Vi stod meget tidligt op denne morgen – vækkeuret ringede allerede kl. 05.39. Vi forsøgte at være stille, så vi ikke forstyrrede vores roommates, mens vi pakkede de sidste ting i tasken. Her efter var det så ned til morgenmad. Camilla var kommet lidt før Lasse, hun bestilte morgenmad, og vi syntes, at vi var lige lovligt sent på den. Det gik dog alt sammen helt uden problemer, og det var ikke os, der blev ventet på, da bussen kl. 06.30 var klar til afgang.

Der skulle flere med i bussen end os, så standsede på et par andre overnatningssteder i byen, før kursen blev sat mod Vihn Moc-tunlerne i DMZ-området (neutralt område mellem Nord- og Sydvietnam før og under Vietnamkrigen). Turen var med ”spændende” kørsel med mange hazarderede overhalinger, hvis man spørger Camilla og jeg. Vi kom dog vel frem, men jeg havde læst en del undervejs, da jeg havde det lidt bedre med at kigge i en bog end at kigge på vejen og trafikken foran os.

Vi kom frem til Vihn Moc-museet. Vores guide var ikke så veltalende, men hvis man lyttede intenst efter, kunne man forstå det meste. Mere forstyrrende var dog en meget stor gruppe vietnamesere lige bag os, som havde en guide med mikrofon og højttaler. Hun formåede på ingen måde at holde en respektabel afstand, og det var lidt forstyrrende for nogle af vores stop og forklaringer. Men det var utroligt spændende at se og få forklaret lidt om tunlerne under jorden samt gangene, de (de lokale vietnamesere) gik i til og fra arbejde/skole/andet under krigen. Der var også et lille museum med lidt billeder af hverdagen under krigen. Og så var der selvfølgelig et besøg i tunlerne langt under jorden, hvor vi så, hvordan de havde levet med fødestue, familierum, brønd mm. Tænk sig at have gravet tunler i ca. 10, 20 og 30 meters dybde og boet i dem i længere tid af gangen – det er helt uvirkeligt.

En af vores spøjse og lidt dårlige oplevelser med de vietnamesiske folk kom, da vi kom ud af en af tunlerne. Her ville vi lige tage et billede foran tunnel ind-/udgangen, men gruppen var lige bag os, og de syntes i alt fald ikke, at de lige kunne holde sig tilbage i 30 sekunder, mens vi fik taget billedet. Vi var kommet ud nede ved kysten, og vi skulle ind i tunlerne igen for at komme tilbage. Her havde nogle fra den store gruppe taget opstilling for at tage et billede ved indgangen, men sikke da nogle sure miner og kommentarer vi fik med på vejen, da vi gik hen til indgangen i et forsøg på at indhente vores egen gruppe.

Vi kom vel ud af museet og kørte videre, og pludselig stoppede vi så et sted, hvor vi åbenbart skulle se noget mere. Ingen i bussen var helt klar over, hvad det var, men det var da et spændende museum med en masse billeder fra under krigen, hvor man bl.a. kunne se nogle fotos over landområderne, der var blevet ramt af mange bomber. Det var helt tydeligt, at der var dybe bombekratere næsten over det hele. Uhyggligt. Vores gæt er, at det var præcis det sted, hvor skillelinje mellem syd og nord havde været.

Vi kørte nu helt til Hué og blev sat af et sted i byen. Vi troede, at det var et andet sted, men efter at have været lidt forvirret fik vi styr på kortet, og det viste sig, at vi var lige ved det hotel, som Camilla havde bestilt værelse til os på.

Vi fik tjekket ind, og det var virkelig søde og hjælpsomme folk, der havde det, og de talte et rigtig godt engelsk. Ud over anbefalinger til restauranter for eftermiddagen fik vi også bestilt vores transport til Hoi An for den følgende dag. Det var rigtig rart lige at få styr på.

Efter lige at have set værelset og sat vores ting (ikke mindst sat vand i køleskabet), gik vi ud i byen. Den anbefalede restaurant til frokost lå lige rundt om hjørnet. Her fik vi os et lækkert måltid, som blev indtaget i selskab med (ved et tilfælde…) et par fra formiddagens minibustur samt en dansk familie. Der var ikke andre i restauranten – det var bare lidt spøjst.

Vi fandt en taxa umiddelbart efter frokosten, som kunne køre os til citadellet, som vi skulle se. Vi kunne godt være gået derhen, men da de lukkede allerede kl.17, ville vi gerne spare gå-tiden. Vi gik straks hen til den første og bedste indgang for at købe indgangsbilletter, men vi blev afvist – og sendt over til turistindgangen (meget dyrere…). Vi må vist arbejde på vores solbrændthed lidt endnu, før vi helt blender ind med de lokale.
Citadellet er meget stort og meget imponerende. Vi brugte de næste to timer på at gå rundt og se bygninger og templer og teatre og alt mulig andet – bl.a. en fin film sponsoreret af Korea og vist på Samung-kæmpeTV (med reklame for Samsung). Der er dele, der har været meget forfaldent i et stykke tid, men det virker til, at de nu er i gang med at restaurere en hel del, og at der allerede er en del, der er blevet shinet rigtig flot op.

Og ikke mindst faldt vi så i en rigtig turistfældebutik, hvor vi købte en Happy-Buddha-figur, som vi havde haft kigget efter længe, men for første gang så her. Men det er vel også en form for lokal-støtte at gøre sådanne køb.
Ude fra citadellet begav vi os mod en pagode/tempel et andet sted i byen, som vi også lige skulle nå at se på denne eftermiddag. Det var varmt at gå, og vi standsede i en bog-café/-butik og fik en croissant og sodavand, mens vi også bare kølede af i airconditioningen. Det var meget tiltrængt og nok årsagen til, at vi lidt senere havde succes med at få besøgt pagoden. Vi nåede dog også lige i det først rigtige supermarked, vi havde set i Vietnam og fandt noget chokolade. Endvidere blev vi kloge på, at de hverken har aftershave eller tampax i Vietnam (men de vidste, hvad Tampax var? Meget mystisk…).

Vi fandt frem til pagoden, da mørket havde sænket sig over gaderne. Der var en smule lys, men ikke over det hele. Heldigvis havde vi en pandelampe i tasken, og så kunne vi selv lyse lidt på de fine figurer og statuer, der stod på hver side af selve pagoden, som var lukket. Der rendte også et par små børn rundt, men de generede os ikke – vi var blot lidt usikre på, hvad de dog mon lavede…

Vi var lige ved at gå igen, da der var øget aktivitet. Klokken var et par minutter i 19, og vi ventede derfor lidt for at se, om der skulle ske noget. Dørene til templet blev snart åbnet, og så lød gonggongen, og der var gang i et bede-ritual. Vi stod på nogen afstand og kiggede spændt på det hele og alle deres gonggonger og rullefald og mumlen og sang og undrede os over de forskellige farver på deres munkekutter. Det var en sjov og tilfældig oplevelse 
Vi begav os nu (meget trætte…) mod den restaurant, der var blevet anbefalet på hotellet. Vi spejdede efter en taxa, men desværre uden held. Vi endte derfor med at gå hele vejen, og det gik jo heldigvis også.

Restauranten var et meget lokalt sted, hvor toilettet bl.a. blev fundet ved at gå gennem et privat lokale og vist nok også var deres private badeværelse. Vi ventede meget længe på maden, der var hår i en af forårsrullerne, en af retterne nåede aldrig at komme – kort sagt en ikke god oplevelse! Den kvindelig indehaver (virkede det som om…) var super ked af det. Men der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det, og vi gik og var da også blevet mætte nok af noget ikke særlig lækkert eller interessant mad. Vi var lidt nedslåede, da vi gik tilbage; vi var begge meget trætte og godt brugte efter en meget lang dag, og så havde vi sat næsen op efter en lækker middag på et sted, som var blevet anbefalet fra det velrenommerede hotel, vi boede på. Well, det er den første dårlige mad-oplevelse, vi har haft på hele vores tur, og vi fik snakket lidt om alle dagens gode, spændende oplevelser, så vi endte med at være i fint humør, da vi ankom til hotellet og vores aircon-hotelværelse.

Vi var lidt på nettet, og jeg fik taget nogle noter til de sidste par dages dagbøger, så detaljerne kunne huskes – og så var det badetid, før vi gik i seng og sov som sten, nærmest før vi ramte hovedpuderne.

Dette var dagen, hvor vi skulle på den store grotte-tur i nationalparken. Det betød, at vi skulle være klar til afgang kl. 08.00, og så måtte vi jo have et vækkeur på og stå tidligt op (OK – tidligt ift. at vi er på ferie…). Vi var dog alene i vores værelse, da vores to værelseskammerater havde været endnu tidligere oppe for at rejse videre – og vi havde slet ikke hørt, at de var vågnet, havde pakket de sidste af deres ting sammen og derpå forladt rummet. Dejligt at kunne sove fra sådan noget, men alligevel lidt ubehageligt, at nogen kan skramle omkring så tæt på en, mens man sover, uden at man opdager det.

Vi var ikke nede til morgenmaden i helt så god tid, som vi (især Camilla…) havde håbet, men det gik heldigvis utrolig hurtigt med at få serveret dagens omelet med brød til, så vi var færdige med at spise og få børstet tænder mm i fin tid til turen.

Vores guide for dagen var en englænder, og det var rigtig fedt at have en nemt forståelig engelsktalende person, der desuden var meget vidende om både områdets historie (geologiske fortid og mere moderne betydning under Vietnam-krigen) såvel som flora og fauna. Der var lidt kaos mht. pladserne i de tre minibusser, vi skulle køre i, men vi endte med at kunne sidde ved siden af hinanden på forsædet af den ene bil, så vi var tilfredse 
Først skulle vi køre ud til Paradise Cave, som er en meget stor og lang og noget turistet grotte. Vi holdt dog flere stop undervejs, hvor Josh (guiden) fortalte om, hvordan området var blevet skabt, hvordan kalksten bliver til, hvorfor der er både sort og hvid kalksten, hvordan Nordvietnameserne havde bygget vejen gennem det vilde naturområde under Vietnamkrigen, hvordan amerikanernes bombardementer af området har påvirket bjergenes udseende (både bjergsider og det, der vokser på dem), hvilke dyr der lever i urskoven, hvordan det engelske grotte-selskab fortsat undersøger området og finder nye og uudforskede grotter og meget andet spændende. Det var virkelig super fantastisk fedt og spændende.

Før vi nåede Paradise Cave skulle vi dog lige forbi et tempel (Pagode), som vietnameserne har bygget midt i naturparken efter Vietnamkrigen. Templet er til minde om otte mennesker, der omkom i en lille grotte, da de blev spærret inde der ifm. et amerikansk angreb, hvor også nogle anti-luftskyts-skytter mistede livet samt til minde om alle de, der mistede livet under arbejdet med at anlægge vejen gennem nationalparken (en del af Ho Chi Min Trail), reparationsarbejde på vejen samt transport af mad og våben og hvad, der nu en gang skulle transporteres fra nord til krigen i syd. Templet hedder Eight Ladies Cave, og det var spændende at besøge det, når man nu også fik den interessante historie med.

Så var det tid til at besøge den første af dagens to grotter. Det var vildt og meget overraskende at se, hvor stor en turistattraktion, det rent faktisk er. Jeg tror, at der var omkring 75 store busser samt et utal af minibusser (som vores) og private biler på det store parkeringsområde, der var afslutningen på vejen hen mod grotten; det havde jeg ikke lige set komme.

Dernæst var det meget organiseret (vi fik forklaringen om, at en lokal forretningsmand omkring 2009 bad om lov til at lave det til en turistattraktion. Han fik lov mod, at han selv stod for det hele, og så grinede de i øvrigt af ham og sagde, at han var skør. Dengang var der på et helt år færre turister i hele nationalparken, end vi var på tur med denne dag (dvs. under 30). Og nu er det bare kæmpe stort og Vietnams 2. største turistattraktion (efter Halong Bay)). Der var små el-biler med plads til ca. 10 personer, som kørte os nogle hundrede meter fra parkeringspladsen og hen til det sted, hvor vi skulle til at bevæge os op af bjergsiden, så vi kunne komme op til grotteindgangen. Vi gik af velanlagte betonstier omkring 1 km, før vi (svedige…) var oppe, og blev mødt med en kølig brise, der kom nede fra grotten. Det var en lidt sjov oplevelse midt i al den varme og luftfugtighed, der ellers omgiver os alle andre steder end i lukkede rum med aircon 

Grotteindgangen så ikke ud af meget, men vi bevægede os ned ad trappen, og foran vores øjne åbnede sig en kæmpemæssig grotte. Den var egentlig ikke så flot (ikke så meget andet end bare bjergvægge), men den var vildt stor. Og så kunne man se de velanlagte trapper og gangbroer forsvinde ind og ned i dybet.

Vi havde fået en time til at besøge grotten. Vi gik roligt ned og ind, mens vi standsede en masse gange undervejs, så jeg (Lasse) kunne få lov at prøve at tage nogle billeder, som på en eller anden måde kan fortælle lidt om, hvad vi så og oplevede. Det var flot med alle mulige former for små og store stalaktitter og stalagmitter, men allervildest var det, at det bare blev ved og ved og ved. Efter ca. 35 minutter nåede vi til slutningen af gangbroerne, og vi kunne ikke komme videre (man kunne godt tage på en tur, hvor man fortsatte ind i hulen, der selvfølgelig fortsatte videre…). Camilla skyndte sig ud (hun havde et eller andet, un lige skulle…), mens jeg gik lidt langsommere og fik taget lidt flere billeder, og jeg nåede kun lige ud efter en time, da jeg skyndte mig til allersidst – så langt kunne man gå inde i grotten på den manuelt anlagte gangbro!

Vel ude i varmen fik vi en velfortjent is, og så samledes hele flokken, og vi fik en lille forklaring på størrelser af hulesystemerne i nationalparken, resten af Asien samt ude i verden. Det var en af de lokale guider, der stod for denne del af turen, så det var lidt vanskeligt at forstå det hele, men vi forstod dog, at Paradise Cave er 31,5 km lang, så vi havde kun set en ganske lille del af denne hule.

Her efter gik vi ned fra bjerget og blev kørt tilbage til P-pladsen, hvor der var en restaurant, som vi fik serveret frokost på. Det var en udmærket omgang vietnamesisk mad med en øl til, da der ikke rigtig var nogen sodavand tilbage…

Inden vi kørte videre, fik vi mulighed for at skifte til badetøj, så vi var klar til turen ind i ”Dark Cave”, hvor man med garanti ville blive våd fra top til bund. Jeg fik skiftet til badebukser, og på en eller anden måde var jeg så den, som alle de andre ventede på. Det var ikke så sjovt – men måske burde jeg være vant til denne følelse? 😉
Vi kørte mod Dark Cave, men lavede lige et enkelt stop undervejs. Vi skulle se og høre lidt om et lille vandbassin, som var overflade udspring til en mindre flod. Man ved ikke, hvor vandet, der kommer op, kommer fra, men man vil gerne vide det, da det er meget vand, der kommer. For et par år siden var der nogle huleforskere, der dykkede lodret ned i vandet for at se, hvor det førte hen. De nåede 50 meter lodret ned, men nåede ikke bunden eller med projektører kunne se bunden eller andet. De tror, at det muligvis er verdens største hule, der gemmer sig der nede og videre ind. Vi kunne dog ikke se andet end små buler i vandet, ligesom når man kan se vandudsprøjtningen i en swimmingpool.

Nå, vi kom endelig frem til stedet, hvor Dark Cave-turen skulle begynde. Camilla havde dog valgt, at hun ikke ville med, men i stedet gå en tur sammen med den flinke guide. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke, men hun smiler stadig, når hun ser mig, og siger, at hun kun vil være sammen med mig, så der må have været en anden grund, end at han var ”guide”…

Vi fik udleveret en redningsvest, en hjelm med vandtæt lygte og en pagaj af de flinke grotte-guider, og så blev vi sat i nogle oppustede kanoer, og så skulle vi sejle over til grotten på den anden side af den flod, vi var ved. Da vi kom ned til kanoerne, var der det smukkeste syn ud over floden med utrolig klart og mælkeblåt vand, der løb mellem urskovens pang-grønne farver, mens vandet var dækket af en meter tågedis. Desværre var jeg uden kamera, da vi som sagt ville blive helt gennemblødte. Men billedet står i klar erindring på den indre skærm.

Jeg troede, at vi skulle sejle og ro ind i hulen, men i stedet sejlede vi til lige foran grotteindgange og skulle så ud af kanoerne og gå ind i hulen – men stadig iført redningsvesten. Vi startede med at gå et stykke over en træ-gangbro, der førte lidt ind i hulen. Her efter gik vi over lidt sten, sand og klippe, og så skulle vi kravle ind i en mørk, smal gang. Man kunne selvfølgelig se en del i lygtens skær, men det var ikke så bredt, og vi gik i en lang række en efter en, så man kunne ikke rigtigt se frem. Blot kunne man høre nogle af de forangåendes reaktioner på noget, der måtte være foran en selv.

Kort efter at vi var startet på at gå ind i den smalle gang, blev bundet mere våd, og vi gik i noget brunt mudder. Ikke så længe efter starten på mudderet, skiftede dybden af mudderet fra at have været til lidt over anklerne til at gå op til knæene. Her efter skiftede det noget, og det afhang vist også lidt af, om man lige trådte ned i et hul, hvor man så stod i mudder til et stykke op på lårene. På et tidspunkt var vi også nødt til at sætte os ned og bare glide ned af noget mudder.

Vi kom et langt stykke ind, før vi ikke kunne komme videre. Vi var nu alle smurt ind i mudder til mindst omkring livet, og vi sad midt i en mudderpøl. Mudderet var lavet af fint sand i hulen, og der var også dele af det, som mindede utrolig meget om det ler, man laver juledekorationer mm. af. En virkelig spøjs oplevelse bare at sætte sig ned i sådan en masse.

Da alle var kommet helt ind i bunden, blev vi bedt om at slukke lygterne, og så sad vi et minuts tid der i mørket og fornemmede, at der var absolut helt sort og intet lys på nogen måde. Jeg var faktisk OK med det, men havde ikke været helt sikker på min egen reaktion.

Vi gik den samme vej tilbage, som vi var kommet, og vi var alle fuldstændigt mudret til, da vi endelig kom ud. Vi fik nu love at gå ned og bade på den ”strand”, der var i hulen. Og så blev vi bedt om at svømme ind i hulen. Det var en spøjs oplevelse at svømme i vand, hvor man hverken kunne se bunden eller der, hvor man skulle hen. Men det var rigtig flot at se de omkring 30 pandelygter skinne i mørket, svømmende i en hultertilbulter-flok i den mørke grotte. Da vi havde svømmet et par hundrede meter (vi havde alle stadig redningsvesten på…), kom vi til en ny strand, hvor vi gik op. Her fik vil lidt fortælling om de dyr, man kan finde i en mørk hule.

Og så var det igen tid til mørke-øvelse. Vi kunne se (skimte…) lyset fra grottens indgang, og vi blev derfor bedt om at slukke alle pandelamper og så bare gå ud i mørket og svømme tilbage i mørket – ”svøm mod lyset”. En virkelig sjov og udfordrende øvelse, men det gik, og vi var mange sammen.

Tilbage ved grotteindgang (nu en udgang…) var der lidt forvirring om, hvordan vi skulle sejle eller svømme tilbage. Det endte dog med, at alle hoppede i vandet og svømmede tilbage over floden – de fleste smed redningsvesten. Også jeg havde smidt redningsvest og hoppet i vandet, og jeg skyndte mig at svømme og overhalede alle de andre, da jeg skulle tilbage til min elskede hustru, som jeg lige pludselig kunne se sidde og vente ved kaj-kanten.

Vi fik et par sodavand at drikke, mens jeg fortalte om grotte-turen, og Camilla berettede om de 739 myggestik, hun havde fået på gåturen, inden myggesprayen blev fundet frem, samt de spændende guide-historier, hun havde hørt, mens de gik en tur rundt om det spændende flodudspring, vi kort havde stoppet ved tidligere (det, der måske er verdens største grotte…). Det var dejligt at se hende igen og høre, at hun havde haft en god oplevelse, selvom jeg var ked af det på hendes og mine vegne over, at hun ikke havde kunne være en del af Dark Cave-oplevelsen. Her efter var der omklædning, før vi steg ind i bilerne igen efter det spændende eventyr i Dark Cave, og så gik turen tilbage til Easy Tiger.

Dagen var ved at være slut, og vi var udmattede oven på dagens strabadser. Vi fik et tip af hostel-personalet til at gå lidt ned i byen og finde et sted, der reklamerede med, at de har ”The World’s Best Roasted Pork (probably…)”. Vi bestilte det, vi havde fået anbefalet – ”noodlesoup with roasted pork” med en øl til. Og det var virkelig en god nudelsuppe og noget lækker gris, og det var en god oplevelse at sidde på den lokale street-food-diner og spise maden.

Vi gik tilbage til hostelet, tjekkede ud (fordi vi skulle så tidligt at sted dagen efter), før vi gik op på værelset og snakkede lidt med det australske/canadiske par, der var nattens roommates, og vi fik også både taget et bad og pakket næsten alle vores ting, før vi trætte og veltilfredse lagde os til at sove.

I løbet af sådan en sid-op-nat i et tog med fremmede lyde og fremmede dufte var vi begge vågne flere gange. Ikke mindst for at skifte stilling og prøve at finde den allerbedste position for at sidde behageligt. Vi havde begge vores fleece-trøjer og sokker og sko på, da der var temmelig køligt med overdreven brug af aircon.

Da vi begge var vågne omkring kl. 07, hvor vi havde sat et vækkeur, kiggede vi lidt på hinanden og var begge lidt usikre på, hvornår vi mon ville være fremme i Dong Hoi. Vi huskede det som kl. 07.39, men tiden gik, og det lignede ikke lige, at vi var fremme. Jeg gik op og spurgte en togmand om, hvornår vi ville være fremme, og han svarede venligt ved at pege på et skilt med alle tiderne, hvor der rigtig nok stod Dong Hoi kl. 07.39. Problemet var blot, at klokken på dette tidspunkt var blevet lige omkring 07.55. Jeg pegede på uret og så endnu mere spørgende ud, og det lykkedes ham så at få kommunikeret 08.20.

Vi spiste lidt af det medbragte brød og et par virkelig lækre croissanter, og så kom vi frem til stationen i Dong Hoi og kom af toget. Vi havde forsøgt at bestille transport til Song Thra (hedder byen – de plejede dog mest at omtale den som Phong Nha, der er en del af navnet på nationalparken samt en grotte i nærheden af byen) gennem det hostel, vi skulle bo på, men vi havde aldrig modtaget en endelig bekræftelse. Heldigvis stod der dog en fin fyr med et skilt ”EasyTiger” (hostelets navn), og han havde Camillas navn, så vi fik lov at læsse vores rygsække ind i en 4-hjulstrækker sammen med to australiere, og så blev vi på en halv times tid kørt til vores overnatningssted for de næste to nætter.

Der var virkelig mange unge mennesker, og der var i det hele taget meget travlt i receptionen-slash-baren-slash-restauranten. Vi satte os ned og afventede, da vi havde god tid, og efter ca. ti minutter kunne vi komme til ved disken, og vi blev tjekket ind. Vi kunne først få vores værelse kl. 14, men vi kunne få opbevaret vores bagage i et aflåst rum indtil da.

Vi bestilte noget morgenmad og satte os til at spise de velfortjente pandekager og skinke-oste-toast. Midt i dette kom der en fyr fra hostelet hen og spurgte, om vi ville med på en sejltur ud til en grotte, der ligger i nærheden af byen. Der ville ikke være nogen guide med, men hostelet forsøgte hver morgen at sætte lidt folk i kontakt med hinanden for at tage på tur, da der kan være 14 personer i en båd, og båden har en enhedspris.

Vi var ni, der ville på denne tur, og Camilla og jeg skyndte os at færdiggøre den sene af morgenmadderne og pakke det allermest nødvendige. Og så gik vi af sted i varmen og solen ifølge de instrukser, vi havde fået af de flinke mennesker på hostelet.

Der var ingen problemer med at finde billetkontor og bådudlejning, og snart sad vi alle på klapstole på række i en båd, der heldigvis havde et overdække, der kunne skygge for solen. Vi sejlede op af floden i en lille halv times tid. Vi så huse bygget ud til floden, folk der høstede flodgræs fra både og ikke mindst flere kirker undervejs.
Det var en imponerende grotteindgang, vi kom frem til med en stor munding, hvor floden flød ud. Efter et kort stop, hvor taget blev skubbet tilbage, fortsatte vi hen mod grotten, og der blev sat ekstra fart på båden lige i indgangen, før motoren der efter blev slukket, og der blev sejlet videre for årer.

Det var en sjov og spændende oplevelse at sejle ind i grotten og kigge rundt og op på masser af stalagmitter og stalaktitter og alle mulige andre former for stenskulpturer, der kan findes i en kalkstensgrotte. Vi sejlede meget langt ind i grotten; måske omkring 1 km. Der var gjort meget ud af at sætte smuk belysning på hele vejen, og der var i øvrigt rigtig mange andre både, så der var en livlig trafik og bestemt ingen fornemmelse af at være alene i mørket.

Efter at have været helt inde i bunden, hvor vi ikke kunne sejle videre, blev vi på tilbagevejen sat af et sted undervejs. Her fra gik vi selv til grotteudgangen, mens vi kiggede på endnu flere af de mange fantastiske grotte-skulpturer, som naturen har lavet helt af sig selv over mange millioner år.

Da vi kom ud i sollyset og varmen (der var en noget mere behagelig temperatur i grotten, om end stadig utrolig høj luftfugtighed), måtte vi lige vente på tre af de andre, der ville bade. Vi benyttede ventetiden til at få en velfortjent is, før vi alle steg om bord på båden igen og sejlede retur til byen.

Tilbage på vores hostel fik vi vores senge (M3 og M4), og vi tog os derpå en meget tiltrængt pause/slapper/lur/forsøg-på-afslapning. Her efter havde vi ikke lige en fast plan, så vi satte os ned i varmen på terrassen foran hostelet og spiste det sidste af vores brød som en sen frokost.

Camilla havde kig på, at man kunne gå ud til et overnatningssted, der hedder Farmstay (her ville vi gerne have overnattet, men der var alt optaget, da vi tog kontakt), som ligger ca. otte kilometer uden for byen. Det skulle være flot at se solnedgang derude fra, hvor man skulle kunne se solen forsvinde over rismarkerne. Vi kunne have lånt cykler og cyklet derud, men Camilla ville gerne gå.

Vi gik derfor af sted og var enige om, at nu gik vi bare ud og så nogle rismarker, og så kunne vi vende om på et passende tidspunkt. Vi så en masse huse mere eller mindre færdige, mens vi gik. Og der var virkelig mange børn rundt omkring, som alle gerne lige ville sige ”hello” og ”what’s your name?” og ”whe’re you from”. Og de ville også gerne lige give en high-five – og et par af børnene synes af en eller anden grund også, at de lige skulle klaske Camilla bag i. Meget mystisk og højst overraskende. Første gang det skete, blev vi bare lidt paf. Anden gang var det dog den lille pige, der forsøgte, der blev meget paf, da Camilla nåede at reagere og fange begge hendes arme med kun en hånd, før hun fik ramt hende på ballen. Lidt sjov, men også mærkelig oplevelse af noget, vi ikke helt forstår, hvor kommer fra.

Nå, vi gik altså af sted, og det var varmt, men også bare hyggeligt at gå og snakke og holde hinanden i hånden og bare nyde, at vi helt selv bestemte, hvad der skulle ske; noget vi havde glædet os til, efter at være blevet sådan taget hånd om på Essence Hanoi Hotel – helt ufrivilligt.

Da vi nærmede os tidspunktet for, at vi nok skulle til at gå tilbage, så vi ikke skulle gå i mørke, spurgte jeg Camilla, om vi i stedet bare skulle fortsætte helt ud til Farmstay og så håbe på, at vi kunne finde en taxa tilbage til byen. Camilla mener, at jeg lokkede. Uanset hvad, så var det det, der endte med at blive beslutningen.
Vi gik altså videre. Selvom vi syntes, at der var lidt længere end beregnet, nåede vi frem i rimelig tid, før det blev mørkt. Først fik de os beroliget med, at de godt kunne skaffe transport tilbage til byen – og så var vi rolige og kunne slappe lidt af efter en dejlig, men varm gåtur. På stedet var de lidt imponeret af, at vi havde gået hele vejen  Jeg tror ikke, at det er hverdagskost med sådan et par aktive spejdere.

Vi købte en stor øl og en stor vand og satte os op på deres lækre tagterrasse og kiggede på den svindende dag over rismarkerne. Der var dog temmelig skyet, så vi fik ingen fantastisk solnedgang; blot fantastisk dejligt velvære og samvær. Her efter spiste vi en glimrende middag, hvor vi undervejs fik fine tips om Hué fra stedets ejer (en australsk fyr, Ben, der har været med til at sikre turisme i området på en måde, som også kommer lokalbefolkningen tilgode). Det var en sjov oplevelse – og nogle rigtig gode oplevelse.

Efter middagen skaffede de som lovet en taxa, der kunne tage os tilbage til vores hostel. Og efter et meget tiltrængt bad faldt vi begge hurtigt i søvn i værelset, som var dejligt afkølet, da aircon var tændt fra kl. 19-07.

Vi vågnede til endnu en morgen, hvor vi ud af vinduet (efter lige at have sundet os lidt først og stille og roligt fået søvn ud af øjnene), da vi trak gardinerne fra, kunne se de fabelagtige og utrolige bjerg-øer, vi var omgivet af. Det var de samme, som vi var gået i seng til, da cruise-skibene ikke må sejle i Halong-bugten om natten, så der ligger man for anker. Men det var nu i et morgenlys og stadig helt ubeskriveligt smukt og fantastisk.

Vi fik tøj på og pakkede vist også lidt sammen, så der var styr på alle vores medbragte ejendele, før vi begav os op til morgenmaden i restauranten, hvor vi kunne sidde og nyde de fantastisk bjerge sejle roligt forbi (skibet var begyndt at sejle – og hvem var det nu i øvrigt, der sejlede forbi hvem?), mens vi nød den flotte morgenbuffet, hvor der endnu en gang var utrolige anretninger og udskæringer af især vandmelon til flotte rose-mønstrer og morgenhilsener.

Efter endt morgenmad gik vi til kahytten og fik pakket de allersidste ting ned, og så fik vi tjekket ud. Vi skulle lige betale bar-regningen efter vores to døgn på den dyre luksuscruiser (drikkevarer til maden var ikke inkluderet i prisen): Et-overraskende-ikke-særlig-stort-beløb-jeg-ikke-lige-kan-finde-igen-men-jeg-var-positivt-overrasket 
Her efter gik vi op til baren og satte os og svedte i de stole, der var sat frem; der var nemlig klargjort til te-ceremoni i varmen. Vores cruise-guide fortalte om tre forskellige slags the: grøn the, jasmin the (grøn) og grøn the med lotusblomstsmag. Vi fik kun lov at smage de to første, og så fik vi en ”mojitea”, som var en slags ice tea lavet som en mojito dog uden alkohol. Der var ingen af delene, der var noget stort hit hos os, men det var ganske interessant at høre lidt om the-traditionerne i Vietnam (eksempelvis, at det er en social ting at drikke the – det gør man altid med nogen andre…).

Vi fik kigget ud på bjergøerne undervejs, og Lasse fik taget endnu flere billeder, og langsomt begyndte de at tynde ud i øerne, og vi nærmede os dermed havnen igen. Auco 01 lagde stille til kaj, og så gik vi fra borde og direkte til den minibus, der skulle køre os tilbage til Hanoi.

Undervejs på turen til Hanoi var der to stop. Det første var på en keramikfabrik, hvor vi både så nogen, der sad og håndmalede tepotter med motiver fra Halong-bugten, samt en ældre dame, der gik og hældte noget meget tyndt muddervand ned i nogle store, krukke-formede forme. Hun var vist i gang med at støbe, og vi fik hermed et lille indblik i, hvordan de mange krukker og vaser og andre keramik-ting, vi havde set, blev lavet. Der var selvfølgelig også et stort udsalg af alle de mange ting, de fremstillede, men det lykkedes mig på mirakuløsvis at afholde Camilla fra at købe det hele…

Det blev til endnu et stop undervejs, før vi nåede Hanoi. Chaufføren insisterede på, at han skulle have frokost, men ingen andre var interesserede. Vi måtte dermed affinde os med yderligere 30 minutters pause undervejs på turen, men det lykkedes dem da at sælge os et par is, mens vi ventede.

Tilbage i Hanoi blev vi sat af på hotellet (Essence Hanoi Hotel), hvor vi blev varmt modtaget. Vi fik forespurgt på billetter til et Water Puppet Theater-show, og efter at have ventet 10-15 minutter i receptionen, dukkede der en op med billetterne til os. Det var godt nok et andet teater, end det vi havde spurgt til, men de sagde, at det var det bedste. Så fik vi endelig lov selv at gå ud i varmen igen.

Vi gik ud fra hotellet og havde planer om, at vi bare skulle daske lidt omkring, indtil det var tid til showet. Vi drejede til venstre, og vupti var vi lige ved en bogbutik, hvor vi kunne købe danske bøger. Camilla var allerede lidt bekymret over, at hun var blevet færdig med den ene af de to bøger, hun havde med, så det var skønt, at vi kunne finde en tyk roman til hende, som hun ville kunne få tiden til at gå med senere på turen. Det lykkedes også Lasse at finde to Bill Bryson-bøger, så alle var meget glade.

Vi traskede af sted og endte med at gå helt uden for Old Quarter. Der lugtede lidt spøjst, og der var ikke helt så mange hvide mennesker i gadebilledet. Bl.a. kom vi forbi en hel gade, hvor de solgte bønner af forskellig art. Camilla var begejstret over de fine sager, men vi undrede os lidt over, hvad bønnerne blev brugt til – vi havde i alt fald ikke fået noget mad med bønner.

Vi fortsatte vores tur, og vi gik ned til teateret, hvor vi netop lige nåede en kold sodavand i skyggen på en bænk ved søen, før vi skulle ind og se, hvad det der ”water puppet theater” dækkede over. Det var en sjov og flot oplevelse. Levende, vietnamesisk folkemusik spillede til et dukketeater, hvor dukkerne (lavet af ting, der tåler vand) på en eller anden måde blev styret vha. pinde under vandoverfladen og dansede i vandoverfladen. Det var en samling af 14 traditionelle små-stykker, der blev fremført, og de fleste foregik i et vandlandskab, så det gav jo god mening. Traditionen er opstået i tidernes morgen ifm. store oversvømmelser, hvor man har fundet ud af at få lidt godt ud af alt det meget vand.

Ved endt forestilling gik vi direkte tilbage til Essence Hotel, hvor de stillede et værelse til rådighed for os, hvor vi kunne bade og klæde om. Det var skønt med et bad. Her blev Lasse også klippet i nakken og i siderne med den saks, vi købte af en gadehandler i indgangen til hotellet. Og så måtte Camilla sy sine nye bukser fra Laos, hvor elastikken var gået i stykker ifm. tøjvasken på hotellet – Camilla var IKKE tilfreds 😉
Det hele tog noget tid, og det endte med, at de ringede fra receptionen for at høre, om vi var på vej; de havde nemlig bestilt bord til os på hotellets restaurant kl. 19.30, selvom vi lige så godt bare kunne være kommet uden reservationen.

Nå, vi fik en rigtig lækker middag, hvor vi bl.a. fik turen (indtil nu) allerbedste forårsruller, og så sad vi ellers og forsøgte at få overført lidt billeder og uploadet lidt blog.

Kl. 22 kørte vi med en taxa mod stationen i meget god tid sammen med en hotelmand, der insisterede på at blive og vente den halve time, vi var for tidligt på den. Vi stod bare og ventede og kiggede på mylderet omkring os, og da der endelig blev lukket op ud til perronen, hjalp hotelmanden os hele vejen ind i toget til vores sæder. Det var en mærkelig fornemmelse sådan at have en ”personlig tjener”, men det var vist i bedste mening fra hotellets side.
Vi sad i samme kupé som en stor flok vietnamesere, og de larmede en del og gik frem og tilbage og fyldte bare lidt meget med alle deres mange børn, hvor en del af dem fik lige lovlig lang snor. Vi krøb lidt sammen i vores sæder, snakkede lidt om dette og hint, og så lænede vi sæderne tilbage og forberedte os på natten. Alt dette dog først efter, at der de første par minutter efter togafgang var en mega højtspillende musik i togets højttalere, og alle vietnameserne styrtede lidt forvirrede rundt og prøvede at få det slukket – og det lykkedes jo heldigvis efter et par minutter 🙂

Vi vågnede op til den skønneste udsigt ud over de mange små klippeøer i bugten. Det er slet ikke til at beskrive, hvor flot det er. Det minder lidt om Grækenland, hvor de små øer også pludselig tårner sig op, men øerne her er meget højere og med endnu mere bratte skrænter. Og så er langt de fleste ubeboelige. Vi gik op til morgenmad i restauranten, hvor en stor buffet var sat frem – og chef-kokken stod klar til at lave æg og omeletter på folks bestilling. Wauw – lidt mere end man havde forventet.

Herefter startede første tur – en tur i robåd ind til en flydende landsby. Her boede 320 vietnamesere i små huse (fuldstændige kopier af huse på land), som var placeret på store tømmerflåder. De lever af fiskeri og med alle de udfordringer, det giver at leve til havs (drikkevand skal transporteres fra fastlandet, der er 2½ times rotur til lægen, og først for nylig er der blevet lavet en skole – bl.a. med finansiel støtte fra det selskab, som ejer vores skib). Det var en sjov oplevelse, men også rigtig dejligt at komme tilbage og nyde lidt afslapning på soldækket. Bare liige et øjeblik… Men det havde nu nok alligevel været godt med lidt solcreme…. Jeg nød det dog, mens Lasse var på rundtur i maskinrummet og fik lært en masse detaljer om skibet (så han har noget at fortælle Stig). Og så må vi være lidt bedre med solcremen de næste par dage…

Til frokost var der endnu en skøn 5-retters menu. Efter frokost tog vi igen på tur. Denne gang gik turen til Cat Ba Island, hvor vi, som de fleste andre, havde meldt os på cykel-holdet. Her var arrangeret en 5 km tur ind til den første landsby, hvor vi fik fortalt lidt om øen. Her var bl.a. et reservat for Cat Ba aber – som der kun er ca. 50 tilbage af. Vi så desværre ikke nogen… Derudover besøgte vi landsbyens skole og hospitalsklinik – og fik et glimt af den økologiske farm, som skibets selskab også ejer, og skibet får friske forsyninger fra. Det var især sjovt at opleve, at der bag klipperne pludselig dukkede rismarker op, efter at have sejlet rundt blandt ubeboede klipper i så mange timer. Turen var dog meget, meget varm! Både for Lasse (som jo bare hele tiden har det varmt hernede) og for mig (som havde fået en cykel, hvor gearene ikke virkede).

Da vi næste var tilbage, begyndte det pludselig at regne. Og det tog meget hurtig til i styrke. Før Lasse og jeg kom frem til den lille overdækning ved bådpladsen, var vi total gennemblødte! Det hele var lidt uoverskueligt. Men så var det jo heldigt, at der kun var 3 minutters tur ud til skibet, hvor vi straks gik i vores kahyt og fik det våde tøj af. Det gode ved regnen hernede er jo, at det samtidig er så varmt, at man aldrig behøver være bange for at blive kold, selvom man bliver gennemblødt.

Det våde tøj blev erstattet af badetøj, for næste programpunkt bød på kajak-sejlads, og det havde vi glædet os rigtig meget til, så selv lidt regn skulle ikke stoppe os! Heldigvis var regnen allerede slut, da vi kom ned igen. Så vi hoppede straks i en kajak (sådan en lille nem plastik-sag) og padlede ud for at udforske vandet på egen hånd. Sikke en oplevelse af sidde der for foden af de måske 50-100 meter høje skrænter. Med solen på vej ned var det for en gangs skyld ikke uudholdeligt varmt, så vi fik brugt lidt tid på at padle rundt i det turkise vand. Bagefter fik Lasse sig lige en dukkert og så gik vi op for at komme i tøjet og nå baren i happy-hour. Igen i dag fik vi 2 gin og tonis, som blev nydt på soldækket, mens vi nød udsigten. Vi sejlede gennem de flotteste klipper denne aften – og der blev taget temmelig mange billeder. Da glassene var tomme, var det også næsten tid til middag, så vi nåede lige at hente et par glas hvidvin, inden happy-hour sluttede. Og de blev så medbragt til barbecue middagen. Det var en stor buffet med rigtig meget at vælge imellem. Det var lækkert – om end det ikke helt levede op til forventningerne fra de forgående måltider. Til gengæld var vi denne gang kommet til at sidde ved siden af det new zealandske ægtepar – og vi hyggede os gevaldigt sammen. De foregående måltider havde vi spist sammen med det skotske par – de var også rigtig søde! Det var en positiv overraskelse at få talt med så mange søde mennesker undervejs.

Efter middagen trak vi os tilbage til kahytten, hvor jeg færdiggjorde min bog, og Lasse fik slettet lidt spam-opslag her på bloggen. Ja, det var internet om bord! (selvom det ikke altid var helt pålideligt).

Sov godt!

Endnu en dag med tidligt vækkeur. Vi blev hentet 7:45 af bussen til Halong Bay – og skulle inden da have pakket sammen og tjekket ud af hotellet. Det gik dog rimelig nemt, og så sad vi pludselig i bussen med kurs mod et af turens højdepunkter. Vi var ret spændte på, hvad det egentlig var vi havde booket, men blev meget beroligede, da det New zealandske ægtepar, som var med i bussen, fortalte at de havde lavet en masse research hjemmefra og fundet ud af, at dette skib var det bedste. Bl.a. fordi det er det eneste skib med en 3-dages tur, hvor der ikke også er 2-dages gæster med ombord (så skibet sejler ikke frem og tilbage, mens man er på dagstur, og gæsterne er de samme hele vejen igennem). Det lød jo godt.

Efter at have hentet det sidste par, blev kursen sat mod Halong. En lang tur på 3-4 timer dog også inkl. hele 30 min pause undervej (i en typisk shoppe-turist-fælde… Den kunne vi godt have undværet). Da vi begyndte så småt at nærme os, dukkede de smukke limestone-klippeøer også op. Halong Bai er Unesco’s verdensnaturarvsliste og er bestemt værdig til den plads! Ankommet til kajen blev vi tjekket ind og havde så et lille hvil og en velkomstdrink inden vi gik ombord på Auco – med trommespil, fejende vifter og al mandskab stående klar til at sige velkommen. Det begyndte så småt at gå op for os, hvilken blanding af total luksus og overturistet oplevelsestur vi havde begivet os ud på.
Først blev vi indkvarteret i vores kahyt. Den fineste kahyt med et fuldt udstyret badeværelse (inkl. vandfaldsbruser) og den perfekte balkon. Desværre var der ikke nogen møbler på balkonen, men få minutter efter at Lasse havde nævnt det i receptionen, stod der to lænestole på vores balkon Sengen var endda den blødeste vi endnu har haft på vores tur. Efter at være blevet indkvarteret, lagde vi fra kaj og samtidig blev vi samlet i restauranten, hvor der blevet givet sikkerhedsinstrukser og lidt info om programmet. Derefter blev der serveret frokost – 5 retter! Vi var jo klar til at trille derfra… Og lovede os selv, at til de næste måltider var det forbudt at spise op.

Efter frokost og et lille hvil på soldækket, gjorde vi klar til turens første udflugt: en grotte kaldet ”surprise cave”. En rigtig fin grotte med flotte stalakitter/stalakmitter og 3 enorme rum. De mange forklaringer undervejs (inkl. udpejning af både en abe, en drage, en Buddha, jomfru Maria og meget andet) blev det lidt for meget undervejs… Vi forsøgte at sakke bagud og bare nyde turen.

Tilbage på skibet var det sat klar til ”cooking class” – hvor restaurantens chef-kok lærte os at lave forårsruller. Det var hyggeligt – og lækkert at smage bagefter. Mens vi smagte forårsrullerne, så vi at nogle af gæsterne var hoppet i vandet. Det så jo fristende ud, så vi fik straks klædt om til badetøj. Vandet er grønt/turkis, og man kan ikke se bunden. Vi var noget spændte på, hvor varmt det var. Det viste sig at være virkelig varmt! Formentlig 30-35 grader. Det var jo rart ikke at få en kulde-chok, men samtidig var det ikke helt så forfriskende, som vi havde forestillet os. Så er det jo rart, at kunne gå tilbage i kahytten og få et koldt bad.

Dernæst åbnede baren med happy-hour og Lasse hentede to gin og tonics, som vi tog med ned på vores balkon, hvor vi nød lidt tid alene. Til middag var der igen 5 lækre retter. Da vi nåede til desserten blev al lyset dog slukket og tjenerne kom ind med 3 fine kager med lys i. Der blev spillet musik, og de gik rundt og viste kagerne frem. Det var ikke helt gået op for os, hvad der foregik. Men så pludselig satte de en kage på vores bord, en hos det skotske par ved siden af os og en hos det new zealandske par bag os. På kagen stod der: Happy Honeymoon. Og så kom hele personalet og sagde tillykke. Hvad siger man lige til det? Vi havde ikke engang fortalt dem noget – men det må hotellet i Hanoi jo have gjort… Heldigvis havde jeg lige nået at fortælle det skotske par, som allerede til frokost havde fortalt os, at der var deres bryllupsrejse, at det også var vores. Det kunne ellers have været lidt mærkeligt. Og det new zealandske par havde 20-års bryllupsdag…

Efter at have spist så meget af kagen, som vi kunne (og sprunget desserten over), gik vi en kort tur rundt og så på aftenens aktiviteter – bl.a. blæksprutte-fiskning. Men vi konstaterede hurtigt, at lidt afslapning i vores air-condition-kolde kahyt var mere tiltrækkende efter endnu en dag i varmen. Så vi fandt vores bløde seng og nød lidt stilhed inden sengetid.

I dag skulle vi tidligt op og på tur til Perfume Pagoda. Vi havde på forhånd aftalt at spise morgenmad på hotellet (selvom det ikke var inkluderet). Den lækreste buffet ventede os, men vi havde dårligt nok spist op, før de kom og fortalte at vores tur-bus var kommet (15 min før tid). Heldigvis havde receptionisten set, at vi ikke helt var færdige, og havde sendt bussen videre til næste hotel og bedt dem komme tilbage. Så vi fik spist færdig i ro og mag og var helt klar, da bussen kom tilbage. Vi var 14 turdeltagere og en guide. Først bød turen på 2 timers buskørsel. Ikke så spændende – tilbage af HW1 som vi var kommet langs i toget til Hanoi. Men guiden var god til at forklare undervejs og svare på spørgsmål. Han fortalte fx at alle de små grave placeret rundt om midt i rismarkerne ganske rigtigt var grave. Folk begraver deres familiemedlemmer midt i marken, fordi de begravede bringer held og beskyttelse til marken – og fordi det efterfølgende bliver sværere at tage jorden fra familien igen, som på den måde har synlig bevis på, at jorden er deres.

Fremme ved destinationen blev vi sendt over i små robåde, som skulle bringe os ud til tempelområdet. Det er udelukkende kvinder, som ror bådende, og de har en noget spøjs teknik. De sidder bagerst i båden og skubber både frem – primært ved at udnytte deres kropsvægt til at tvinge årene frem i vandet. Undervejs på ro-turen så vi denne turs første overraskelse: lotusblomster. De stod alle vegne i flodkanten og så utrolig smukke ud. Lotusblomsten er Vietnams nationalblomst. Den ligner en forstørret åkande, har frø der bliver brugt som sovemedicin, og så er den selvfølgelig også et vigtigt buddhistisk symbol. Det var så smukt! Samtidig tronede bjergene sig op i baggrunden, så her blev taget rigtig mange billeder.

Efter 1 time var vi endelig fremme ved tempelområdet. Her startede vi med at gå et godt stykke op til det første tempel, som vi så fik lidt tid til at beundre i fred. Efterfølgende fik vi forklaret af guiden, at Laos og Vietnam er tilknyttet to forskellige buddhistiske retninger, og det er derfor, templerne er så forskellige. De meget enkle og smukke Buddha-figurer i Laos er i Vietnam erstattet af nogle meget virkelighedstro og detaljerede figurer, hvor det er svært at se, hvilke der er Buddha‘er, og hvilke der fx er tempelvogtere. Vogterne havde ofte en del våben (sværd/macheter) i hænderne eller omkring sig – det havde vi slet ikke set noget til i Laos.
Efter dette første tempel fik vi en simpel frokost og gik derefter op til den lift, som skulle bringe os op til selve pagoden. Vores bestilling gennem hotellet inkluderede åbenbart lift både op og ned, mens flere af de andre deltagere skulle gå en af vejene. Men da vi først så, hvordan vejen derop er fuldstændig afskærmet af boder og små forretninger på begge sider, og man dermed ingen udsigt har under gåturen, var vi ret glade for vores lift-ture med den smukkeste udsigt over bjergtoppe – mange med fine små pagoder på toppen.

Oppe med liften var der et stykke at gå, før pagoden dukkede frem. Ikke helt som vi havde regnet med. Perfume Pagoda er en klippe-grotte som er blevet lavet til et tempel. En imponerende grotte, som guiden beskrev havde form som en dragemund. Indenfor var der flere små altre og den ene af de 3 munke, som boede deroppe, ledte an i bønner, som mange af de buddhistiske turister tog del i. En helt særlig oplevelse. Stedet er åbenbart meget helligt for vietnameserne, og om vinteren (i højsæsonen) er der kaotisk mange turister. Vi så billeder fra om vinteren, hvor der er timevis af køer undervejs. Endnu engang var vi ret glade for at rejse i lavsæsonen. Det var sjovt at få beskrevet, hvilke altre der bliver brugt til hvilke ønsker – fx en bedre rishøst, godt helbred, en søn, en datter osv.

Efter at have fået taget de sidste billeder gik turen ned igen, med lift, tilbage til båden, en bådtur tilbage og så bussen tilbage til Hanoi. I Hanoi blev vi sat af ved den katolske kirke, hvor der skulle være messe netop på det tidspunkt. Det var der også – og det var en ret speciel oplevelse. Vietnam har områdets største mindretal af katolikker, og det virkede, som om de alle som en var til messe. På pladsen foran katedralen var der sat stole op, så folk sad både indenfor og uden for kirken. Og selv parkeringspladsen var fyldt af motorcykler, hvor folk var blevet siddende for at lytte. Desværre betød det, at vi ikke kunne komme ind og se kirken – men udefra var den utrolig smuk.

Herfra besluttede vi at gå lidt længere sydpå, for at finde en restaurant hotellet havde anbefalet. Vi gik gennem de mest øde gader i lang tid før vi endelig kom frem. Og da vi kom indenfor, så vi så en gigantisk gårdhave fuldstændig proppet med gæster. Alligevel fik vi hurtigt serveret rimelig god mad (vi er blevet lidt forvænte med madstandarden på det seneste…). Vi sagde dog nej tak til dessert – vi havde spottet et is-sted ved siden af restauranten og var helt klar til en is! Is-stedet viste sig også at være en bager, så vi fik købt lidt morgenmad til i morgen og lidt snaks til de næste dages tur til Halong. Derfra gik turen hjem til pakning og de sidste forberedelser.

Efter en godnat i vores bløde seng, stod vi op og gik ud for at finde noget morgenmad. Målet var at finde et gadekøkken, som serverede Pho (nudelsuppe) – hvor vi turde spise. Efter noget søgen lykkedes det endelig. Her fik vi serveret en fin suppe med nudler og oksekød – standardmorgenmad i Vietnam. Det bliver nok ikke vores morgenmadsfavorit, men vi blev da mætte. Herfra gik turen rundt i de nærmeste gader, for at få styr på de næste dages program. VI ville gerne booke en tur til Perfume Pagoda og en tur til Halong Bay. Vores eget hotel gav os nogle lækre tilbud, men eftersom vi synes, prisen var noget høj, skulle vi lige tale med et par andre. Det blev det dog ikke meget bedre af, så vi endte med at gå tilbage og booke via hotellet. Efter mange lange snakke endte det med, at vores fyr på hotellet fik skaffet os Halong-turen til ”sidste-øjebliks-pris” og derefter endda fik os opgraderet til en mere luksuriøs båd. Til slut var vi noget i tvivl om, hvad det egentlig var, vi havde bestilt – men tænkte at vi måtte tage det som et eventyr. Vi fik også bestilt togbilletter videre fra Hanoi til Dong Hoi – det viste sig at være en god idé, for næsten alle toge den aften var fuldt bookede.

Derefter satte vi kurs mod søen, hvor vi dagen før havde set en elektronik-butik. Lasses favorit-objektiv var gået i stykker en af de første dage i Laos, så vi ville kigge efter et nyt. Det var dog ikke lige så nemt, men så fik vi taget os sammen til at spørge, om de mon kunne reparere det gamle. Det kunne de – for 400 kr og det ville tage 2 timer. Den var vi med på

Derfra gik vi ud for at finde lidt frokost. Vi endte på et gadekøkken, hvor de serverede ris-pandekager med svampe og svinekød. Det smagte udmærket, og var en fin lille portion. Efter frokosten var vi en tur i den hvide hests tempel, vi gik en tur rundt om søen, og så var vi også inde og shoppe lidt silketørklæder. Men så var klokken pludselig mange, og vi satte kurs mod hotel ”Green Diamond” – hvor vi havde aftalt at mødes med to af Lasses venner (Mads Lilholt og hans ven Jakob). De havde planlagt, at vi skulle starte med en øl på ”Hanoi best kept secret” (ifølge Lonely Planet). Vi havde faktisk været der tidligere på dagen, men eftersom de ikke serverede frokost, var vi gået igen uden overhovedet at være oppe og se hemmeligheden: en formidabel udsigt over søen og det centrale Hanoi. Man fandt stedet ved at gå ind gennem en silkebutik, fortsætte ind af en smal stræde (når der var ledigt, for folk, som trak scooteren ud), hen og bestille i køkkenet, og så op ad to sæt trapper. Men sikke en udsigt, som ventede! Her sad vi og nød brisen. Drengene fortalte om deres tur til Sapa (som vi havde besluttet os for at springe over), og vi fortalte om Laos.

Efter øl og udsigt foreslog jeg et sted at spise aftensmad. Jeg havde omhyggeligt læst alle beskrivelser i Lonely Planet for at finde en, som jeg tænkte vi falde i både vores og drengenes smag. Det lå kort derfra. Umiddelbart virkede det ikke så tiltrækkende, da vi kom ind, men jeg fik heldigvis spurgt, om vi ikke måtte sidde ude i gårdhaven – det måtte vi gerne, og der var super hyggeligt. Drengene fik et par lækre forretter men Lasse og jeg gemte appetit til desserten. Virkelig lækker mad – drengene sagde endda, at det var den bedste mad, de endnu havde fået i Vietnam… Så jeg var godt tilfreds

Herfra gik turen op igennem et lille aftenmarked og op mod vores hotel. Jeg var træt og gik op, mens de 3 gutter gik ud for at få en øl på gaden. I det centrale Hanoi bliver hvert eneste gadehjørne overstrøet med små plastik-taburetter hver aften, hvor folk sidder og drikker øl og får lidt snaks – snakker og hygger sig. Så det blev vores første time væk fra hinanden efter 2 ugers rejse!

Da Lasse kom hjem, var vi begge helt klar til at sove – man bliver træt af de mange indtryk i Hanoi.

PS. Jeg glemte helt at fortælle, hvordan vores værelse så ud, efter det gik op for personalet, at det er vores bryllupsrejse. Men mon ikke billedet siger det hele:

Da jeg sagde tak, grinede de bare af mig i receptionen og sagde, at vi selv måtte rydde op, når vi ville i seng…

Næste morgen sov vi længe og gav os god tid til at få gjort de sidste ting på computeren, spist morgenmad og nydt ikke at skulle skynde sig. Vores tog til Hanoi gik nemlig først kl 11:42. Til sidst fik vi tjekket ud og kom til stationen, hvor mange andre passagerer sad og ventede. Det kom vi også til – toget var lidt forsinket. Men så lykkedes det endelig, og vi fandt vores to bløde sæder. Det blev et fint førstehåndsindtryk af togrejse i Vietnam. Vi spiste frokost, nød udsigten (om end turen ind gennem Hanois forstæder til tider var lidt uinteressant), læste og slappede af. Der var dog godt nok ret fyldt i toget, og vi opdagede hurtigt at vietnamesiske børn bliver opdraget noget anderledes end børnene i Laos. De bliver tydeligvis forgudet – hvilket jo både kan være godt og skidt.

Fremme i Hanoi kom vi af toget på en travl banegård, men den egentlige forskrækkelse kom dog først, da vi steg ud på gaden: ”sikke en voldsom trængsel og alarm”. Her var helt ufatteligt mange mennesker. Sikke et kulturchok efter 2 ugers rejse i affolkede, stille og rolige Laos. På en gang spændende og samtidig noget overvældende. En taxa prøvede straks at hyre os, men belært af sidste aftens erfaringer, nægtede vi og holdt på at køre på meter. Det var der heldigvis en ung fyr, som gerne ville. Efter en længere tur ind til centrum af Hanoi stod meteret dog på mere, end den anden chauffør havde tilbudt. Vi var lidt forvirrede, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Senere fandt vi ud af, at flere taxi-selskaber fusker med meteret – så mon ikke det er det, der er sket. Vi holder os fra nu af til de anbefalede selskaber.

Men vi kom frem til hotellet og var nu meget spændte. I går erfarede vi jo at 3 stjerner og en nat-pris på 125 kr ikke var nok til at skaffe sig en blød madras. Mon 5 stjerner og 270 kr kunne gøre det? Det kunne det heldigvis Efter en lækker velkomstdrink (indtaget fra et par bløde lænestole, mens vi blev tjekket ind af en af de søde piger, og bagagen blev bragt til vores værelse) blev vi vist nok til vores super lækre rum. Vi var blevet opgraderet og fik dermed rigeligt plads, en kæmpe blød seng og det mest luksuriøse badeværelse. Sikke en dejlig start på vores dage i Hanoi!

Meget begejstrede satte vi af sted for at se lidt af byen. Inden da fik vi udleveret et detaljeret kort i receptionen og anbefalet et par restauranter. Vi gik ned til søen i centrum af Hanoi. Herfra var der en bro over til et meget gammelt tempel, hvor der bl.a. var en udstoppet skildpadde til udstilling. Legenden siger, at kongen (efter at have fordrevet kineserne fra Hanoi) afleverede sit sværd til en skildpadde, som slugte det og dykkede ned på bunden. De to kæmpe skildpadder (200 kg) fra søen, der er døde, havde intet sværd. Nu er der kun en skildpadde tilbage… Han dukker op af og til – men vi så ikke noget til ham.

Efter en tur rundt i Hanois ”old quarter” var vi blevet aftensmadssultne og fandt ind på den nærmeste restaurant hotellet havde anbefalet ”New Day”. Og her blev vi meget positivt overraskede. Restauranten var propfyldt og alligevel kom vores mad efter mindre end 10 minutter. I tillæg til det var maden helt ufattelig lækker og kostede ingen penge. Så vi bestilte 2 forretter og 3 hovedretter til deling – og kunne trille hjem. Temmelig begejstrede over at have 3 uger i så kulinarisk et land foran os.

Tidligt op, pakke sammen og ned til vores søde tuk tuk-mand, som helt efter aftale (trods hans totale mangel på engelsk) holdt klar. Han kørte os til den modsatte busstation, end vi mente, vi skulle til, men han viste sig at have helt ret – så han fik igen lidt ekstra drikkepenge og mange ”Kaup-Jai”. Vi fik billetter, fandt gode pladser og havde endda tid til at købe lidt forsyninger til turen. Og så gik turen tilbage gennem byen for at samle folk op og dernæst ud til den anden busstation. Det var dog rigtig godt at være kommet på fra starten – ellers havde vi aldrig fået pladser ved siden af hinanden.

Bussen endte med at være stopfyldt. De fandt endda ekstra puder frem, som blev lagt mellem sæderækkerne som en slags midtersæde. Og så blev der tiloversblevne plads ellers fyldt med folk, på skødet af hinanden, og alle mulige mærkelige pakker.

Af sted gennem det smukke nordlige Laos. Rismarkerne blev tilsået, mens vi kørte forbi, og limestone bjergene tårnede sig op i baggrunden. Efterhånden blev der til gengæld mindre og mindre jungle – mere og mere dyrket land. Og så pludselig dukkede grænsen til Vietnam op. Her blev vi alle gennet ud af bussen, fik afleveret departure-sedler og tjekket pas, og derefter skulle vi selv gå ned til den Vietnamesiske grænsekontrol. Her blev vores bagage taget af bussen, og vi skulle få den scannet. Vi fik også tjekket pas og visum igen. Men her begik Lasse og jeg den fejl at tage vores små rygsække (som var blevet scannet med de store) med ind. Det resulterede i, at vi blev bedt om at gå tilbage og scanne dem igen – og med INGEN ved grænsen, der kunne bare det mindste engelsk, måtte vi opgive at forklare, at de allerede var scannet, og tage turen tilbage igen. Varmen og fugten var heftigt, så der blev jeg lige et øjeblik noget træt at vietnamesiske politibetjente…

Men vi kom derfra og vel inde i Vietnam fortsatte turen ad snoede bjergveje. Efter en del timer blev vejen dog endelig noget mere reel, og vi kunne sætte farten lidt op. Det blev dog næsten for meget af det gode, da vores chauffør besluttede sig for at køre om kap med en thailandsk bus, med heftig dytten og vredesudbrud, vi slet ikke før havde hørt blandt den ellers så tilbageholdende Laos befolkning. Men så kørte vi frem den anden bus, og det var overstået.

Fremme i Thanh Hoa var kl. blevet 19, og vi var både trætte og sultne (frokosten kom til at bestå af kiks, da vi ikke turde spise, hvor resten af bussen spiste frokost). Ude af bussen blev vi overfaldet af insisterende taxichauffører. Det havde vi slet ikke prøvet i Laos og blev noget overvældede. Desværre endte den mest irriterende chauffør at få os med – det gør vi ikke igen! Trods manglen på engelskkundskaber gjorde det temmelig vanskeligt, fik vi ham til at finde en ATM og derefter køre os til togstationen, hvor vi købte billetter til Hanoi til næste dag og fik tjekket ind på hotellet lige ved siden af. Et 3-stjernet hotel lovede godt, med rød løber og en gigantisk lobby. Værelset virkede også pænt, men sengen desværre lige så hård som i Sam Neua. Vi besluttede os for at spise på hotellet, da vi var noget udkørte. Restauranten så fin ud, om end den var helt tom. Og det 5 tjenere (hvoraf 3 aktivt forsøgte at betjene os) virkede lidt unødvendigt. Mens vi ventede på maden, fik vi os dog en uheldig overraskelse – Lasse så en rotte pile over gulvet og gemme sig under buffeten. Udark! Alligevel var vi for trætte til at forklare tjenerne det – her var heller absolut ingen engelskkundskaber at opstøve… Vi fik serveret et par ret uinteressante retter, men vi var sultne, så der blev bare spist og derefter trak vi os tilbage til værelset.

Et bad var lykken og derefter brugte vi lidt tid på computeren (første internet i nogle dage), hvor vi bl.a. fik uploaded billeder og video til bloggen. Håber det falder i god jord 