lonely Planet fik det til at lyde som om, der ingen taxa’er var. Det passede dog ikke, men alligevel var det da en luksus at blive samlet op af hotellet.

Derfra gik turen tværs over øen til Con Son City, en lille bitte by – og øens eneste. Vi havde booket plads på Con Dao Camping, som består af en række små trekantede huse, der ligger direkte ud til stranden. Det er bestemt ikke luksus (og også lidt mere primitivt, end jeg havde forestillet mig), men beliggenheden er super.

Desværre kunne vi ikke få vores værelse med det samme, så vi satte i stedet taskerne og fandt op til en nærliggende restaurant, for at få lidt frokost. Her kunne tjeneren intet engelsk, men heldigvis fik vi lidt hjælp fra en engelsktalende vietnamesisk gæst ved nabobordet. Det lykkedes os at bestille lidt grøntsager og 2 grillede krabber – som de så gik over og fiskede op af basinnet, vejede og sendte i køkkenet. Sikke en oplevelse. Da krabberne kom ind igen kort efter var de rygende varme og så indbydende ud. Men samtidig fik vi afsløret hvor få krabber både Lasse og jeg har sat til livs før – særligt uden andet værktøj en et sæt pinde og en nøddeknækker… Vi måtte opgive og bede om en gaffel.

Efter denne fine frokost (til en samlet pris på 60 kr) fandt vi over til vores hotelværelse. Her gik vi straks omkuld på sengen – udmattede efter den tidlige morgen, gårsdagen tur og dagens mange indtryk. Så vi fik os en god lang middagslur. Det passede nu også meget godt med det stædige regnvejr, som ikke rigtig ville slippe sit tag før efter flere timers intensiv regn.

Sidst på eftermiddagen gik vi så ud og nød solen lidt, Lasse var en tur i vandet, og jeg fik læst det sidste af min amazone-bog. Efterfølgende gik vi på opdagelse i byen og opdagede, at kortet, vi havde fået udleveret, ikke helt stemte overens med virkeligheden. Vi fandt dog en fin restaurant, hvor en meget højgravid tjener (de er meget glade for børn, og store maver vises meget gerne frem…) hjalp os godt igennem madbestillingen. Vi fik noget af det lækreste, vi har fået siden Red Bridge: kylling i en curry og marineret fisk i bananblade. Mums.

Hjemme igen stod den på dagbogsskrivning, og så var den aften pludselig væk.

I dag skulle vi tidligt op, for vi blev hentet 8.15 til dagens tur. Vi kom ned til vores morgenmad (æg og brød vs. Pho – jeg mener stadig, min er en klar vinder, selvom nudelsuppen er noget mere besværlig at spise…). Og vi var klar på slaget. Men det var der vist ingen grund til, for vi kom til at vente et stykke tid, før guiden endelig hentede os. Jeg ved ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men turen skulle vise sig at blive det mest turistede, vi endnu har gjort.

Det startede med, at vi kom ud til en stor bus (ikke en minibus), pink! Og stop fyldt med turister. Derefter fik vi besked om, at der ville være 3 timers kørsel til at starte med. Lasse sendte mig et lidt opgivende blik – tidligere på morgenen havde jeg nemlig bestemt afgjort, at der ikke var nogen grund til at tage vores bøger med… Men vi kom da afsted, og vi fik så set en stor del af byen og dens forstæder undervejs.

Efter godt 3 timers kørsel kom vi endelig frem til første punkt på programmet: Cao Dai templet. Her havde vi 45 minutter til at se templet og overvære den første del af gudstjenesten. Det virkede noget fjollet efter den lange tur. Det skulle dog vise sig at være fin tid til at få indblik i dette helt særlige fænomen. Cao Dai er en religion startet i 1926 i Vietnam. Den bygger på en tro på en gud, men blandet så forskellige idéer fra buddhisme, katolicisme, taoisme og konfucianisme (troen på forfædrenes ånder).
Templet var kæmpe stort og de indvendige vægge og søjler var ivrigt pyntet med drager på pink baggrund, vogtende venstre øje og spejl-stjerne i loftet. Temmelig kitschet. Samtidig var alle de troende klædt i mærkelige dragter (præsterne i farver, alle andre i hvide) og tilhørende mystiske hovedbeklædninger. Som Lasse sagde ”det er måske lidt strengt, men det ligner altså, at de er klædt ud til en fantasiramme på et spejderløb”.

Da selve ceremonien gik i gang, blev vi sendt ovenpå, hvor vi kunne få overblik over templet. Ceremonien bestod simpelthen af en lang sang, der blev akkompagneret på nogle traditionelle instrumenter. De virkede alle sammen meget opslugte, og vi var temmelig målløse. Mest af alt overraskede over de mange ældre mennesker (mange lignede de var 80-90 eller ældre), der tog ivrig del i det hele. Men efterhånden var tiden gået, og vi blev nødt til at finde tilbage til bussen.

Efter templet holdt vi en kort frokostpause, hvor vi fik talt lidt med et andet ungt par. Der er lidt sjovt, hvordan vi i lang tid altid var dem, der fik gode råd, når vi mødte andre rejsende, som havde været af sted i længere tid. Nu er det os, der giver gode råd – fx i dag til den irske par som var på deres 3. feriedag.

Bagefter kørte vi et par timer videre mod Cu Chi. Igen en noget længere tur end vi havde troet, og Lasse fik sig da også lige en lur på vejen. Fremme i Cu Chi var klokken næsten 16, så vi forventede, at dette stop også ville blive kort – men der tog vi fejl. I Cu Chi fik vi en længere gennemgang i det store område, hvor der var opstillet modeller af VC’ernes tunnelsystems dele (lufthuller, indgange, hemmelige opgange, skyttegrave osv). Dernæst fik vi gennemgået deres fældesystemer, minefabrikering, tøjfabrikering og meget andet. Der var sågar en skydebane, hvor man kunne teste egne evner – det skulle jeg ikke nyde noget af, og Lasse heldigvis heller ikke (da han så prisen…).

Efter den store gennemgang kom vi så til selve det stykke oprindelig tunnel, vi skulle prøve at gå/kravle igennem. I modsætning til Vinh Moc var her kun 1 meter til loftet, og tunnelen var tydeligvis primært tænkt som transportgang – ikke opholdsgang. Der var overraskende varmt dernede (det var også kun 1. lag), så efter 20 meter havde jeg fået mere end nok. Rygsækken gjorde heller ikke ligefrem projektet nemmere. Så jeg snuppede første udgang, mens Lasse var sej og fuldførte de 100 meter – som en af de ganske få.
Efter sådan et par timer var vi måske ikke blevet meget klogere på krigen (vi havde jo også allerede hørt en del) – men der var alligevel nogle ting, som på en eller anden måde var kommet noget tættere på. Derudover var Cu Chi bestemt det mest propagandistiske af de steder vi har været – det var også interessant at opleve.

Tilbage på bussen fik vi heldigvis besked om, at der kun var 1½ time hjem. Nu var vi også trætte. Tilbage i Ho Chi Minh City gik vi ud for at klare lidt forsyninger: solcreme, mere aftersun og lidt andre småting. Vi fandt også et sted af få aftensmad og fik så is til dessert på Burgerking (det har været så svært at finde anstændig is i Vietnam). Tilbage på hotellet var det pakketid, så vi var klar til afgang i morgen.

Vi vågnede op i Ho Chi Minh til en dag uden så mange planer. Vi skulle se lidt af byen og få booket tur til i morgen og undersøgt mulighederne for tur til Mekong Deltaet. Men vi tog det stille og roligt, sov længe og havde god tid til morgenmaden (Lasse fik en sædvanlig gang brød og æg – jeg havde stor succes med at bestille Pho). Oppe i receptionen fandt jeg så ud af, at morgendagens tur til Cu Chi kunne bestilles direkte der. Han anbefalede det billigste af selskaberne, og at vi valgte heldagsturen, som også indeholdt Cao Dai. Så det gjorde vi. Dagens første mål blev næsten nået lidt for nemt…

Men det næste skulle også vise sig noget sværere. Vi tog herfra en tur rundt i kvarteret, for at besøge nogle kontorer, for de cykelture i Mekong Delta vi havde kig på. Begge kontorer var dog lukkede, og undervejs på vores tur satte et heftigt regnvejr ind. Vi havde glemt regnslagene og måtte søge ly på en kedelig café. Lidt opgivende (især mig!), gik vi derfra tilbage igen til hotellet. Vi gik op for at få pakket lidt regnslag og sende mail til kontorerne i stedet. Men kort efter startede regnvejret igen for fulde drøn. Det trak ikke ret meget at komme ud i, så vi endte med at bruge nogle timer på hotelværelset i stedet. Vi fik så uploadet blog samt billeder og en masse andre ting, som havde ventet længe.

Det var næsten blevet aften, før regnen endelig stoppede, og vi fik taget os sammen til at gå ud. Så den oprindelige plan, der indeholdt en pagode og katedralen, blev droppet. I stedet gik vi over til byens Skydeck, hvor vi købte en billet til 49. etage. Herfra kunne man nyde en fantastisk udsigt over hele byen – inkl. beskrivelser af hvad der var hvad. Efter at have været hele turen rundt endte vi med at forsætte til 52. etage, hvor Lasse gav drinks: han fik en gin og tonic, og jeg fik en lækker Mojito. Det var sjovt, at sidde der med aftendrinks og kigge ud over storbyen, som strakte sig så langt øjet rakte.

Nede igen fandt vi over til markedet, hvor der var en livlig aktivitet. Vi gik en runde og kiggede på de mange boder – men dem der var åbne her om aften, var primært turistboderne. Så i stedet slog vi os ned på den af caféerne, hvor der sad flest lokale. Her fik vi lidt aftensmad – især det marinerede, grillede svinekød var super lækkert! De kan altså noget med at mikse sødt og spicy…

Efter aftensmaden gik turen hjem med et kort is-stop på vejen. Vi skal tidligt op i morgen, så det må vist hellere blive sengetid.

I dag var en forholdsvis stille dag. Om aftenen skulle vi flyve til Ho Chi Minh City, men inden da var der god tid til at nyde den sidste dag i Hoi An. Vi startede med at sove længe og nød derefter at have god tid til at pakke sammen. Da vi næsten var færdige ankom alt vores tøj fra Yaly – perfekt timing, så det også kunne komme i taskerne.

Efter at være tjekket ud, fik vi lov at efterlade vores bagage og låne et par cykler at køre til stranden på. Trods vores forholdsvis mange dage i Hoi An havde vi jo endnu ikke nået en stranddag. Så vi pakkede håndklæder og bøger og kørte afsted.

På stranden lykkedes det at finde et sted, hvor vi måtte bruge deres solsenge gratis, hvis bare vi lovede at spise frokost der – og frokost skulle vi jo have, så det passede os fint. Stranden var fin, udsigten var fantastisk, og vi satte stor pris på et par bløde solsenge i skyggen (de røde rygge var stadig temmelig røde og havde ikke brug for sol!). Så var det bare at nyde det. Til frokost fik vi serveret lidt nudler og nogle spøjse forårsruller. Men det var ikke så interessant, så vi fandt hurtigt tilbage til de dejlige senge.

Så begyndte det efterhånden af blive mere og mere skyet. Pludselig fik de ansatte meget travlt med at pakke hynder sammen. Vi håbede, at vi måske kunne blive i ly af vores palme-parasol, men regnen blev hurtig al for voldsom. Så vi måtte finde op i ly på restauranten, hvor vi spiste is og ventede på, at det skulle stoppe. Da det endelig gjorde det, var klokken desværre blevet så mange, at vi hellere måtte vende tilbage til hotellet. Det havde været nogle dejlige timer på stranden – om end de sluttede lidt brat.
På hotellet nåede vi lige en tur i den meget lækre pool, før vi fik skiftet tøj og blev klar til afgang.

Vi blev kørt til lufthavnen i Danang af en fyr, der intet engelsk kunne – det er altid spændende, når man sidder og bliver lidt bekymret undervejs, om vi mon virkelig er på rette vej. Men vi kom frem og fik tjekket ind. Herefter var der lidt ventetid i lufthavnen – som bl.a. blev fordrevet med lidt aftensmad på Burgerking (første vestlige mad siden bøfferne i Luang Prabang!).

Efter en times flyvning ankom vi til Ho Chi Minh City (Saigon). Her blev vi lidt forvirrede over de forskellige taxaselskaber, men endte med at vælge en fast-pris taxa, som kunne køre os til vores hotel. På køreturen gik det virkelig op for os, at vi nu var kommet til en helt anden by. For første gang så rigtige skyskrabere, neonlys over alt og både vestlige tøjbutikker og fastfoodkæder. Samtidig var det jo blandet med den velkendte hær af scootere, og en trafik der virker som alle regler er sat ud af kraft.

Fremme ved nummeret på vores hotel gik vi gennem en lille gyde, blot for at finde ud af, at vejnummeret i virkeligheden gemte over en hel vej, det snirklede sig inden bag ved. Dette var tydeligvis byens backpacker-kvarter – præcis som anmeldelsen af hotellet havde skrevet. Da vi endelig fandt det rigtige hotel, så det dog fint ud, og vi blevet taget godt imod. Værelset var fint, og vi fik en ordentlig stak brochurer fra et par tur-selskaber. Meget fint når nu vi ikke rigtig havde planlagt så meget.

Efter at have overvejet planerne for de næste par dage over et par øl (som Lasse hentede i receptionen), krøb vi i seng – lidt for overvældede over ankomsten til den store by til at kunne overskue andet.

I dag stod vi tidligt op og gik ud til morgenmad. Vi havde fået at vide, at vi ville blive hentet 8.10, så vi skyndte os. Morgenmaden var desværre ikke så spændende, men vi fandt lidt at fylde maverne med, og satte os så klar i receptionen. Her kom vi desværre til at sidde et stykke tid, men 8.40 kom bussen endelig, så vi kunne komme af sted. Dagens program bød på snorkeltur til Cham Island.

Vi var en helt fyldt bus, og da vi kom frem til havnen, var vi bestemt ikke denne enste bus. Vi endte med at fylde to forholdsvis store både (ca 30 på hver båd) med folk som enten skulle snorkle eller dykke. Vi fik placeret os i et par stole ovenpå, hvorfra vi kunne nyde den times sejltur, vi havde foran os. Vi var dog ikke kommet langt fra land, før båden begyndte at vippe rigtig meget – der var godt med bølger! Heldigt at man ikke lige bliver søsyg
Efterhånden fik vi nærmet os den lille skildpaddeformede ø, som skulle være udgangspunkt for vores snorkel-ture. Vi fik derfor udleveret udstyr (svømmefødder, maske og snorkel), og blev smurt ind i faktor 30. Så snart vi var inde og havde lagt til en bøje, blev vi sendt i vandet. Dvs. vi var faktisk først ovre et andet sted og fik næsten lagt til, men bølgerne var simpelthen så heftige, at de måtte opgive og finde et sted i mere læ.

Vandet var en smule mælket, men ellers en fin blå farve. Jeg havde lidt udfordringer med min snorkel, som jeg måtte op og bytte til en ny, men så var vi også klar. Vi havde kun lige fået hovederne under, før de første fisk kom til syne. Sikke mange der var! Og mange rigtig flotte. Vi svømmede lidt rundt og fik øje på mange flotte fisk, blå søstjerner og også nogle koraller – selvom de ikke var så flotte i farverne. En times tid havde vi i vandet, og det var også fint, for der var jeg blevet lidt kold (trods vandets 30 grader).

Så snart vi var kommet op, satte båden kursen rundt om øen til den plads, de tidligere havde forsøgt sig med. Bølgerne var nu lidt mindre, så det lykkedes at lægge til. Vi blev straks sendt i vandet med besked om, at her ville vi have lidt længere tid. Vandet var noget mere klart end det første sted, så vi var helt klar. Det blev en rigtig god tur, hvor vi fik set mange af de sammen fisk, men også nogle kæmpe store fisk og nogle ret flotte koraller (selvom farverne stadig ikke var helt vilde). Over en time tumlede vi rundt og lod os begejstre af de mange fisk. Men så var vi også trætte og alle andre ”snorklere” havde også fundet op på båden. Kl. var blevet 13.30, og vi havde ikke fået frokost – så energiniveauet var også ved at være lavet.

Da dykkerne alle var kommet op, satte båden kurs mod den lidt større ø ved siden af. Her fik vi serveret frokost og havde efterfølgende 1 time på stranden. Lasse og jeg kunne godt fornemme, at vi havde fået sol nok, så vi fandt et par stole i skyggen, læste og nød udsigten over den idylliske, afsides strand. Her var virkelig smukt. Vores time forsvandt alt for hurtigt, og så var det tid til at finde ud til båden og tilbage mod Hoi An.

Tilbage med bussen blev vi kørt helt til Old Town, for vi havde lige et sidste besøg hos Yaly. Det gik fint, selvom det ene par bukser ikke var lavet. Hmmm… Det har godt nok været noget besværligt hos dem, selvom vi troede, at vi ville undgå det ved netop at vælge et lidt dyrere sted. Men til gengæld lovede de så at levere alt tøjet direkte til vores hotel i morgen. Det var meget lækkert, for vi var trætte og begyndt at være lidt plagede af nogle meget røde og ømme rygge.

Efter at have købt lidt After Sun fik jeg allernødigst bevilliget 20 minutter alene (der er noget med, at Lasse snart har fødselsdag). Og derefter gik vi ned på Hai Café, for at få os lidt aftensmad. Jeg var efterhånden godt medtaget af dagens megen sol (og alt for lidt væske), så Lasse fik hældt godt en liter vand/sodavand på mig. Så gik det lidt bedre. Og så delte vi en forret, en hovedret og en dessert – vi har efterhånden lært, at vi alligevel ikke kan spise deres store portioner Det var lækkert og godt med lidt mad i maven.

Godt trætte fandt vi en taxa tilbage til hotellet. Her blev der taget kolde bade, tændt for air conditionen og smurt godt ind i After Sun. Vi er blevet et par røde rejer! Vi burde nok har taget ekstra solcreme på mellem første og anden snorkel-tur. Det tænkte vi simpelthen ikke over. Nu må vi bare pleje os selv på bedste vis.

Så det blev tidligt sengetid efter en spændende dag.

I dag var tiltænkt som en afslapningsdag mellem de to store aktivitetsdage (madlavningsdag og snorklingsdag). Derudover skulle vi selvfølgelig lige flytte hotel. Men vi startede morgenen roligt med god tid til snak og morgenmad. Derefter blev kursen sat mod byen, for at få shoppet de sidste ting på listen. Vi var dårligt nok kommet ud af døren, før jeg faldt over en sød lille sommerkjole hos den første den bedste skrædder. Den sprang jeg straks i – og den blev på mig resten af dagen…

Jeg fik også købt en ordentlig bunke silketørklæder (efter intensive forhandlinger til en ret god pris – men jeg købte også mange!). Vi fik også bestilt nogle silkelamper, så vi kunne få præcis de farver, vi ønskede os. Og så blev der aflagt endnu et besøg hos skrædderen, hvor Lasse vinterfrakke var færdig (helt perfekt!). Min kjole var stadig ikke helt god, så de fik en ekstra chance. Heller ikke derefter var jeg helt tilfreds, men vi opgav og tog den med alligevel. På vej derfra gik vi så forbi skrædderen, hvor jeg havde købt kjole om morgenen. Hun havde i mellemtiden syet en smuk kjole og hængt frem – endnu en gang krøb den bare lige på mig, og selvom jeg synes hun var lidt tung at forhandle med, fik Lasse til sidst ret – 250 kr for en hellang festkjole er ikke meget… Så den snuppede vi med.

Tilbage på hotellet fik vi pakket sammen og chekket ud. Herefter gik turen ned for at hente lamper og forbi Yaly til sidste tilretning af nederdele, jakkesæt og skjorter. Vi fandt bagefter ind på den hyggeligste lille café, som vi har talt en del om at prøve. Her fik vi paninis til frokost – første ikke-lokale måltid i flere uger (hvis man ikke tæller hotellernes morgenmadsbuffeter). Men så havde vi også fået nok og fandt tilbage til hotellet for at få en taxa ud til vores nye hotel. 10 min. køretur ud af byen og så stod vi foran Muca, hvor vi har booket 2 nætter. Her er meget roligt, knap så charmerende som på Ha An – men nyt og lækkert og med en fin lille pool og kun 1½ km til stranden.

Efter at være blevet indkvarteret hoppede vi straks i badetøjet og fik taget vores bøger under armen. En halv time sad vi på hver vores solseng under palmerne med udsigt over floden og nød det. Desværre var solen forsvundet bag en sky (jeg havde forestillet mig, at jeg nu endelig skulle få gjort lidt op med mine t-shirt og sandal-mærker), men det gjorde til gengæld varmen lidt mere udholdelig. Vi nåede dog kun at sidde der en halv times tid, før regnen startede. Først håbede vi, at det var en kortere byge – det var det desværre ikke. Så vi måtte trække ind på værelset, men holdt døren ud til haven åben og kunne på den måde følge med i det heftige regnvejr, som efterhånden også blev akkompagneret af et kraftigt lyn- og tordenvejr. Lasse var en gang ude i poolen for at prøve at bade i regnvejr. Jeg var en bangebuks (det har jeg det vist med at være for tiden…) og blev inde med min bog.

Da regnen bare fortsatte, brugte vi aftenen indendørs og fik planlagt vores videre rejse, hvor alle planer ellers har været lidt uafklarede efter Hoi An. Lasse var super sej med computeren og fik bestilt flybilletter til Ho Chi Minh City (vi orker ikke rigtig 20 timers togtur). Og så blev beslutningen at tage derfra med fly til Con Dao Island. Vi fik endda også bestilt hoteller begge steder. Efter Con Dao bliver det nok noget med at se Mekong Deltaet og derfra tage til Cambodja. Men altså: jeg var også for meget bangebuks til at kunne overtales til en tur med Easy Riders trods Mathildes mange anbefalinger. I Hue så vi en dame på cykel ligge død på gaden efter at være blevet kørt over – og det billede har jeg ikke helt kunnet få ud af hovedet. Så ingen motorcykler i denne omgang.

Efter turplanlægningen gik vi ned på Mucas egen restaurant. De har lavet en fin træterrasse ude over floden, så man går 15 meter derud til af en fin lille træbro. Terrassen er oplyst af silkelamper og meget charmerende. Vi fik også en fin middag – nu fik vi også prøvet ”white rose” til forret (en slags rispandekage-dumblings viklet om en reje og lidt andet fyld), så vi har været hele vejen igennem Hoi An specialiteterne. Da vi var færdige med at spise, kom der et andet dansk par og satte sig ved siden af os. Vi har vist fundet os en rigtig danskerlejr (der bor også en større dansk familie her) – lidt sjovt efter at vi næsten ingen danskere har mødt på turen.
Efter aftensmaden gik vi tilbage på værelset og slappede af indtil det blev sengetid.

I dag skulle vi tidligt op (6:30) for at være klar nede på Hai Café til opstart på vores cooking class kl. 8. Og inden da skulle vi lige have pakket lidt svømmetøj samt spist morgenmad – og til sidst finde vej derned. Det gik heldigvis fint, og vi sad klar dernede på slaget 8. Det havde vi nok ikke behøvet, for der gik lidt tid, før alle var samlet og klar.

Vi havde tilmeldt os hel-dags cooking class (8-15) hos Red Bridge – som Lasse havde udvalgt efter gennemlæsning af Lonely Planet’s anbefalinger. Det skulle vise sig at være et rigtig godt valg! Efter den lidt stille start og have fået hilst på holdets 4 andre deltagere, blev vi sendt op til minibussen, som skulle køre os ud til en nærliggende landsby. Landsbyen skulle være en samling økologiske landbrug, og vi havde nok lidt svært ved at finde ud af, hvad vi skulle forvente. Vi blev noget overraskede, da vi kom frem til en ret stor landsby med mark efter mark efter mark med det skønneste krydderurter og grøntsager. Alle marker blev kun gødet med tang fra fjorden – og alt arbejde i marken var manuelt. Men så fint og velholdt det hele var! Og som alting groede trods den (særligt i dag helt ulidelige) varme. Langs markerne var der endda også et par reje-dambrug samt et til krabber og et til ænder. Det var en spændende tur gennem markerne, hvor vores guide plukkede, viste, lod os dufte og fortalte om brugen af de forskellige urter. Meget spændende. Men også utrolig varmt – solen brændte ubarmhjertigt og alle var lettede, da vi kom frem til en overdækket lille terrasse, hvor vi fik serveret passionsfrugtjuice.

Efter besøget i marken tog vi tilbage til Hoi An og gik på markedet. Her handlede vores guider til dagens madlavning og introducerede os samtidig til alle de mange ting, de bliver solgt. Det var også en rigtig sjov oplevelse. Vi fik endda guiden til at købe lidt krydderier til os (da vi var gået, så vi ikke skulle betale turistpris;)).

Efter markedet kørte bussen os ud til Red Bridge, som er madlavningsskole og restaurant samt en stor villa, som kan lejes. Så snart vi havde fået lidt at drikke (og det fortsatte under hele dagen – fri sodavand, øl og vin…) gik vi straks i gang med dagens program. Vi skulle både lære at lave Pho (Vietnams nationalspise), rejer i bananblade, grillet fisk og en kyllingesalat. Det overraskede vist os alle, hvor komplicerede disse retter var. Selvom vi fik god hjælp af vores to kokke og tre effektive kvinder (som gjorde ting klar, vaskede op osv.), tog det alligevel adskillige timer at få tilberedt de 4 retter. Undervejs fik vi brugt et utal af chilier og hvidløg og taget så mange billeder, at det store kamera løb tør for plads

Det var rigtig, rigtig sjovt. Vi fik selv lov til at lave rigtig meget: hakke, koge, svitse, grille… Og der blev ikke snydt med noget – vi lavede endda vores egne risnudler! Undervejs holdt vi spisepauser, efterhånden som hver ret blev færdig, og før den sidste ret blev der endda tid til et dyp i poolen. Lækkert. Alt for hurtigt blev kl. dog 14.30 og vi skulle med en båd tilbage til Hoi An. Sikke en dag det havde været, og bådturen tilbage gennem floden blev en rigtig fin afslutning.

Tilbage i Hoi An var det stadig utrolig varmt, og vi havde en lang liste over ærinder. Vi skulle hente en uro i en butik, et par sko i en anden, prøve tøj hos to forskellige skræddere og få ændret vores hotel-navn hos dykker-firmaet (vi har booket et nyt hotel, som vi flytter ud til i morgen – Lasse har ønsket pool! ). Et skridt at gangen kom vi endelig hele vejen rundt og var godt trætte. Så vi gik tilbage til hotellet og fik os en dessert til deling (vi kunne umuligt spise aftensmad efter at have spist hele dagen). Og så gik den næste times tid med at spille pool i hotellets have. Strømmen var endnu engang gået, og eftersom vores hotel var et af de få steder med egen generator, gav det ikke mening af gå ud i byen.

Da Lasse havde vundet spillet, var strømmen heldigvis kommet tilbage, og vi kunne gå ud i byen – så jeg ikke behøvede at tabe endnu et spil. Målet var kort væk – vores spa-dame fra i går var igen blevet udset som destination. Lasse ville gerne have masseret lægge, og jeg ville teste en pedicure. Det blev en dejlig afslappet afslutning på aftenen, siddende i et par bløde stole med en fan lige foran os og med udsigt til gadens aktivitet blev vi forkælet af de søde piger. Dejligt.

Hjemme igen var det ikke svært bare at krybe i seng og finde ro efter endnu en dag med mange indtryk.

I dag sov vi længe…. Og nød at have god tid og intet vækkeur. Vi kom faktisk først ud til morgenmad 9.40 – lidt sent, når de lukker kl. 10. Og det betød desværre også at den ellers imponerende store buffet var en smule tom. Men vi fik friskpresset juice til (uhmmm!) og et fint bord ude på terrassen.

Efter morgenmaden gik vi direkte til Yaly. Vi havde besluttet os for, at selv Yaly formentlig er byens dyreste skrædder ville vi ikke tage chancer og i stedet bestille tøj her. I går aftes havde vi bemærket, hvordan syninger bestemt ikke var lige pæne hos alle skræddere, så dette virkede som det sikre valg. Første step blev Lasse. Han kiggede på stof til jakkesæt og efter en (MEGET!) lang proces, bestemte han sig endelig for 2 forskellige. Derefter blev der udvalg designs og taget mål, og vi fik også fundet to brugbare stoffer til skjorter. Vi ville også gerne have lavet en vinterfrakke til Lasse, men det var som om, de ikke rigtig havde nogle brugbare modeller.

Så blev det min tur. Jeg fandt stop frem til et par nederdele, som vi ret hurtigt blev enige om designet på. Næste projekt var dog noget vanskeligere. Jeg ville gerne have lavet en kjole (til Mathilde og Cedrics bryllup ), men kunne ikke finde nogle gode modeller i deres kataloger. Jeg begyndte så sammen med skrædderen at tale om, hvordan den kunne se ud i forhold til en model, de havde hængende. Men til slut følte jeg mig bare så usikker på det, at vi besluttede at tænke over det. Det var der heldigvis stor forståelse overfor.

Da vi gik fra Yaly, besluttede vi så at gå ind i et par af de andre forretninger – bare for at blive inspireret af de kjoler, de nu havde hængende. Et par forretninger længere nede fandt jeg en, som jeg fik lov at prøve. Den var fin (og meget billigere en Yaly’s kjoler), men Lasse synes ikke helt om den. Så kiggede vi lidt i deres kataloger – og blev overraskede over at finde så mange gode bud! Jeg fandt endda en, som var præcis det jeg havde forestillet mig. Da jeg hørte prisen, slog vi til med det samme. Lasse havde i mellemtiden fået fingre i et frakke-katalog og fandt også en helt perfekt vinterfrakke. Så han var også hurtigt og slog til. Det var jo slet ikke det, vi havde regnet med – men til de meget gode priser, var vi nødt til at tage chancen

Efter det store tøj-orgie, slentrede vi lidt rundt i byen, købte lidt småting, fik en let frokost, fik set den gamle kineske bro osv. Vi fik også besøgt gårsdagens restaurant og bestilt cooking class til i morgen. På vejen tilbage til hotellet fandt Lasse så det ene af de to Lonely Planet anbefalende dykker-firmaer. Her skulle han liiiige høre, om de måske kunne slå op og finde ud af, hvorfor han aldrig havde modtaget sit dykkerbevis. Det endte med at tage rigtig lang tid! Men til slut fandt han ud af, at han er registreret i systemet. Så det var jo godt Og så fik vi da i øvrigt også lige bestilt en tur til Charm Island og en dag med snorkling derude på torsdag… Så måtte Lasse jo overgive sig, og tilbage på hotellet fik jeg lov at finde to nætter mere på et Hoi An hotel. Dog et nyt hotel – han er lidt utilfreds med at vores ellers helt fantastiske hotel ikke har pool…

Efter et par timer i hængekøjerne i hotellets have, gik vi en tur ned til skrædderen, hvor Lasse prøvede sin vinterfrakke. Det er helt vildt, at de efter så kort tid næsten har en færdig frakke klar. Den var vildt flot. Dog blev vi enige om, at den nok lige skulle være lidt løsere over skuldrene. Desværre var min kjole endnu ikke klar til fitting.

Efter dette lille besøg var det tid til massage. Første massage i Vietnam – og det tegner til at blive rigtig godt. Ikke helt så billigt som Laos, men stadig meget, meget billigt (en times massage for ca. 75 kr). Det kommer vi nok til at gøre igen. Efter at være blevet æltet godt igennem (og Lasse var blevet smurt ekstra godt ind i pebermynte-olie til behandling af den irriterende air-condition-snue, som har drillet ham lidt de sidste dage), var vi blevet godt sultne og fandt over til White Lotus, hvor vi fik serveret en fin middag inkl. god samvittighed (restaurantens overskud går til hjælpeprojekter i Vietnam og Cambodia).

Så var dagens timer også ved at være brugt, og vi fandt over på den anden side af gaden, hvor hotellet lå og lokkede indbydende med de mange silkelamper… Sengetid!

Morgenen startede med Ninos morgenmad: nudler med lidt kød og grønt samt toast med hjemmelavet passionsfrugtmarmelade. Ikke dårligt! Og kort tid derefter blev vi hentet af vores chauffør, som skulle bringe os til Hoi An. Bilen var endt med at være den billigste løsning i valget mellem bil eller et par tohjulede, men gav alligevel mulighed for stop undervejs. Så vi fik taskerne i bilen og nød luksus’en.

Første stop på turen var ved en af kejsernes grave lidt uden for Hue. Dette var en af de senere grave, som var opført i blandet europæisk/vietnamesisk stil. Meget flot placeret på en skråning med en flot udsigt over området. Der var utrolig mange turister! Men det var også en meget flot grav, indvendigt fyldt med glasmosaikker og drager i lange baner.

Videre derfra tog vi til en anden grav. Denne var noget anderledes. Den var spredt over et meget større fladt areal og bestod nærmest af en hel park. Der var søer på begge sider, og selve graven kom vi først til efter at have passeret adskillige for-pagoder og templer, og den var placeret som et underjordisk palads midt i et bjerg, hvor vi dog kun kunne se bjerget udefra. Her var næsten ingen turister og meget fredfyldt. Inden vi gik derind jokede vores chauffør og sagde ”See you tomorrow” – vi forstod undervejs hvorfor. Det tog lang tid at opleve den store grav! En kold sodavand blev nydt på vejen ud – der var blå himmel og strålende sol, så vi fik hurtigt varmen.

Efter gravene kørte vi et godt stykke, før vi kom frem til et strand/resort område, hvor vi spiste frokost. Placeret ved et bord med udsigt ud over Stillehavet, blev det lidt ligegyldigt at maden var noget uinteressant – udsigten var rigeligt! Bagefter gik vi tur ned og dyppede fødder i det overraskende lune vand. Uh – vi glæder os til strandtid!

Eftermiddagens første stop var på toppen af et bjergpas, hvor vi på samme tid kunne se ned til den lange strand og, på den anden side af passet, til Danang, der som en kæmpe by spredte sig så langt øjet rakte. Danang kørte vi efterfølgende igennem, men vi var glade for, at vi ikke havde planlagt en overnatning her – der var noget uinspirerende og blot fyldt med store beach-resorts.

Næste stop var lidt af en overraskelse. Her blev vi sat af foran en af de velkendte ”turistfælder”. Denne gang et sted som primært solgte marmor-statuer. Det gav jo god mening, eftersom næste stop var ”Marble mountain”. Så selvom vi egentlig synes, at en del af aftalen om privatchauffør var, at vi slap for den slags ”tvungne stop”, lod vi være med at beklage os og gik pligtskyldigt en tur gennem stedet. Men da vi kørte videre, gik det op for os, at vi nok havde fået miskommunikeret med chaufføren. Han troede nemlig, at dette stop havde været en erstatning for ”Marble mountain” – som ifølge ham tog alt for lang tid og var alt for dyrt. Vi var lidt for trætte til at modsige ham og insistere på at køre forbi bjerget med endnu en pagode på toppen. Så vi indvilligede i at køre direkte til Hoi An. Egentlig glædede vi os også rigtig meget til en eftermiddagslur ovenpå nogle hektiske dage.

Fremme ved Ha An hotel blev vi modtaget og sendt direkte i restauranten som serverede hjemmepressede juices til velkomstdrinks. Herefter blev vi indlogeret på vores værelse. Dette hotel har med sine knap 400 kr per nat været turens hidtil dyreste. Luksuriøst var det til gengæld også – og mest af alt har det utrolig meget charme. Da vi havde fået vores eftermiddagslur gik det også op for os, at hotellet i tillæg har en fantastisk placering lige i udkanten af Old Town.

Om aftenen gik vi en tur i Old Town og nød den meget romantiske stemning. Hoi An er en ret turisted by, men også meget afslappet med de lave (maks 2 etager) huse og flotte silkelanterner over det hele. Der er et væld af skræddere! Man forstår slet ikke, hvordan de alle sammen kan holde en forretning kørende. Og så er der et væld af skomagere og små butikker med silkelanterner, silketørklæder og alle mulige andre fine ting. Der er også et stort antal charmerende caféer og et utal af spa/massage steder. En fantastisk by at have lidt god tid i
Efter at have dannet os et indtryk af byen gik vi ind i den hyggeligste gårdhave, hvor vi fik serveret en lækker middag. ”Desværre” havde tjeneren misforstået min forretbestilling – men den forret vi så fik serveret (Beef salad) var ekstremt god! Og vores hovedretter (et par clay-pot retter) var også overraskende velsmagende. Da vi så fandt ud af, at det var dette sted, vi faktisk i Lonely Planet havde udset os at vi ville på cooking class, var vi ret begejstrede.

Aftenen fik dog en lidt brat afslutning da hele byen blev ramt at et strømudfald. Vi betalte og gik en tur gennem byen – og kort efter kom strømmen tilbage. På vores tur mødte vi sjovt nok det skotske par fra Halong Bai. De havde allerede haft en del tid i Hoi An og gav lidt gode fif til massagesteder og spisesteder.
Nu var vi dog også klar til at skulle hjem og i seng

PS. Dette blev den første aften, hvor det var Lasse, der huskede, at vi skulle have malaria-piller… 😉

Vi stod meget tidligt op denne morgen – vækkeuret ringede allerede kl. 05.39. Vi forsøgte at være stille, så vi ikke forstyrrede vores roommates, mens vi pakkede de sidste ting i tasken. Her efter var det så ned til morgenmad. Camilla var kommet lidt før Lasse, hun bestilte morgenmad, og vi syntes, at vi var lige lovligt sent på den. Det gik dog alt sammen helt uden problemer, og det var ikke os, der blev ventet på, da bussen kl. 06.30 var klar til afgang.

Der skulle flere med i bussen end os, så standsede på et par andre overnatningssteder i byen, før kursen blev sat mod Vihn Moc-tunlerne i DMZ-området (neutralt område mellem Nord- og Sydvietnam før og under Vietnamkrigen). Turen var med ”spændende” kørsel med mange hazarderede overhalinger, hvis man spørger Camilla og jeg. Vi kom dog vel frem, men jeg havde læst en del undervejs, da jeg havde det lidt bedre med at kigge i en bog end at kigge på vejen og trafikken foran os.

Vi kom frem til Vihn Moc-museet. Vores guide var ikke så veltalende, men hvis man lyttede intenst efter, kunne man forstå det meste. Mere forstyrrende var dog en meget stor gruppe vietnamesere lige bag os, som havde en guide med mikrofon og højttaler. Hun formåede på ingen måde at holde en respektabel afstand, og det var lidt forstyrrende for nogle af vores stop og forklaringer. Men det var utroligt spændende at se og få forklaret lidt om tunlerne under jorden samt gangene, de (de lokale vietnamesere) gik i til og fra arbejde/skole/andet under krigen. Der var også et lille museum med lidt billeder af hverdagen under krigen. Og så var der selvfølgelig et besøg i tunlerne langt under jorden, hvor vi så, hvordan de havde levet med fødestue, familierum, brønd mm. Tænk sig at have gravet tunler i ca. 10, 20 og 30 meters dybde og boet i dem i længere tid af gangen – det er helt uvirkeligt.

En af vores spøjse og lidt dårlige oplevelser med de vietnamesiske folk kom, da vi kom ud af en af tunlerne. Her ville vi lige tage et billede foran tunnel ind-/udgangen, men gruppen var lige bag os, og de syntes i alt fald ikke, at de lige kunne holde sig tilbage i 30 sekunder, mens vi fik taget billedet. Vi var kommet ud nede ved kysten, og vi skulle ind i tunlerne igen for at komme tilbage. Her havde nogle fra den store gruppe taget opstilling for at tage et billede ved indgangen, men sikke da nogle sure miner og kommentarer vi fik med på vejen, da vi gik hen til indgangen i et forsøg på at indhente vores egen gruppe.

Vi kom vel ud af museet og kørte videre, og pludselig stoppede vi så et sted, hvor vi åbenbart skulle se noget mere. Ingen i bussen var helt klar over, hvad det var, men det var da et spændende museum med en masse billeder fra under krigen, hvor man bl.a. kunne se nogle fotos over landområderne, der var blevet ramt af mange bomber. Det var helt tydeligt, at der var dybe bombekratere næsten over det hele. Uhyggligt. Vores gæt er, at det var præcis det sted, hvor skillelinje mellem syd og nord havde været.

Vi kørte nu helt til Hué og blev sat af et sted i byen. Vi troede, at det var et andet sted, men efter at have været lidt forvirret fik vi styr på kortet, og det viste sig, at vi var lige ved det hotel, som Camilla havde bestilt værelse til os på.

Vi fik tjekket ind, og det var virkelig søde og hjælpsomme folk, der havde det, og de talte et rigtig godt engelsk. Ud over anbefalinger til restauranter for eftermiddagen fik vi også bestilt vores transport til Hoi An for den følgende dag. Det var rigtig rart lige at få styr på.

Efter lige at have set værelset og sat vores ting (ikke mindst sat vand i køleskabet), gik vi ud i byen. Den anbefalede restaurant til frokost lå lige rundt om hjørnet. Her fik vi os et lækkert måltid, som blev indtaget i selskab med (ved et tilfælde…) et par fra formiddagens minibustur samt en dansk familie. Der var ikke andre i restauranten – det var bare lidt spøjst.

Vi fandt en taxa umiddelbart efter frokosten, som kunne køre os til citadellet, som vi skulle se. Vi kunne godt være gået derhen, men da de lukkede allerede kl.17, ville vi gerne spare gå-tiden. Vi gik straks hen til den første og bedste indgang for at købe indgangsbilletter, men vi blev afvist – og sendt over til turistindgangen (meget dyrere…). Vi må vist arbejde på vores solbrændthed lidt endnu, før vi helt blender ind med de lokale.
Citadellet er meget stort og meget imponerende. Vi brugte de næste to timer på at gå rundt og se bygninger og templer og teatre og alt mulig andet – bl.a. en fin film sponsoreret af Korea og vist på Samung-kæmpeTV (med reklame for Samsung). Der er dele, der har været meget forfaldent i et stykke tid, men det virker til, at de nu er i gang med at restaurere en hel del, og at der allerede er en del, der er blevet shinet rigtig flot op.

Og ikke mindst faldt vi så i en rigtig turistfældebutik, hvor vi købte en Happy-Buddha-figur, som vi havde haft kigget efter længe, men for første gang så her. Men det er vel også en form for lokal-støtte at gøre sådanne køb.
Ude fra citadellet begav vi os mod en pagode/tempel et andet sted i byen, som vi også lige skulle nå at se på denne eftermiddag. Det var varmt at gå, og vi standsede i en bog-café/-butik og fik en croissant og sodavand, mens vi også bare kølede af i airconditioningen. Det var meget tiltrængt og nok årsagen til, at vi lidt senere havde succes med at få besøgt pagoden. Vi nåede dog også lige i det først rigtige supermarked, vi havde set i Vietnam og fandt noget chokolade. Endvidere blev vi kloge på, at de hverken har aftershave eller tampax i Vietnam (men de vidste, hvad Tampax var? Meget mystisk…).

Vi fandt frem til pagoden, da mørket havde sænket sig over gaderne. Der var en smule lys, men ikke over det hele. Heldigvis havde vi en pandelampe i tasken, og så kunne vi selv lyse lidt på de fine figurer og statuer, der stod på hver side af selve pagoden, som var lukket. Der rendte også et par små børn rundt, men de generede os ikke – vi var blot lidt usikre på, hvad de dog mon lavede…

Vi var lige ved at gå igen, da der var øget aktivitet. Klokken var et par minutter i 19, og vi ventede derfor lidt for at se, om der skulle ske noget. Dørene til templet blev snart åbnet, og så lød gonggongen, og der var gang i et bede-ritual. Vi stod på nogen afstand og kiggede spændt på det hele og alle deres gonggonger og rullefald og mumlen og sang og undrede os over de forskellige farver på deres munkekutter. Det var en sjov og tilfældig oplevelse 
Vi begav os nu (meget trætte…) mod den restaurant, der var blevet anbefalet på hotellet. Vi spejdede efter en taxa, men desværre uden held. Vi endte derfor med at gå hele vejen, og det gik jo heldigvis også.

Restauranten var et meget lokalt sted, hvor toilettet bl.a. blev fundet ved at gå gennem et privat lokale og vist nok også var deres private badeværelse. Vi ventede meget længe på maden, der var hår i en af forårsrullerne, en af retterne nåede aldrig at komme – kort sagt en ikke god oplevelse! Den kvindelig indehaver (virkede det som om…) var super ked af det. Men der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det, og vi gik og var da også blevet mætte nok af noget ikke særlig lækkert eller interessant mad. Vi var lidt nedslåede, da vi gik tilbage; vi var begge meget trætte og godt brugte efter en meget lang dag, og så havde vi sat næsen op efter en lækker middag på et sted, som var blevet anbefalet fra det velrenommerede hotel, vi boede på. Well, det er den første dårlige mad-oplevelse, vi har haft på hele vores tur, og vi fik snakket lidt om alle dagens gode, spændende oplevelser, så vi endte med at være i fint humør, da vi ankom til hotellet og vores aircon-hotelværelse.

Vi var lidt på nettet, og jeg fik taget nogle noter til de sidste par dages dagbøger, så detaljerne kunne huskes – og så var det badetid, før vi gik i seng og sov som sten, nærmest før vi ramte hovedpuderne.