Endnu en dag, hvor vi skulle alt for tidligt op. Faktisk så tidligt, at vi endnu en gang måtte lave en sær-aftale med nattevagten på vores Guest House for at kunne få lidt morgenmad, inden vi ville blive hentet. Det lykkedes os at afslå de ellers obligatoriske æg i en eller anden form, man selv bestemmer (vi valgte typisk omelet og scrambled), for vi syntes ikke, at der var tid til det. Til gengæld spiste vi hele brødet op.

Kl. 07.30 blev vi afhentet af en flink tuktuk-mand, der kørte os til busstationen lidt uden for byen. Her var der allerede masser af liv og mange busser, der var i gang med at blive pakket og læsset både inden i og oven på. Vi gik til billetkassen, og heldigvis var der ingen problemer med at bytte vores kvittering fra turist-bureauet, hvor vi dagen før havde betalt for billetterne, til de rigtige busbilletter samt en anvisning til hvilken bus, der kørte til Sam Neua (kan også staves Xam Neua…).

Vi gik hen til bussen, der var en mindre bus med plads til omkring 25 personer alt inklusive, og vores store rygsække blev sendt op på oven på bussen, hvor de forsøgte at pakke al bagage ind i et par slidte presseninger – det er jo regntid. Her efter satte vi os ind på bagsædet af bussen (der var fire sæder på tværs), og vi var klar til at køre. Efter cirka 40 minutters venten i bussen kørte vi endelige afsted.

Vi var alene på bagsædet, og det var virkelig skønt med så meget plads til både at strække benene i forskellige retninger samt at kunne ligge ned. Dette blev især udnyttet af Camilla, der fik sig et par ekstra timers søvn under den første del af turen, der foregik på forholdsvis fine asfaltveje uden alt for mange bumps (alt er relativt).
Bussen standsede flere gange undervejs, og der kom både flere folk og mere bagage ind i bussen. Og også vores skønne ekstra-sæder på bagerste række blev på et tidspunkt optaget af nogle lokale Lao’er.
Det var endnu en gang et virkelig flot landskab at køre igennem. Stadig totalt jungle-tilgroet, grønne skove dækkende de mange mindre bjerge, som bussen sled sig op ad og bremsede sig ned ad.

I en by undervejs steg et hollandsk par på bussen. De var de eneste vesterlændinge ud over os, og det blev også til en masse snak i bussen blandt de lokale, hvor de flittigt benyttede ordet ”falang”, som, Camilla vidste, betyder ”udlænding”. Vores to lokale bagsædebesøgende flyttede sig, og vupti var der alligevel gode siddepladser til de to hollændere i bussen. Ved ikke helt, hvad det betyder? Betaler vi total overpris og får derfor særlige rettigheder ift. plads i bussen? Eller er der regler, der byder at tage særlige hensyn til turister? Eller???
Vejene skiftede efterhånden mellem asfalt og grusvej, og der var masser af rok og rul over turen. Ikke mindst hørte vi ganske høj flødebollepop (Camillas udtryk) det meste af vejen, og der var masser af hoppen i sæderne pga. huller mm. i vejen.

Timerne gik, og de gik stille og roligt med at kigge på træer, huse, folk, dyr og andet, vi passerede. Og vi læste også en del. Og ikke mindst blev der igen leget ”bussen er ladet med…”. Det er en hyggelig og sjov leg – lige bortset fra Camillas mange gode ”ting”, hvor hun svarer både ja og nej og måske til det samme spørgsmål…jeg var flere gange lang tid om at gætte hendes ting. Måske er jeg en dårlig taber? Eller bare ikke så god til at stille præcise spørgsmål? Eller bare let at lave sjov med? Hyggeligt var det under alle omstændigheder:)

Dagen gik, bussen kørte, og som mørket begyndte at falde på, blev der færre og færre mennesker i bussen. Og vi fik vores fulde firesæders-bagsæde tilbage, og det var virkelig skønt igen at kunne strække ben og ligge ned. Jeg læste, og Camilla sov, og vi snakkede om, hvornår vi mon ville være fremme.

Endelig var der lige pludselig en masse lys neden for bjerget (vi var virkelig kørt op og ned af mange af de små bjerge, og bussen har ikke den kraftigste motor, så den kører måske kun 30 km/t op ad…men godt det samme, for vejene er så smalle, at det er fint ikke at have særlig meget fart på, når biler, lastbiler og scootere kommer den modsatte vej): Vi var fremme i Sam Neua.

Det var heldigvis en tuktuk på stationen, og Camilla forhandlede ham til den pris, Lonely Planet havde angivet som den rigtige, og vi blev kørt ned til præcis det Guest House (Kheaxam Guest House), som Camilla havde udset os.
Der var ikke rigtig nogen i receptionen, men efter at have gået frem og tilbage og op og ned, kom der endelig en dame ud fra et rum et sted bagved receptionen. Hun så en smule søvnig ud, men vi fik lov at skrive os ind og fik en nøgle til et værelse (Camilla havde lige inspiceret det først).

Omkring kl. 22.15 var vi på værelset. Godt udmattede og lidt sultne (havde ingen aftensmad fået). Dog var trætheden det største, så vi børstede tænder og gik i seng på en meget hård madras.

I dag stod vi tidligt op, for vi blev hentet kl. 8 med afgang til vores elefant-dag. Vi havde bestilt en dags Mahout-træning på All Lao Elefant Camp. Vi blev hentet i styrtende regn – og heldigvis havde vi ikke set, at vejrudsigten havde ”prolonged heavy rain alert”, for så havde vi da været alt for bekymrede. Nu måtte vi bare tage det, som det kom. Ude i minibussen fik vi at vide, at vi skulle samle to andre piger op, men at de kun skulle på en ½-dags ridetur. Efter endeligt at have fundet deres hotel (og kigget med store øjne på de to unge franske piger, som ankom i fuld makeup, med parfume, smukker og hele molevitten), gik turen ud til elefant-campen. Campen er sted, hvor de har opkøbt ”arbejds-elefanter” (som typisk arbejder hårdt og tit får for lidt fodder) og i stedet giver dem et lidt lettere arbejdsliv med turist-ridning og godt med fodder i den nærliggende jungle. Dagen startede med en lille ridetur i en træ-kurv/bænk på en af elefanterne. Efter rideturen, fik vi god tid til at fodre elefanten med banan-træ, mens vi ventede på John – en amerikansk fyr, som åbenbart også skulle være med i vores program (men som guiden vist havde glemt om morgenen – ups!). Der blev taget virkelig mange billeder, og det var helt mærkeligt at være så tæt på, ae den på snablen, klø den på toppen af hovedet (hvor de godt kan lide at blive kløet), og røre ved de enorme ører.

Da John kom tilbage efter hans første-tur, fik vi en kop te/kaffe og en times introduktion til elefanter generelt (viste I fx at de spiser 250 kg om dagen? At de ikke har nogen mave, så føden ryger igennem systemet på 20-30 minutter? Eller at de tisser 15 liter om dagen?). Derudover fik vi terpet de grundlæggende mahout-terme (gå, stop, til højre, til venstre, bak osv.). Det var ret sjovt at se vores guide svinge med sin lille pind og få os til på skift at gentage.

Efter denne time tog vi en tur igennem junglen, med os på nakken af elefanten (hvor mahout’erne ellers sad) – og så med en mahout siddende på ryggen af elefanten. Det var sjovt! Utrolig svært at holde balancen, men samtidig helt specielt at være så tæt på dyret. Desværre red jeg forrest, så det var lidt svært at bidrage med instrukser til elefanten, da jeg ikke rigtig vidste, hvilken retning vi skulle. Men det var egentlig også rigelig udfordring bare at holde fast (enten ved at have begge hænder på elefantens hoved, eller simpelthen tage fat i toppen af ørerne) – ikke mindst når det gik heftigt op eller ned af bakke. Lasses elefant var tilsyneladende noget stædig og en rigtig ædedolk, så Lasse havde endnu større udfordringer med at holde sig fast, mens elefanten forsøgte at vælte et helt træ af gange, og mahout’en forsøgte med en glose, vi kendte ”Nej, nej, nej” – som ironisk nok hedder ”Ya, Ya, Ya”.
Tilbage igen var vi godt trætte og helt klar til en frokostpause. Efter frokosten gik det dog løs igen. Vi skiftede til badetøj (inde under det udleverede mahout-tøj), op på elefanterne igen, og så blev kursen sat mod floden – det var badetid. Det skulle vise sig at være en vild oplevelse. Jeg havde nok forestillet mig, at vi tog badetøj på, fordi vi evt. kunne blive lidt tilsprøjtede. Det var en klar underdrivelse. Men mahout fik simpelthen vores elefant til igen og igen og igen at suge vand og i snablen og så sprøjte det ud over mig. Lasses elefant gik simpelthen på knæ og rullede rundt med hovedet, så han af flere omgange kom helt under vand. Lasse endte endda med at ryge af en tur… Men kom heldigvis hurtigt på igen Så vi dryppede på hele turen tilbage fra floden! Samtidig med at vi storgrinede…

Efter denne tur, fik vi en lille ekstra-tur ind i junglen, hvor vi afleverede elefanterne, så de igen kunne komme i gang med at spise. Tilbage fik vi skiftet tøj og gået gennem mudderet ud til bussen – det havde regnet næsten uafbrudt hele dagen, vejen ind til campen var allerede fra morgenstunden en stor mudderpøl og bussen havde endda sat sig fast undervejs, den var dog heldigvis kommet fri i løbet af dagen. Helt udkørte men meget glade!
Tilbage i Luang Prabang var et bad meget nødvendigt, før vi igen drog ud i byen. Eftersom dette var vores sidste aften, var der lige et par ting, vi skulle købe på aftenmarkedet. Markedet er helt vildt og meget charmerende – med salg af håndmalede billeder, rispapirslamper, tørklæder og meget andet. Jeg fik bl.a. købt et par lange, tynde bukser af en type som både de lokale og nærmest alle turister går i. De skulle vise sig super gode til vores lange bustur dagen efter.

Efter shopping gik turen ned til L’Elefant, hvor jeg havde lokket Lasse til at invitere mig ud (under forudsætning af at jeg, som turens kassemester, betalte… 😉 ). Ifølge Lonely Planet er restauranten byens bedste. Og det kan vi vist godt sige god for! Det er en fransk restaurant med både lokalt og europæisk køkken. Vi valgte et par lokale bøffer med fransk urtesmør. Dertil et par glas rødvin (turens første). Det smagte himmelsk! Og var tilmed helt utroligt romantisk. Vi sluttede aftenen af med en chokolademousse og en creme brüle med kokos og banen (sidstnævnte en helt fantastisk blanding af det franske og det lokale). Vi gik hjemad trætte, men meget lykkelige efter en fantastisk afslutning på vores dage i Luang Prabang.

Fremme i Luang Prabang fik vi forhandlet en tuk-tuk ind til byen. Her var meget øde kl. 7 om morgnen, men vi fandt en åben café med en lækker morgenmadsmenu. Så selvom det var lidt dyrt, bestilte Lasse og jeg pølser, bacon og pandekager – lidt forkælelse fra nødvendig efter den tur. De amerikanske piger var også med, og vi lagde en plan for dagen. Først fik Lasse og jeg tjekket ind på vores ”gamle” guesthouse (vi fik endda værelset med det samme uden ekstra betaling) og derefter ændret vores elefanttur-bookning til næste dag (den var bestilt et par dage senere, mens vi troede, vi ville tage båden tilbage). Og så mødtes vi igen med pigerne, som havde bestilt busbilletter samme aften til Viettienne – og natbus næste nat videre sydpå igen. De er godt nok hardcore!

Sammen havde vi besluttet os for dagens aktivitet: en tur ud og se de nærliggende vandfald (Kuang Si), som Mathilde har talt så meget om. En tuk-tuk-mand ville køre os derud og tilbage for 200.000 kip – vi slog til! (det var ca. halv pris af hvad Lonely Planet mente, at det kostede). Turen derud tog en times tid, og vi fik set lidt af lokalområdet. Heriblandt en større flok vandbøfler. Vi havde også set en del vandbøfler på bådturen til Hoay Xai – men denne gang var de meget tæt på! Fremme ved vandfaldene betalte vi entre og gik ind. Første del var et reservat for ”sun bears”. Små nuttede bjørne, som lever naturligt i Laos, men som bliver fanget for at blive brugt i kinesisk naturmedicin. Så synd! Vi brugte lidt tid på at kigge på dem og besluttede derefter at komme tilbage, når de skulle fodres.

Derfra gik turen op til det første bassin, hvor vi straks kom i badetøjet. Faldene består først af 3 bassiner, hvor man kan bade, og derefter en stort bassin hvor vandet falder ned fra højt, højt oppe (vores bud er 100 meter eller mere). Vandet var turkis-blåt, dejligt køligt og meget indbydende. Så vi badede løs og nød det virkelig efter de mange dage i jungle-varme. Pludselig var klokken dog mange, og vi skyndte os tilbage til bjørnene for at se dem blive fodret. De havde allerede fået mad, men det var sjovt at se dem, gå rundt og lede efter den. Ligesom i Københavns Zoo blev maden nemlig gemt – inde i træstammer eller lignende. Men så gik turen også ud igen, hvor vi lige skulle nå en is, inden tuk-tuk’en kørte os tilbage.

Vi fik sagt farvel til pigerne, og derfra gik vi ned til det museum, vi havde misset forleden dag. Vi blev noget klogere på de forskellige stammer i Laos, deres tøj, historie og traditioner. Og så slap vi lige i tørvejr for en gang regn… Bagefter fortsatte vi ned til Red Cross massage-stedet, som også var lukket, sidst vi var her. Det var det ikke længere, og vi fik en times skøøøn massage – denne gang mere traditionelt med olie. Vi var stadig godt trætte efter nattens tur, og jeg var lige ved at falde i søvn et par gange undervejs. Dejlig måde at bruge eftermiddagen på! Derfra gik vi hjemad, og fandt på vejen lidt tidlig aftensmad. Hjemme igen faldt vi hurtigt i søvn – godt tilfredse med at have nået så meget på en dag, hvor vi trods alt havde været noget trætte.

Næste morgen vågnede vi op til regnvejr. Det lød ikke særligt tillokkende inde fra myggenettet, så vi faldt i søvn igen- og vågnede først til lyden af gibbons, der kaldte på hinanden. Sikke hurtigt vi kom op. Desværre var de lige så langt væk som til at starte med i går, og efter bare 10-15 minutter forsvandt de ind i junglen. Da vi nu var oppe, satte Lasse og jeg os med kikkerten og studerede fugle. Jeg havde dyre-bogen i hånden og på den måde forsvandt der hurtigt en times tid med fuglekigning – en sport vi nok begge før havde forsvoret ville være interessant;)

Lige pludselig var der morgenmad – denne morgen nogle lidt sølle baguettes men med en lækker omelet til. Efter morgenmaden skulle vi allerede pakke sammen og af sted. Ups, det var hurtigt! Men vi fik pakket taskerne, sagt farvel til vores tree house og fandt så op til zipline-træet, hvorfra vi fik tildelt 45 minutter af guiden til at køre lidt frem og tilbage – og nyde de sidste ture. Derfra gik turen tilbage mod landsbyen. Der var længere, end vi havde husket, og det gik godt nok meget ned ad bakke – ikke underligt at vi var så gennemsvedte, da vi ankom for et par dage siden.

Ude i landsbyen ventede vi lidt på bilen. Der var endda en dame, som solgte cola og øl. Desværre var de ikke kolde, så det var ikke nogen stor fornøjelse. Da bilen kom, satte vi for alvor kursen væk fra junglen. Efter 45 minutters terrænkørsel, kom vi så frem til bil-skiftestedet. Her blev der serveret frokost og uddelt evalueringssedler (!). Og så blev det tid til at køre tilbage til kontoret. Her ventede os en glædelig overraskelse: der lå håndklæder parat og var et lille (om end lidt usselt) bad til vores disposition. Alle fik sig et tiltrængt bad. Derefter gik vi ned for at købe billetter til natbussen tilbage til Luang Prabang. Vi skulle alle 6 fra vores gruppe med den. Desværre gik det lidt galt med billetkøbet, så vi endte med de amerikanske piger på den lokale bus i stedet for VIP bussen. Det fandt vi dog først ud af, da vi steg på bussen. Jeg forsøgte at tage diskussionen med manden, som kørte os derud – men han grinede bare af mig. Jeg var noget irriteret over, at vi faktisk havde betalt for billetter til en bedre bud – og så især at føle sig snydt. Heldigvis, kan man sige, er det faktisk den eneste gang, vi har følt os snydt i Laos, hvor folk generelt har været utrolig ærlige og imødekommende.
Det blev en meget bumpet tur den nat. Ikke meget søvn, og læsning var ikke engang en mulighed. Det meste af vejen var ikke engang asfalteret og meget hullet efter monsun-regn. Vi var meget trætte, da vi efter 12 timer ankom til Luang Prabang…

Efter en god nats søvn med kun en enkelt opvågning under morgenens regnvejr vågnede vi kl. 5:30 af at Will (nordireren) stod lige ved siden af vores myggenet og hviskede begejstret. Vi kravlede straks ud og fandt ud af hvorfor – der lød nogle mærkelige lyde, kaldelyde, som vi endnu ikke havde hørt blandt junglens ellers rige lydbillede. Og pludselig så vi dem derude i det fjerne. Små, sorte skikkelser der svingede finurligt fra gren til gren. De var langt væk! Men vi var ikke i tvivl om, at det var en gibbon-familie på morgentur: Black-crested Gibbon, skovens mytiske abe. Og så brugte vi ellers den næste 1½ time på alle 6, med kikkerten gående på tur, at spejde ud efter de små skikkelser, som langsomt nærmede sig. Efterhånden gik det op for os, at der var tale om en far og en mor (hun-aberne er brune) og en eller to unger. De så fantastiske ud. Deres arme er 2 gange deres kropslængde, og de er total frygtløse i forhold til at kaste sig efter den næste gren. Det ser vildt ud og er meget mere fascinerende, end vi havde forventet. Langsomt kom de nærmere, men deres kaldelyde blev også mere og mere sjældne. Efter 1½ times intensiv overvågning, forsvandt familien pludselig ind i junglen, i modsat retning af vores tree house. Lidt ærgerlige over at de ikke var kommet helt tæt på, men alligevel var vi alle sammen helt oppe og køre over, at vi rent fantastisk havde set dem. På den foregående hold havde ingen tree houses tilsyneladende set gibbons. Så det var en ret fantastisk måde at starte dagen på.

Kl. 7 ankom vores guide til vores tree house. Han gik straks i gang med at lave te og kaffe – og kort derefter ankom morgenmaden. Luksus! Vi blev hurtigt samlet om vores lille bord og nød vores morgen-ris (fried rice with vegtables). Herefter præsenterede guiden dagens program. Vi skulle på tur ud og se de andre tree houses. Det indebar bl.a. afprøvning af områdets længste zipline. Holdet var meget klar! Så vi fik ryddet op, taget seler på og blev klar til afgang. Den første del af turen gik vi op til vores lille zipline-træ. Her var de fleste allerede godt gennemblødte af sved. Og efter at have taget den zipline, der fører længere ind i junglen, ventede der os endnu en lang gåtur. Den sidste del gik vi ned og ned og ned. I gruppen begyndte der at være en vis bekymring for, hvordan vi mon skulle komme op igen. Især da guiden sagde ”Yes, yes, going up again”. Men det er aldrig helt til at vide, om de egentlig har forstået spørgsmålet (som de fleste asiater, kunne de aldrig drømme om at bede om at få spørgsmålet gentaget). Vi krydsede fingre og fortsatte. For bunden så vi så et tree house med en fin lille zipline derud. Da vi kom derud, var der en gruppe, på deres 3. dag, som var ved at forlade det. Så vi fik hytten overladt til 10 min. pause og nydning af udsigten. Hytten var noget mindre end vores, men fin. Efter pausen begyndte vi at gå op. Dog kun ca. 1/3 del af vejen, så drejede vi fra, da vi jo skulle videre til næste tree house. En længere gåtur senere, kom vi pludselig til en zipline, hvor vi skulle opleve en vild tur! Uden helt at være forberedt på det, fik man under turen ekstremt meget fart på. Og så pludselig, da man kom ud af junglen, dukkede et tree house op, og man fik travlt med at bremse. Jeg var nær braget ind i træet for enden, men når det kom til stykket, kunne jeg faktisk bremse en hel del med mit mountainbike-dæk, som ellers var i en lidt sølle forfatning.

I dette tree house var vores engelske venner ved at pakke sammen til deres dagstur. Noget overraskende – næste 2 timer senere, end vi var taget af sted… Vi var endnu engang glade for vores super gode gruppe! Hytten havde endnu en fantastisk udsigt, som vi nød nogle minutter, inden turen gik videre. En ret vild zipline tilbage, en gåtur og så kort efter hinanden først en fin lille zipline og derefter (efter adskillige gange at være blevet spurgt) indrømmede guiderne, at nu var vi nået til den længste zipline. 440 meter er ret lang tid at svæve højt over junglen. Udsigten var selvfølgelig fantastisk – og som Savannah (en af amerikanerne) sagde det, så føles det nærmest som at flyve. Efter en lille gåtur kom vi til ziplinen til det sidste tree house. Herude mødtes vi af den hidtil bedste udsigt. Så langt øjet rakte strakte Laos-junglens bløde bjerge med tæt skov og de karakteristiske enkelte ekstra-høje træer, som pludselig stikker 10 meter op over den øvrige skov. Det var også den mindste hytte i området, men vi nød udsigten indtil vores guides pludselig blev meget optagede af en gren lige ved siden af hytten. Der gik lidt tid, før det gik op for os, at årsagen til deres begejstring var en lille slange. Et lille grønt hoved tittede frem bag grenen. Vildt at han havde set den med det blotte øje! Vi andre måtte en af gangen have fat i kikkerten, for at få øje på den. Da vi kom hjem, fandt vi den i vores dyrebog, som meget bekvemt lå i vores tree house. Den skulle øjensynligt være op til 2,5 meter lang og spise fugle! Den var ikke giftigt, men kunne godt bide til. Desværre husker vi ikke længere navnet…

Fra det sidste tree house tog vi den lange zipline tilbage. For enden af den, spurgte de andre, om de ikke måtte blive lidt, og bare køre frem og tilbage. Det fik de lov til, hvis de selv kunne finde hjem. Men med udsigt til 40 min. hjemtur og en meget frokost-rumlende mave, besluttede Lasse og jeg at sætte kursen hjemad sammen med vores guides. Det var vist et klogt valg, for ikke længe efter gik jeg helt sukkerkold – og skulle bare hjem! Morgenens myggespray var også ved at aftage dens virkning, og selvom det lykkedes Lasse at få 2 stik på hele turen, var jeg allerede dækket godt til – senere talte jeg 50 bare på mine ben. Godt vi havde taget malariapiller (vi havde uheldigvis glemt at tage dem med ud på Gibbon, men til vores held, havde Savannah samme mærke med, og lånte ud til os).

Hjemme igen tog vi et kort mad og så ankom frokosten heldigvis. Vi kastede os over den, og ikke længe efter kom resten af gruppen også hjem til frokost. Om eftermiddagen havde vi fri tid og startede med at bruge den på en lille power-nap efter morgenens strabadser. Men derefter kunne vi jo ikke dy os og gik op til zipline-træet for at køre lidt frem og tilbage, denne gang i begge retninger (i retning ud af og ind i junglen). 14 ture blev det til i alt (inkl. de korte til og fra vores tree house). Men så var vi også trætte og aftensmaden for længst ankommet. Den bød på lækker kylling og ris (igen, igen), men denne gang også på lækre pastapenne i lidt sovs og pomme fritter! (som dog var noget bløde…). Efter aftensmaden blev der hyggesnakket og smagt salte fisk – og så kravlede vi ind under nettene til en velfortjent søvn.

PS. Vi fik slet ikke fortalt om alle de andre dyr, vi så i dag. Fx så vi ind til flere gigantiske edderkopper, gigantiske selvlysende biller, smukke, smukke sommerfugle (hvid og sort mønstrede, gule, lyseblå, sorte med mørkeblå kant osv.), et sort egern som legede i træet…

Tidligt op og de sidste pakkerier, lidt morgenmad og så ind til Gibbon-folkene for at få dagens intro. Vi startede med en film om selve organisationen og programmet – og derefter en med sikkerhedsinstrukserne. Vi var mange, 18, men kun de 10 af os skulle på 3-dages turen.

Da introduktionen var slut blev der uddelt lidt ekstra vand og øl, tid til et sidste toiletbesøg og derefter ud i Toyota Highlux’erne (siger Lasse), som holdt klar. Her forstod vi endelig hvem, der var de 10, vi skulle af sted med. Det var 4 englændere, 2 amerikanere, et nordirsk/australsk par og så os. Af sted gik turen gennem Hoay Xai’s gader og med et utal af stop undervejs. Men langt om længe (efter knap 1½ times kørsel) nåede vi tilsyneladende frem. Det var dog kun til en kort pause og skift til Landcruiseren, som holdt klar. Og herfra gik det over stok og sten ind mod junglen. 45 minutters muddervej inkl. krydsning af mindre flod – Lasse var allerede henrykt. Da bilen stoppede var vi kommet til en lille landsby, hvor resten af holdet (som havde været med en anden bil) allerede sad klar. Vores guider tog her imod os og spurgte, om vi var klar. Jaa øhh… Tror vi nok! Dårligt nok var vi kommet ud af landsbyen, før vi blev bedt om at tage sko og strømper af – vi skulle lige forcere et mindre vandløb. Og herfra gik turen gennem landsbyens majs og rismarker, med junglen som sigtepunkt. Ikke længe efter var vi godt inde i junglen. Det var endda begyndt at regne. Men vi kløede på og tog turen i rask trav op og op og op. Med 35 grader og den ekstreme luftfugtighed (og tilmed et regnslag til ekstra at holde på fugten) gik der ikke længe, før alle var gennemblødte af sved. Men så pludselig dukkede der et par bænke op og guiderne udbrød, at nu var det tid til frokost. Efter en sandwich, lidt vand og første (af mange) indsmøringer i myggeolie, gik turen videre ind i junglen. Efter 45 min. vandring dukkede der så pludselig en hytte op. Det skulle vise sig at være køkkenet til 2 af tree houses’ne. Her blev vi introduceret til kortet over området og blev bedt om at fordele os. Vi gik sammen med amerikanerne (2 søde piger) og det nordirsk/australske par (som vi allerede havde mødt på båden) og valgte det største tree house: nr. 1. Englænderne fik dermed tree house 7, som skulle være lidt mindre.

Herefter fik vi udleveret vores klatresele og blev instrueret i den. Vi fik fundet vores handsker frem og så var vi ellers klar. Vores gruppe fik tildelt 2 guider, som tog os med ind mod vores tree house. Vejen derind bestod først af en stejl tur opad i junglen og herefter den første zipline (svævebane). Ikke noget med testkørsler på en mindre bane – nej, vi blev bare sendt direkte ud i det. Og nej, Lasse havde ikke ret. Den længste zipline var 440 meter lang og de 150 meter var ganske rigtigt højden på den højeste zipline (eller dybden under den, om man vil). Den første var dog ikke helt så slem. Alligevel var det noget nervepirrende. Man spænder simpelthen sin køre-trisse på wireren (Lasse siger, det hedder en reb-rulle), vedhæfter sikkerhedslinen, tager et skridt ud over start-platformen og så går det helt af sig selv. Pludselig suser man med fuld fart ud over junglen. Det giver et heftigt sug i maven – Lonely Planet beskriver det som en ”heart-stopping super-hero experience”, det synes vi egentlig, rammer det ret godt. Og så er det, når man nu suser af sted derude, og vover at kaste et enkelt blik til siden, så har man den vildeste, vildeste udsigt over den 106.000 hektar gigantiske nationalpark. Første tur holdt jeg dog blikket stramt rettet mod afslutningen på wireren, hvor man lige skal være lidt skarp for at ramme rigtigt med farten. Får man for meget fart på, brager man jo ind i træet, for lidt må man hive sig selv ind de sidste meter. Og det styres udelukkende ved ens vægtfordeling samt en simpel lille bremse, bestående af 15 cm mountainbike dæk.

Efter første tur fortsatte vi op til den næste zipline, ca 15 min længe inde/oppe i junglen. Her var turen lidt vildere og endte endda i et træ med en lille platform, hvor 4 ziplines samledes. Vi tog en lille tur ned fra træet og gik derefter ned mod vores tree house ca. 10 min. gang nede i junglen. Her blev vi mødt af endnu en zipline, som tog os direkte over til vores fine tree house. Forventningerne til hytten var høje efter Lonely Planets lovende beskrivelse – og vi blev ikke skuffede. Her var simpelthen en 3 etagers hytte, bygget som platforme 60 m. oppe i et gigantisk træ. Der var landingsplads fra den indgående og den udgående zipline, entre med plads til sko, badeværelse med toilet, håndvask og regnvandsbruser, køkken og spiseplads til os alle samt 3 soveværelser. Alt sammen meget åbent og med de skønneste udsigter over junglen. Vi var temmelig overvældede. Senere fortalte vores guide os, at det havde taget 1 år at bygge vores tree house. Alt skal bæres ind i junglen pr. håndkraft og nogen skal jo være den første til at kravle 60 meter op i træet og fæstne den første zipline… Det er vildt!

Efter at have fået fornemmelsen af vores tree house, fordelt værelser (vi fik øverste etage!) og fået lidt snaks samt en kop te af vores guider, efterlod de os helt alene med eftermiddagen til fri disposition. En lidt speciel oplevelse. Efter at have taget mod til os, drog vi op til den nærmeste zipline. Her kunne man køre frem og tilbage, uden at skulle gå alt for meget – benene var noget trætte. Til slut måtte vi dog sætte kursen ned til vores tree house. Aftensmaden var allerede ankommet (leveret af endnu en guide via zipline fra det nærmeste køkken). Vi skulle dog liiige prøve det der bad først. Når man er fuldstændig gennemsvedt efter varmen, luftfugtigheden og strabadserne, så virker et koldt brusebad ekstremt tillokkende. Når det så endda foregår i 60 meters højde med en uforlignelig udsigt, er det helt fantastisk skønt! Sjælendt har jeg nydt et bad så meget.

Bagefter gik vi så i gang med maden. Ris, kylling og lidt grønt. Det smagte dejligt. Men ikke længe efter blev det mørkt og myggene begyndte at komme, så vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst af kravle ind i vores senge – i god sikkerhed under de super fine myggenet. Larmen fra insekterne i junglen var ekstrem, men alligevel var der noget helt fantastisk ved at ligge der og føle sig som en del af det hele. Vi faldt hurtigt hen, og jeg fik feriens hidtil bedste nats søvn!

MVI_4087

Efter en nats søvn i Pak Beng og lidt morgenmad drog vi ned til bådene og fandt båden videre til Hoay Xai. VI synes egentlig, vi var kommet afsted i meget god tid og fandt rimelig gode pladser, men da der i sidste øjeblik kom en flok unge englændere, måtte vi krybe lidt sammen og bare være glade for, at vi fik lov at sidde ved siden af hinanden. Kort efter lagde vi fra og begyndte dagens sejlads videre op ad Mekong. Landskabet ændrede sig ikke synderligt, men det var stadig spændende at være på udkig efter de små gemte landsbyer i junglekanten. Vi mødte også en del fiskere, på deres flade aflange både, med fiskenet de havde imponerende godt styr på. Vi læste en del, talte lidt mere med de andre passagerer end dagen før (og fandt også nogle, der ligesom os skal på Gibbon). Til frokost havde vi satset på at kunne købe nudler ombord. Det lykkedes også – men der var kun én variant, og den var rimelig chili-stærk. Vi havde også haft lidt brød med og et par bananer fra morgenmaden. Desværre havde bananerne vist tiltrukket en stor portion små røde myrer – så både bananer og brød måtte vi smide ud. Heldigvis kan en pose matador-mix sagtens rede sådan en lille nedtur

Kl. 15 begyndte de første passagerer at blive sat af ”tilfældige” (virkede det som om) steder op ad floden. Men igen blev den 18 før vi var fremme. Vi skyndte os med tuk-tuk op til centrum af byen, for at få tjekket ind hos Gibbon. Det gik heldigvis ret let, selvom jeg begynder at blive lidt nervøs… Vi skal sove i tree-houses 60 meter oppe i træerne. Og undervejs går der op til 150 meter lange zip-lines (svævebaner). Jeg forstod det, som om de 150 meter var højden – normalt er jeg ikke højdeskræk men… Lasse derimod glæder sig bare helt vildt!
Her til aften har vi været en tur rundt i Hoay Xai og proviantere til i morgen samt fået en fin aftensmad – endnu en gang med udsigt over Mekong, denne gang til Thailand ovre på den anden bred. Bagefter tog vi tilbage til vores (i dag meget ydmyge) hotel, for at få pakket de små rygsække til i morgen. Og så kan der vist også blive en god nats søvn, inden det går løs…

Dagen startede kl. 5:20 med et insisterende vækkeur. Vi havde besluttet, at siden vi nu alligevel skulle tidligt op og med båden, kunne vi lige så godt stå ekstra tidligt op og få set munkene i Luang Prabang gå deres runde i byen og hente mad. Så 5:30 stod vi klar på hovedgaden. Kort efter kom de først munke ud fra det nærmeste tempel og gik forbi den håndfuld ældre kvinder, som delte ris ud lige hvor vi stod. Senere kom der et par flokke fra de andre templer. Det var meget stille og fint – nok lidt mindre end vi havde forestillet os det.

Tilbage på hotellet fik vi pakket sammen, spist morgenmad og tjekket ud. Herfra fandt vi en tuk-tuk som ville køre os til båden. Båden vi ankom til, var ikke særlig fyldt og havde gen-brugte flysæder – noget mere behageligt end vi havde frygtet efter Lonely Planets beskrivelse. Vi fandt et par pladser nede bag ved. I morgen finder vi nok nogle lidt længere fremme, så man slipper for den værste motorlarm. Afsted kom vi og så sejlede vi ellers bare op ad Mekong floden time efter time. Ganske få variationer i landskabet, men langsomt blev der dog mere og mere jungle. Undervejs oplevede vi, hvordan der pludselig kom et par fiskenet til syne, så et par mere og pludselig gik der en flok drenge på stranden, og så fik vi muligvis øje på den godt skjulte landsby oppe i kanten af junglen. Andre gange opdagede vi slet ikke byen, før vi næsten var forbi. Og atter andre gange måtte vi opgive at finde ud af, hvor manden på stranden dog kom fra.

Undervejs blev de lokale sat af fra tid til anden, mens vi andre forsøgte at gætte os til, hvor lang tid turen ville tage. Det endte med at blive 10 timers sejlads. Så der var god tid undervejs til at nyde udsigten, spise de medbragte snaks, tale sammen, læse, høre musik, lege (”skibet-er-ladet-med…”) – og også tid til bare at kede sig… Med udsigt til en lignende tur i morgen føler vi os ret sikre på, at vi nok skal komme godt ned i gear.
Fremme i Pak Beng (hvor vi skal overnatte inden den fortsatte tur til Huay Xai) fandt vi et rimeligt hotel med AC. Vi blev lidt forvirrede over omregningen mellem dollar og kip – men nu tror vi nok, vi har fået styr på det. Aftensmaden fandt vi på en indisk restaurant med fine farvede lamper og dejlig udsigt over Mekong – i præcis 5 min. til solen gik ned og der blev kulsort Men maden var god og kom hurtigt – så vi ikke længe efter kunne sætte kursen tilbage til hotellet og en god nats søvn inden endnu en sejltur i morgen.

PS. Selvom sejladsen er spændende, tror vi nok, vi finder en bus retur… Det går alligevel liiidt laaangsomt…

PPS. Lasse vil gerne lige pointere, at han i den ene runde ”skibet er ladet med” formåede at gætte allerede i første spørgsmål, at skibet var ladet med gardiner… (selvom det jo slet ikke er sjovt at lege på den måde…)

Efter endnu en nat med 10 timers søvn lykkedes det endelig at slæbe Lasse ud af sengen Så kun en halv time før morgenmaden lukkede kom vi endelig ned og fik et par lækre omeletter, lidt brød, anstændig kaffe og overraskende god te. De er så søde på hotellet. Derefter satte vi kursen mod det flotteste af byens templer – Wat Xieng Thong. På vejen fik jeg endda lokket Lasse med ind og se en udstilling med lokale vævere – de flotteste silketørklæder, tæpper osv. Dagen bød på solskin – og som Lasse fortalte til morgenmaden ”High temperature alert”. Senere skulle vi også opleve, hvorfor der desuden var ”Prolonged heavy rain alert” og ”Thunderstorm alert”. Men fremme ved templet kom vi ind og fik set endnu et par smukke guldbelagte og rigt dekorerede bygninger fyldt med buddhaer i alle afskygninger.

Herfra gik turen ud til spidsen af halvøen, hvor Mekong og Nam Khan mødes. Her nød vi lidt skygge inden turen blev sat mod Le Banneton, hvor Lasse var blevet lovet Laos’ bedste croissanter (ifølge Lonely Planet). Laos’ bedste var måske ikke helt så gode som forventet – men en pause i skyggen, i en god stol, med en fan lige over hovedet var meget tiltrængt. Efter hvilet satte vi kurs mod ”All Lao Travel” for at booke billet til båden i morgen og undersøge mulighederne for en tur med elefanter. Kort efter vi var gået derfra begyndte det at regne. Og det blev lynhurtigt meget voldsomt. Alligevel fortsatte vi ned til museet, jeg havde udset os. Selvfølgelig viste det sig at have lukket. Så sad vi der med udsigt til ”prolonged heavy rain”. Det blev alligevel snart for kedeligt, så vi trodsede regnen og gik gennem hovedgaden (der nu snarere lignede en flod) til den første den bedste café, som bød på lidt at drikke.

Der gik en times tid, før vi endelig kunne komme videre (stadig i regn om end ikke helt så heftig). Vi gik derfra ned til Tamarind, som laver moderne Lao mad. Lækkert og meget specielt! Efter nu at have sat 2 Laobeer til llivs (selvom de kun er på 5% er den 634cL store flaske lidt meget…), var Lasse godt træt. Så vi tog en tur tilbage gennem natmarkedet, købte lidt dessert til hotelværelset, og så var det ellers hjem og i seng.

Selvom vi havde sovet næsten 10 timer, da vækkeuret ringede, kunne vi sagtens være blevet liggende lidt endnu. Men det var tid til at komme afsted, så vi kunne nå vores fly til Luang Prabang. Et par timer senere blev vi sendt tværs over landingsbanen til et lille bitte propellfy, der endda endte med kun at blive halvt fyldt. Et par timers flyvetur senere ankom til Luang Prabang. Knap nok var vi kommet ud af flyet, før vi fornemmede, at Laos ville blive en positiv oplevelse. Her var også varmt, men luftfugtigheden var noget mere tålelig – og så var der så afslappet og roligt. Lufthavnen var lillebitte og turen gennem visum, paskontrol og bagageudlevering gik nemt. Herefter fik vi hævet nogle Kip (som er ingenting værd!) og fandt en taxa til byen. Det lykkedes næsten chaufføren at finde vores hotel – nogle gange er den en fordel selv at være lidt vågen. Så vi fandt lidt tilbage igen og ned ad en gyde. Her tog de så venligt imod os på hotellet, og vi fik det fineste værelse med udsigt til byens bjergtop med tempel på toppen.
På tur i byen fik vi den lækreste frokost med udsigt til Mekong (lokal mad er et hit!). Vi fik forceret de 328 trin til bjergtoppen (Phu Si) og den smukke udsigt. Vi fik set et af tempelområderne. Og så fik vi en times lækker massage! De tog virkelig fat, så vi var helt trætte bagefter. Turen hjem gik igennem Night Market – med alskens ting og sager: smukke silketørklæder, flotte malerier, fine vævede kurve og lækre t-shirts. Men Lasse gør et bravt forsøg på at holde mig lidt igen… Vi skal jo også rejse 6 uger mere!